Bryg din egen shampoo på 10 min

For ni måneder siden lagde jeg konventionel shampoo på hylden og sprang ud i mit no-poo-eksperiment – hårvask uden traditionel shampoo. Planen var at vaske hår kun med vand, men jeg måtte hurtigt indse, at det (sjovt nok!) ikke lykkedes særlig godt i starten, så jeg begyndte at se mig om efter andre måder at vaske hår på og faldt over vaskenødder. De er et af naturens vidundere, som kan bruges til et hav af ting som hårvask, tøjvask og rengøringsmiddel. Det er et rent naturprodukt, bær fra en plante, der vistnok gror i Indien, som fra naturens side indeholder sæbe. I et års tid har jeg udelukkende vasket tøj med vaskenødder, og det fungerer glimrende. Jeg køber vaskenødderne i min lokale helsekostbutik, men efterhånden findes de også i eksempelvis Salling, så de er blevet nemmere at få fat på. Et kilo koster 109 kr. (der hvor jeg køber dem) og holder i evigheder.

Sådan gør du
Det er super nemt (og sjovt) at brygge sin egen (naturlige og kemikaliefrie) shampoo. Alt du skal bruge er en gryde, ti hele vaskenødder, en lille stofpose, en halv liter vand og en gaffel. Denne portion er til én hårvask. Det er ikke en god idé at brygge shampooen flere dage i forvejen, da den hurtigt bliver dårlig.

  1. Hæld vandet i gryden.
  2. Put vaskenødderne i stofposen – en sok kan også bruges – og smid den ned i vandet.
  3. Kog op i ti minutter, mens du af og til presser sæben ud af vaskenødderne med en gaffel.
  4. Hæld din shampoo i en beholder, du kan tage med i badet. Lad den køle godt af, inden du bruger den (jeg har prøvet at hælde lidr for varm shampoo ud over mig..ikke rart!) Klem evt. posen med vaskenødder mellem hænderne for at få al sæben med.

  

Voila! Nu har du brygget din egen shampoo.

Shampooen er meget tynd, så det føles noget anderledes end at bruge almindelig shampoo, og under bruseren kan det virke, som om håret ikke bliver ordentligt rent, men bare rolig, når det er tørt, føles det ligeså rent, som det plejer.

Hop under bruseren
Nu er turen kommet til at teste din hjemmebryggede shampoo under bruseren. Gør håret vådt, og hæld shampooen i håret lidt efter lidt, mens du masserer det godt ind. Sørg for, at alt håret bliver dækket. Lad det trække nogle minutter, jo længere desto bedre. Skyl det ud. Nu vil du garanteret have følelsen af, at håret trænger til mere shampoo. Eller balsam. Mit hår virker ret stift, når jeg har skyllet shampooen ud, og hver gang tænker jeg, at det garanteret ikke virker, fordi håret føles lidt underligt. Men hver gang er mit hår blevet fint rent. Det vil sige, når jeg bruger 10 vaskenødder, fungerer det godt. Jeg har forsøgt med færre, eller brugt nogle jeg havde vasket tøj med en enkelt gang, men det gav ikke et ordentligt resultat, så sørg for at bruge ti nye. Hvis du synes, dit hår bliver for stift, kan du skylle efter i æblecidereddike blandet med vand i forholdet ca. 1:5. Eddikelugten forsvinder, når dit hår er tørt.

Sådan ser mit hår ud efter vask med vaskenødder
På billederne er mit hår vasket i anledningen af, at jeg skulle klippes senere på dagen. Min frisør bemærkede intet, så jeg gik ud fra, hun også syntes, det føltes fuldstændig rent – hvilket det jo også var – og ikke anderledes end normalt. Jeg har nemlig ikke fortalt hende, jeg har “skiftet” shampoo. 

  

Jeg er virkelig tilfreds med min hjemmebryggede shampoo. Dog bemærkede jeg efter sidste vask, at mine spidser var blevet lidt tørre, så jeg smurte dem ind i kokosolie, og så var mit hår fint igen. Pas på med at putte for meget kokosolie i håret ligesom mig! Jeg troede, jeg skulle bruge en teskefuld, men det viste sig, at en mængde, der svarer til størrelsen på en ært, er nok. Så jeg havde lidt for fedtede spidser i nogle dage. Udover lidt tørre spidser har jeg intet at bemærke. Jeg er SÅ tilfreds og ret imponeret over, der ikke skal mere til for at få så rent hår. Hvorfor putter vi dog alt muligt mærkeligt, vi ikke aner, hvad er, i håret, når et simpelt naturprodukt er nok?

Det er enormt sjovt at eksperimentere med nye måder at vaske hår på. Det meste af tiden bruger jeg kun vand, ca. en gang om måneden vasker jeg med vaskenødder eller noget andet sæbelignende. Mange mener, det eneste håret har brug for er vand (du kan finde masser af videoer på YouTube, hvis du søger på no-poo). Jeg synes nu, mit hår trænger til lidt mere indimellem. Måske vand med tiden er nok, det er vel en lang proces, og mit hår opfører sig i hvert fald klart bedre end for bare få måneder siden. Min no-poo-rejse har varet i ni måneder, og jeg arbejder pt. på et blogindlæg om mine oplevelser med hårvask uden traditionel shampoo.

Hvad er dine erfaringer?
Har du erfaringer med hjemmelavet shampoo? Eller andre alternativer til traditionel shampoo? Eller måske vasker du hår kun i vand? Jeg vil blive helt vildt glad, hvis du vil dele dine erfaringer i en kommentar. Jeg er ret nysgerrig efter at finde andre alternativer til shampoo og høre andres erfaringer med no-poo.

BEMÆRK
Jeg har ikke testet shampooens ph-værdi (hvilket jeg jo burde), så jeg ved reelt ikke, hvor god den er for håret – jeg har blot testet den på mit hår og vurderet, hvordan det havde det bagefter, og det har hver gang haft det fint, lige bortset fra de tørre spidser, jeg oplevede en enkelt gang.

Reklamer

Ren majsstivelse er fremragende som tørshampoo

Ja, ganske almindelig Maizena, som jeg før kun kendte som sovsejævning. Det lyder næsten for simpelt, ikke? At det kan erstatte den købte version, som indeholder en lang liste af (mærkelige) ingredienser. Jeg havde i hvert fald svært ved at tro på, at ren majsstivelse kunne fungere, da jeg første gang læste “opskriften”.

Nysgerrig som jeg er, skulle det selvfølgelig testes. Jeg rodede mit køkkenskab igennem og fandt en pakke Maizena bagerst i skabet. Da det var lidt for upraktisk at tage hele pakken med
på badeværelset, ledte jeg videre efter en beholder og fandt nogle gamle syltetøjsglas med låg, jeg havde va
sket og gemt. Ja, jeg er sådan en, der gemmer syltetøjsglas og bruger dem til et hav af ting, eks. chiagrød, som jeg tager med som madpakke. Og tørshampoo! Jeg hældte meget optimistisk majsstivelsen i glasset og skyndte mig ud på badeværelset.

I det blogindlæg, der fik mig til at eksperimentere med tørshampoo (læs det her), blev det forslået at bruge en pudderbørste til at fordele det i håret med. Sådan en ejer jeg ikke – jeg har ikke brugt makeup i mindst 15 år – så jeg tænkte, at fingrene vel kunne bruges og stak dem ned i glasset. Jeg duppede spændt maizena i mit hår og betragtede det nøje i spejlet, mens jeg ventede på, det skulle virke. Og tænk engang, majsstivelsen fungerede forbavsende godt. Jeg havde seriøst ikke troet, det ville fungere optimalt, men det var jo i hvert fald forsøget værd. Og sikke en opdagelse. Mit hår så pludselig ikke fedtet ud mere. Det fik dog lidt et hvidt skær, men jeg blev enig med mig selv om, at det kun var mig, der ville lægge mærke til det, fordi jeg nærstuderede mit hår. Jeg var i hvert fald godt tilfreds med resultatet, det havde jo virket, hvilket faktisk var mere, end jeg havde turdet håbe på – selvom jeg havde været optimistisk, fortalte min overraskelse over det positive resultat mig jo, at jeg faktisk havde forventet, det var et flop.

Sådan bruger du det
Der skal bruges utrolig lidt for at virke, så et glas tørshampoo holder ret længe. For mig fungerer det godt at hælde lidt ud i låget og tage et tyndt lag på et par fingre, som jeg nærmest dupper i håret, der hvor det trænger. For at majsstivelsen ikke skal kunne ses, masserer jeg det let ind i håret, så det bliver godt fordelt. Resultatet ses ikke altid lige med det samme, så lad det sidde og virke et minuts tid, og kør så fingrene gennem håret igen, inden du evt. putter mere i. Det er ikke nødvendigt at frisere håret efterfølgende, tørshampooen “forsvinder” fint uden, men det gør heller ingen skade. Der skal bruges virkelig lidt, i hvert fald i mit hår, så vær sparsom med mængderne. Mit hår er blond, så det lyse pulver fungerer rigtig fint, men hvis du har mørkt hår, skal der måske tilsættes lidt kanel eller kakaopulver. Det har jeg af gode grunde ikke forsøgt, men se opskriften via linket ovenover.

Min gamle tørshampoospray stank af dårligdom
Mit hår er aldrig blevet vasket hver dag, fordi jeg har lært, det er usundt for håret, og unødvendigt, så to til tre gange om ugen er det blevet til, men det har altid haft en tendens til at blive lidt fedtet, dagen inden det skulle vaskes. Jeg nægtede at give efter og vaske det oftere, fordi min teori var, at det så bare ville fedte endnu mere, og håret bliver jo ikke fedtet, fordi det nødvendigvis er beskidt, men fordi det er vant til at blive vasket med et bestemt antal dages mellemrum, så tørshampoo har været min ven.

Jeg var ellers glad for virkningen af min gamle spray, der fik mit hår til at se rent ud og gjorde mit meget fine, glatte hår lidt mere medgørligt og stift, men lugten kunne jeg næsten ikke holde ud. Selvom jeg sprayede minimalt i mit hår, kunne jeg næsten ikke opholde mig på badeværelset imens, og flere gange fik det mig til at hoste. Jeg forsøgte at tyde ingredienslisten for at tjekke, om der var noget i, jeg ikke kunne tåle. Den var parfumefri, fordi jeg har allergi, så jeg gik nok bare ud fra, den generelt var skånsom, men jeg kunne ikke helt tyde indholdet og blev enig med mig selv om, at den i hvert fald ikke var sund at indånde, så jeg droppede helt at bruge den. Jeg er derfor lykkelig for min “hjemmelavede” udgave, som er det eneste, jeg har brugt, siden jeg opdagede den.

Den virker dog ikke helt så godt som sprayen, må jeg indrømme, men den virker tilfredsstillende nok, og mon ikke det mest af alt er en vanesag. Og bare tanken om, hvad jeg før har kommet i mit hår, og indåndet, gør valget nemt. Tænk, at noget så simpelt kan være så godt. Men det virker dog alligevel lidt mystisk at putte majsstivelse i håret, og egentlig undrer jeg mig over, hvorfor det er mindre mystisk at spraye kemikalier, jeg ikke engang kender navnet på, i håret, blot fordi der står “tørshampoo” på dåsen, end det er at bruge et rent produkt, blot fordi jeg kun kender det som sovsejævning i mit køkken.

Lav nemt en praktisk rejseudgave
Næste skridt var at finde ud af, hvordan jeg gør det nemt at tage min “hjemmelavede” tørshampoo med på weekendtur, så til rejsebrug anvender jeg et minisyltetøjsglas. Du kender sikkert godt de helt små glas fra Den Gamle Fabrik, hvor man køber en pakke med fem forskellige smagsvarianter, ikke? Jeg huskede, at de havde en fin størrelse og tænkte, sådan et ville passe perfekt til formålet, så jeg gik på udkig og fandt dem i netto’s tilbudsafdeling. Egentlig er sådan et lille glas nok til lang tid, så jeg overvejer lidt, om jeg skal droppe mit store glas og kun bruge det lille, så det ikke fylder unødvendigt i mit toiletskab.

Jeg har endnu ikke haft min rejseudgave med på et fly, og jeg forestiller mig, den godt kunne vække lidt undren, hvis min baggage skulle kigges igennem. Min kemikaliefyldte tørshampoo ville sikkert glide lige igennem, mens der er større sandsynlighed for, at min ganske naturlige udgave ville blive mistænkeliggjort. Men nu må vi se. Den tid, den oplevelse.

Har du erfaring med hjemmelavet tørshampoo? Eller har du blot en kommentar, så tøv endelig ikke med at skrive.

Min indre iværksætter saboterede mine jobsamtaler

Tænk, at man kan snyde sig selv til at tro noget, der strider fuldstændig mod ens natur, blot fordi det er normen i vores samfund. 

Jeg holdt mig selv for nar alt for længe, fordi jeg ikke turde indrømme, hvad jeg ønskede mig af arbejdslivet. Fordi jeg hårdnakket undertrykte min mavefornemmelse, der prøvede at fortælle mig sandheden om mig selv.  Jeg troede helt ærligt på, at jeg rent faktisk ønskede mig de job, jeg søgte. Jeg overbeviste mig selv om, at de lød spændende. At jeg ønskede mig et fast job. Hvilket som helst fast kommunikationsjob. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke ville føle mig kvalt af fast 8-16-job med fast kontorplads og faste rutiner. Min fornuft og min mavefornemmelse lå i åben krig, de var djævlen og englen på mine skuldre, og jeg valgte at lytte til djævelen, for objektivt set var det fornuftige jo at finde et passende job inden for min branche, subjektivt set var det fornuftige at lære at lytte efter mavefornemmelsen, min egen GPS. I lang tid vendte jeg ansigtet over mod djævelen på min skulder og lod den guide mig til at tro, jeg kunne passe ned i en bestemt kasse; den konventionelle kasse. Hele samfundet bekræftede mig jo også i denne antagelse. Og det er da meget nemmere at lade sig flyde med strømmen, ellers skal man til at forklare folk, der ikke forstår, hvorfor man har valgt den besværlige vej imod strømmen.

“Det bedste ville jo være…”
Efter en tid med ledighed begyndte jeg at lege med tanken om at blive selvstændig. Det kunne jeg ligeså godt forsøge, når jeg alligevel ikke havde noget arbejde. Jeg begyndte at sige højt, at jeg arbejdede på at starte min egen virksomhed op, og jo flere gange jeg sagde det højt, jo mere troede jeg selv på projektet, og jo mere blev det til en del af min personlige fortælling, til min identitet, til en naturlig vej for mig. Men samfundet modarbejdede stadig min “atypiske” livsvej. Når jeg til møder på jobcentret og i a-kassen fortalte om, at nu ville jeg forsøge mig med en anden måde at få arbejde på, så blev jeg ikke mødt med skulderklap og positive tilkendegivelser, men med ordene “det bedste ville jo være…”, og så talte de videre om de job, de syntes, jeg skulle søge. De mente seriøst, det bedste var, at jeg fik ansættelse på “normal” vis. De lyttede pænt til mine idéer og spurgte ind til det, men endte alligevel med at tale mig godt og grundigt ind i de typiske 8-16-job, som jeg fik så ondt i maven over. Det undrede mig meget, at de tilsyneladende var klogere på, hvad der var bedst for mig, end jeg selv var. Når jeg mødte udtalelsen, fik jeg uden undtagelse lidt ondt i maven – min GPS fortalte mig, at de ikke havde ret. Heldigvis havde jeg på daværende tidspunkt mødt en del iværksættere, der levede af det, og jeg prøvede at fortælle mig selv, at de på jobcentret og i a-kassen jo selv var ansat (i det trygge offentlige) på konventionel vis, og derfor havde de sværere ved at forstå mit valg. Men det provokerede mig da en del, at de helst ville skubbe mig ind på den traditionelle vej. Heldigvis er provokation positivt i min verden, fordi det igangsætter nogle refleksionsprocesser, så efter møderne fik jeg tænkt en hel masse og blev blot endnu mere klar over, at jeg skulle lytte mest til min egen mavefornemmelse.

Lettelsen skyllede forræderisk ind over mig, når jeg fik afslag
Det burde have været skuffelse, der fyldte min krop, når jeg fik afslag på job, jeg havde været til samtale på. Det var det til dels også, men lettelsen lurede altid lige under overfladen. Selvom jeg undertrykte den forræderiske følelse, mærkede jeg den altid, jeg troede bare, den betød, at jeg havde præstationsangst, ikke at jeg inderst inde vidste, at jeg burde arbejde på at blive selvstændig. Iværksætterlivet trak i mig, jeg havde mødt en del selvstændige på min vej og følte mig hjemme i miljøet, livsformen tiltalte mig, idéen gjorde mig glad og begejstret, men jeg troede ærlig talt, det “fornuftige” var at finde et “rigtigt” job, for det andet kunne jeg nok ikke leve af – eller magte at begynde på. Det virkede uoverskueligt, jeg vidste hverken, hvor jeg skulle ende eller begynde, så jeg søgte den mere trygge vej og blev ved med at forsøge at overbevise mig selv om, at det var det, jeg ville. Men jo mere man kvæler mavefornemmelsen, desto højere begynder den at råbe for at få opmærksomhed.

Jo flere jobsamtaler – desto flere afslag og muligheder for at føle sig som en fiasko
Jeg burde få en medalje for alle de jobsamtaler, jeg har været til. Antallet er uvist, jeg holdt for længst op med at tælle, så jeg burde jo være toptrænet og have lært, hvordan jeg talte mig til jobbet. Det har jeg ikke. Og det har været mig en gåde. Jeg formåede at score praktikker og løntilskud, de begyndte som regel også med “jobsamtaler”, men jeg formåede aldrig at score det faste job, som jeg troede, jeg ønskede mig. Måske fordi praktikker og løntilskud netop var langt meget mindre “farlige” end de faste job. Jeg lærte dog at blive næsten professionel i at skrive mig til jobsamtaler. Frustrationerne over ledighed boostede mit mod til at prøve nye måder at skrive ansøgninger på – min måde. Jeg krøllede alle velmenende råd om ansøgningsskrivning sammen og smed dem i skraldespanden og forfattede i stedet små fortællinger, som jeg hyggede mig helt vildt med at skrible ned. Og det sparkede en lavine af jobsamtaler i gang. Til at begynde med sendte jeg på to uger fire virkelig gennemarbejdede og målrettede ansøgninger af sted og blev kaldt til samtale på tre af jobbene – det ene var jeg faktisk ikke helt kvalificeret til, men jeg syntes, det lød spændende, og min holdning er, at det kan læres, hvis interessen er der, og til samtalen fortalte de da også, at de havde ladet sig forføre lidt af min velskrevne ansøgning. To af samtalerne gik fint, den tredje føltes som en dårlig eksamen. Jeg fik som bekendt ingen af jobbene, og skuffelsen var stor – troede jeg på det tidspunkt. Min livsfilosofi er, at vi kan hente læring af alle vores oplevelser, dårlige som gode, så jeg fokuserede på, at jeg rent faktisk var blevet kaldt til samtale på 75 % af mine ansøgninger, og at min metode havde virket bedre, end når jeg legede copycat på andres. Dét klappede jeg mig selv på skulderen over.

Det er forbudt at sige, man ønsker sig noget andet end normen
Fordi det er normen, at man efter universitetet skal ud og have et traditionelt, fast (kontor)job, er det ildeset at udtale sig om, at det faktisk ikke er det, man drømmer om. I dag er iværksætteri ellers blevet mere normalt, men normen i samfundet dikterer alligevel stadig, at man helst skal presses ind på den konventionelle levevej, og hele dagpengesystemet er da også bygget om dette. Derfor skulle jeg presses helt derud, hvor jeg gik ned med stress, blev langtidsledig og nærmest druknede i afslag, før jeg for alvor kunne indrømme over for mig selv, at jeg nok havde en iværksætter gemt i maven. Det kræver rygrad at holde fast i drømmen, for ofte bliver man mødt af rynkede øjenbryn og mistroiske spørgsmål, fordi folk, der ikke forstår, mener (helt sikkert med de allerbedste intentioner), at de bør guide én ind på den “rette” karrierevej. De nærmest kvæler én med velmenende råd og kritiske spørgsmål, der kan forvandle enhver spæd iværksætterdrøm til et osende bål, fordi de ikke selv kan sætte sig ind i, at man frivilligt vælger en usikker og dårligt betalt karrierevej, blot fordi drømmen brænder så stærkt i maven.

Hold fast i DIN drøm – også når andre ikke forstår
Alle mine oplevelser på jobsøgningsrejsen tager jeg med mig som en gave, der fik iværksætterdrømmen til at poppe op til overfladen. De har lært mig at holde fast i min drøm – også på de mest frustrerende dage, hvor jeg knap selv tror på drømmens virkelighedspotentiale. Jeg betragter også alle mine frustrerende erfaringer fra arbejdsmarkedet som en gave. I situationen forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke trivedes i jobbene, og hvorfor jeg nærmest druknede i frustrationer over det. Jeg følte, jeg havde for meget krudt i røven og var for flyvsk til at sidde på den samme kontorstol hver eneste dag, men jeg kunne ikke få øje på andre (realistiske) muligheder, så jeg vendte hurtigt pilen indad og troede, der var noget galt med mig. (Måske jeg lige skal nævne, at jeg selvfølgelig også har haft mange gode oplevelser undervejs, men overordnet set forlod frustrationerne om et mere indholdsrigt arbejdsliv mig aldrig helt.) Det, jeg jo opdagede undervejs, var, at det var min indre GPS, der talte til mig. Den fortalte mig, at jeg ikke var det rette sted. Det fortalte den mig i alle mine job. Jeg valgte bare at overhøre dens råben, men det gode er jo, at jeg undervejs fik samlet så mange værdifulde erfaringer sammen, at jeg nu ved med sikkerhed, at min skæbne er iværksætterlivet. Det har alle erfaringerne slået fast med syvtommersøm. Uanset hvad jeg nu kommer ud for, så holder jeg fokus på den læring, jeg samler sammen undervejs, for nu kan jeg se målet, og derfor er nuet ikke helt så frustrerende, som hvis jeg ikke anede, hvor jeg var på vej hen. Iværksættervejen er langt fra “lige ud ad landevejen”, den er snoet, humblet og nem at snuble på, fyldt med huller, jeg skal hoppe over, bakker jeg skal traske op ad, kameler, der skal sluges, nogle dage skinner solen så dejlig varmt, men ofte er vejen så tåget, at jeg knap kan famle mig frem. Men jeg nyder min bumlede opstartsrejse, som lige nu suppleres af deltidsjob – jeg rejser på min egen måde, dét har alle erfaringerne lært mig, at jeg skal. Jeg følger ikke i andres fodspor, hvilket ikke gør rejsen nemmere, men det gør den rigtig for mig, for ellers ender jeg med at blive sparket helt ned at ligge igen, og når man først ligger der, så er der lang vej op igen. Så jeg har endelig købt billet til det spændende liv, som foregår på mine præmisser, hvor jeg omgiver mig med mennesker, der forstår, inspirerer mig, og som bakker mig op i stedet for at pille drømmen ud af mig. Modgangen har givet mig den rygrad, jeg har brug for til at klare mosten, og endelig kan jeg mærke helt nede i maven, at jeg er på rette vej.

Bryd tabuet – tal åbent om stress!

Stress er ikke tabu! Stress er en folkesygdom, som vi ikke kan tie ihjel. Vi stressramte har en forpligtigelse til at tale åbent om stress, for når vi bruger ordets magt, kan vi skabe en anden fortælling. En fortælling om, at stress ikke kun rammer svage mennesker, at det ikke kun er selvforskyldt, og at det ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg ville i hvert fald ikke undvære den læring, jeg har fået ud af mine stressperioder. Jeg synes, jeg er kommet stærkere ud på den anden side og er blevet en bedre udgave af mig selv. Men jeg vil da ikke ønske for nogen at blive ramt. Kun ved at tage bladet fra munden kan vi bryde tabuet og komme nærmere et samfund mindre plaget af stress. Det er i hvert fald min ydmyge mening – og grunden til jeg selv fortæller åbent om mine oplevelser med stress.

For 2½ år siden blev jeg ramt, og jeg følte det næsten, som om jeg stod og betragtede mit liv udefra. For hvor kom stressen lige fra? Og hvorfor mig. Jeg mener, stress er jo sådan noget, der rammer de andre. Ikke at jeg så ned på dem, der blev ramt, jeg troede bare ikke, stress var noget for mig. I mit tilfælde kom stress snigende, men jeg tog ikke symptomerne særlig alvorligt, og derfor har jeg haft svært ved at ryste stressen af mig og har været sygemeldt af to omgange. Nu lader det til, jeg er ude på den anden side. Jeg gladere og mere optimistisk, end jeg har været i meget lang tid, og jeg har lært, hvor vigtigt det er at lytte til og lystre kroppens signaler. Nu, post-stress, skal jeg i gang med at leve mit liv efter min egen opskrift, for noget af det, der gav mig stress, var samfundets uskrevne regler om, hvordan jeg skal leve mit liv. Nu kommer jeg til at lægge normen på hylden og tage nogle valg, som utvivlsomt vil være uforståelige for nogen, men det vigtigste er, at jeg lever et stressfrit liv, og selvom det har været en hård periode med stress, så betragter jeg det som en gave – du ved, en af de gaver, der er virkelig grimt pakket ind, så grimt at den umuligt kan indeholde noget ønskværdigt, og man håber, der står en andens navn på, men indenunder alle lagene befinder der sig alligevel dét, der stod øverst på ønskelisten. Livsnødvendig livserfaring.

Stress bliver lettere at håndtere, når vi taler åbent om det
Hele vejen igennem min stressperiode var jeg så heldig at møde stor forståelse fra mine omgivelser. Jeg tror primært, det skyldes, at jeg var meget åben omkring hele situationen. Jeg fortalte mine venner og familie, hvordan jeg havde det, hvilke symptomer jeg oplevede, at jeg gik til psykolog, og at jeg var meget, meget træt. Derfor forstod de også, når jeg tog tidligt hjem, sagde nej tak til at mødes, ikke var så snakkesaglig som jeg plejede, og når min hjerne stod fuldstændig stille, og jeg ledte længe efter helt normale ord, som min hjerne ikke længere kunne finde frem, og at jeg i en periode overhovedet ikke kunne finde ud af at tage initiativer. Det var befriende at dele min situation med andre, og jeg var meget opsat på, at jeg ikke ville identificere mig med min stress og ikke udleve det tabu, stress længe er blevet gjort til, fordi vi ikke tør tale åbent om det. Ja, jeg var ramt at stress, og nej, stressen skulle ikke få magten over mig, den ville jeg selv have. Derfor valgte jeg også at dele mine situation åbent. Jeg ville ikke sætte lighedstegn mellem mig og stress, det skulle ikke blive til en del af min identitet, og jeg nægtede at lade følelsen af at være svag overtage. Negative følelser følger desværre med stress, men vi har heldigvis et valg i forhold til, hvad vi gør med de følelser. Vi kan lade dem overtage og styre vores liv, eller vi kan tage magten tilbage og tale til fornuften, når følelserne prøver at overbevise os om, hvor taberagtige vi er.

Jeg oplevede ofte at føle mig utilstrækkelig. Mit energiniveau lå på et meget lille sted, så simple ting som at komme ud af døren eller tage et bad kunne virke ret uoverskuelige – og tage en halv eller hel dag. I stedet for at dunke mig selv oveni hovedet for det, jeg ikke nåede, forsøgte jeg at rose mig selv for det, jeg rent faktisk fik udrettet. Jeg arbejdede meget med at tale de negative følelser ihjel, minde mig selv om, at følelsen af at være en taber blot er en følelse. Det kan godt være, følelsen ikke forsvinder lige med det samme, men det betyder ikke, at den er sand. Her hjalp det rigtig meget at tale med mine venner og familie. Bare det at sætte ord på følelserne kunne i sig selv være helende, fordi det gik op for mig, hvor tåbeligt det lød, og hvor lidt de ord passede på, hvem jeg er. Andre gange krævede det, at mine omgivelser fortalte mig, at de slet ikke kunne genkende det billede af mig, som jeg beskrev, jeg følte. Jeg har på intet tidspunkt oplevet fordømmelse, mistro eller kritik. Til gengæld har jeg oplevet forståelse, respekt og anerkendelse af, hvad jeg gik igennem, og hvordan jeg taklede situationen. Helt generelt tror jeg på, at man kommer længst med ærlighed, og jeg har i høj grad oplevet, hvor stor en forskel det gør, når man tør bryde tabuet og tale om det, der er svært her i livet. Ingen er perfekt, så hvorfor ikke stå ved modgangen og turde at vise sårbarhed, så vi kan støtte og hjælpe hinanden igennem i stedet for at pege fingre og have travlt med ophøje os selv på andres bekostning. Så min opfordring er: Lad os turde at vise svaghed og sårbarhed, så vi kan gøre op med de falske glansbilledeliv, vi tror, alle de andre lever.

Stress og arbejdsløshed guidede mig tilbage i min rette livsbane

Derfor er jeg stress og arbejdsløshed dybt taknemmelig for alt, hvad de har lært mig. Jeg vil dog ikke anbefale metoden. Den trækker tænder ud, den er langsommelig, ensom, og et eller andet sted på den mørke vandring knækkede den mig. Men knækket gav mig en mulighed for at genopdage og genopbygge mig selv. Den gav mig mulighed for uanede mængder af læring. Den viste mig glemte værdier og drømme, som jeg troede kun passede til teenageversionen af mig, og som jeg troede, jeg naturligt voksede fra. Men værdierne og drømmene var der stadig, de var bare gået i dvale, de er en nødvendig del af mig, også selvom de sender mit liv i en knap så konventionel retning. Stress og arbejdsløshed har lært mig en hel masse om, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være, lært mig at stole mere på min mavefornemmelse, som er den bedste og mest retvisende GPS, der findes, og givet mig mod til at være mere mig selv. Jeg har genopdaget, hvem jeg er, og jeg har påbegyndt genopbygningsarbejdet af en stærkere og mere autentisk udgave af mig selv. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Dannelsesrejsen satte skub i værdiundertrykkelsen
Som nyuddannet for tre år siden havde jeg ét mål; at finde et job. Men efter studielivet kom dagpengelivet, og dagpengelivet lærte mig, at lykken ikke nødvendigvis er fast arbejde og god løn. Jeg vidste det jo godt, for jeg har egentlig aldrig drømt om at tjene mange penge eller få fast (8-16) job, mit mål var nærmere at finde et meningsfyldt arbejde, der gjorde mig glad, et arbejde hvor jeg kunne gøre en forskel for andre, ikke et prestigejob med høj løn. Jeg glemte bare mine værdier ude på universitetet. Værdiundertrykkelsen begyndte ligeså langsomt i gymnasietiden, som jeg først påbegyndte som 25-årig. På studenterkursus er tre år skåret ned til to tætpakkede år, og i samme tempo, som jeg glubsk skovlede gymnasieviden indenbords, forsvandt mine værdier længere og længere væk fra min bevidsthed. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have mig en studenterhue. Efter folkeskolen var jeg skoletræt og havde en forestilling om, at jeg var dårlig i skolen, så da de fleste af mine jævnaldrende valgte gymnasiet, gik jeg meget lettet en anden vej. Efter at have udforsket verden, arbejdsmarkedet og forskellige kreative uddannelser i otte år befandt jeg mig pludselig i gymnasiet, på den brede, normale livsvej, hvor de fleste af os går, i stor, samlet flok, med samme livsmål – god uddannelse, godt job – mens vi alle passer glimrende ind i samfundsnormen. Jeg blev forbavset over, hvor meget jeg elskede at sidde på skolebænken igen, og at jeg rent faktisk var dygtig i skolen, og til min egen store overraskelse endte jeg med at være hende stræberen, der altid sad med fingeren i vejret, læste alle sine lektier og afleverede opgaver til tiden. Gymnasiet var en del af den plan, der skulle hjælpe mig til at finde en læreplads som film- og tv-tekniker, men meget ændrede sig undervejs, jeg ændrede mig, og tanken om universitet poppede jævnligt op. Det var nu pludselig en mulighed og åbnede en hel masse døre. Jeg valgte universitetsdøren, og planen var stadig en karriere inden for tv-produktion, i hvert fald på første semester, men så druknede drømmen i bølger af viden og masser af nye, spændende muligheder, og den smalle nåleøjevej, jeg troede, jeg skulle fortsætte med at følge, blev ligeså langsomt skubbet i baggrunden. Det er jeg glad for i dag, men det gjorde desværre også, at jeg glemte noget af mig selv undervejs.

Universitetet talte direkte til min indre videnssvamp
Det gik til min store forundring op for mig, at jeg havde fundet min rette hylde ude på uni. Jeg elskede miljøet med alt, hvad det indebar af tunge teorier, filosofisk tankegang, friheden til at planlægge egen hverdag, gruppearbejdet, mangfoldigheden af halvnørdede undervisere, for hvem ph.d.-titler var mere reglen end undtagelsen. Det var en verden af viden. En helt anden verden. En fascinerende verden, som jeg blev hvirvlet ind i og befandt mig godt i. Som de fem år skred frem, troede jeg ærlig talt, jeg havde ændret værdier. Jeg så frem til livet på den anden side af SU, drømte om det faste job med den fine titel og den høje løn, så jeg kunne forsøde livet noget mere, hæve forbruget som man jo gør, når man kommer ud på den anden side, spise oftere ude, købe tøj af lidt dyrere mærker, klæde sig som en ordentlig voksen, i pænt kontortøj i afdæmpede nuancer, tage kørekort og få råd til bil, så livet bliver lidt mere bekvemt. Så på mit femte år som universitetsstuderende begyndte jeg for alvor at se frem til at bytte livet på SU ud med voksenarbejde og akademikerløn. På den anden side ville livet falde i hak, så ville det rigtige voksenliv begynde, så ville det rigtige liv begynde, dét jeg havde ventet så længe på, men som bekendt kører livet jo aldrig på skinner, det har det med at møde hårnålesving og fartbegrænsningsbump, og arbejdsløsheden var da også højere, end jeg troede (eller havde villet se i øjnene). Arbejdet lod vente på sig, og livet på dagpenge udfordrede alt, hvad jeg havde troet, jeg ønskede mig.

Arbejdsløshed fremkaldte nye og bedre fremtidsudsigter
Jeg var nødt til at tage alt op til revision, kigge indad og spørge mig selv, hvad jeg ville med mit liv, med min uddannelse, med mine evner, hvor mine styrker lå, hvilke problemer jeg ønskede at løse, hvilken hverdag jeg kunne trives i. Perioder med stresssygemeldinger forårsaget af livet på dagpenge gav mig ekstra meget tid til refleksion. Langsomt begyndte mine undertrykte værdier og ønsker at trænge op til overfladen, og jeg måtte erkende, at jeg havde glemt lidt af mig selv på min dannelsesrejse, hvor jeg var drejet mere ind på den brede, mainstream vej, hvor jeg ellers ikke tidligere passede ind. Jeg har aldrig gået den lige vej, jeg har gået min egen snoede vej, og helt ærligt, det føltes godt at blive slugt af mængden, at passe ind, at være mainstream, at være sådan en, der har en studenterhue liggende hjemme i skabet, og som var på vej til et ganske almindeligt job med pensionsordning og faste arbejdstider. Jeg troede, det var fordi, jeg var blevet voksen, at jeg bevægede mig ind på den “normale” vej, godt nok lidt sent, jeg var jo trods alt 32, da jeg afsluttede uni, men det føltes, som om jeg endelig kunne finde ud af at passe ind i det konventionelle liv. Jeg anede bare ikke, at jeg undervejs havde glemt mig selv – eller i hvert fald en del af mig selv, for det var jo stadig mine egne valg og ønsker, der bragte mig på studenterkursus og universitetet, men noget gik tabt på min dannelsesrejse. Og nu, hvor jeg havde masser af tid til refleksion, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor jeg ikke rigtig trivedes i de traditionelle kommunikationsjob, jeg midlertidigt havde været ansat i, og hvorfor de opslåede job, der var oplagte for mig at søge, fik mig mere til at gabe end til at hoppe op af stolen af begejstring.

Jobbene bestod af traditionelle kommunikationsopgaver, som en kommunikationsuddannet som mig burde elske, men alt for hurtigt blev mine opgaver rutine, og jeg begyndte at kede mig. Normalt er jeg en meget passioneret person, så jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg gjorde, som man ofte gør, vender spørgsmålet indad: Hvad er der galt med mig? Hvorfor brænder jeg ikke for det, når det er det her, jeg er uddannet til? Hvorfor fungerer det ikke? Det gjorde mig frustreret, men jeg undertrykte det og troede, det gik over af sig selv. Jeg var jo stadig nyuddannet, jeg skulle nok bare ordentligt i gang. Det gik selvfølgelig ikke over, og i takt med jeg havde tid til at undre mig over hvorfor, begyndte jeg at give plads til den undertrykte uvilje mod 8-16-job, fast arbejde, fast kontorplads, faste rammer, faste opgaver, faste rutiner og så videre og så videre, som hører traditionelle voksenjob til. Jeg trives ikke med rutiner, det har jeg aldrig gjort, men jeg havde tilskrevet det umodenhed, noget jeg ville vokse fra, når jeg blev rigtigt voksen. Jeg havde ikke forestillet mig, det var en del af min personlighed. Men jeg måtte jo erkende, at jeg trives i en flyvsk og flydende hverdag. Rutiner dræner mig for energi og overskud. Mit brændstof er spontanitet, udvikling og idéudveksling, og min indre rebel kan lide at udfordre gængse mønstre. Så jeg er ikke den ideelle (fast)ansatte, fordi enten sygner jeg ligeså langsomt hen og bliver ineffektiv under alle de rutiner, eller også bliver jeg irriterende i min higen efter at gøre tingene på nye måder. Så nu har jeg endelig indset, at iværsættervejen er den rette vej for mig. Til at begynde med både skræmte og tiltalte den mig, og jeg tvivlede på, om jeg kunne leve af det. Nu er jeg røget helt ud af alle systemer, så nu er valget nemmere. Nu er jeg nødt til at arbejde på at få min egen virksomhed op at stå, så jeg kan få en indtægt igen, og så jeg kan leve det liv, hvor både jeg selv og samfundet får mest muligt ud af mine evner. Det nytter ikke noget at forsøge at klemme sig selv ned i et liv, man ikke passer ned i. På den lange bane kommer man til at mærke konsekvenserne, som eksempelvis stress som ramte mig, så nu er jeg i gang med at bygge det liv op, jeg selv gerne vil leve. Det gik også op for mig, at jeg ikke har brug for at tjene mange penge, fordi jeg hellere vil leve et simpelt liv uden det store forbrug. Jeg er glad for min cykel og ønsker mig ikke kørekort og bil. Jeg shopper helst i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, det er ren skattejagt for mig. At eje for mange ting tynger mig, så jeg ønsker mig ikke flere. Jeg har fundet ud af, at jeg hellere vil leve et simpelt og bæredygtigt liv end et forbrugsliv. Og det gør også, at der er plads til at have en lav indkomst som iværksætter.

Da mine undertrykte værdier begyndte at dukke op til overfladen, begyndte brikkerne også at falde på plads. Hele puslespillet gik endelig op, og jeg forstod pludselig, hvorfor jeg ikke trivedes. Krisesituationen med stress og ledighed blev min redning, fordi den skubbede mig ind på en livsbane, jeg ikke havde troet, jeg kunne magte, men som jeg inderst inde længe havde drømt om. Så tak, stress og ledighed, for at guide mig tilbage på mit rette livsspor.

Jeg havde brug for min ledighedsperiode for at finde ind til kernen af min faglighed

Det lyder jo lidt paradoksalt, når vi ledige som bekendt ikke laver andet end at fede den derhjemme på sofaen og netflix’er den hele dagen på statens regning!

I mit tilfælde er “ledighed” langt fra er en dækkende betegnelse, og som “ledig” har jeg arbejdet en hel masse, i praktikker, løntilskud, som timeansat, lidt som frivillig, og indimellem har der også været tid til kompetenceafklaringskurser og deslige i a-kassen, diverse netværksmøder, morgenmøder og andre spændende events, som man netop har tid til som ledig. Jeg har for alvor udnyttet, at jeg ikke skulle sidde klar på min kontorplads hver morgen kl. 8, og har fartet rundt til alt interessant, jeg kunne komme i nærheden af. Derfor har min “ledighedsperiode” også været een lang udviklingsrejse, hvor jeg har fået prøvet alt muligt forskelligt af, og som jeg meget nødig ville have undværet.

Udviklingsrejsen har været et miks af paradokser, een lang rutsjebanetur, den har været lang, hård, sjov, kedelig, inspirerende, frustrerende, opslidende, halvdeprimerende, oplysende og meget, meget mere, men vigtigst af alt; lærerig. Jeg er blevet smidt ud i lidt af hvert, har mødt helt ufatteligt mange spændende mennesker, set steder at byen, jeg ikke anede eksisterende, og jeg er blevet transformeret som person. Jeg har fundet ind til kernen af mig selv, kernen af min faglighed, mine værdier, grænser, styrker, svagheder, fordi alting er blevet sat på spidsen, og jeg er blevet testet til det yderste. Derfor sætter jeg helt enormt stor pris på min tid som ledig – selvom jeg da gerne indrømmer, at jeg undervejs ofte har opfattet ledighed som roden til alt ondt, fordi det er et sindsygt hårdt pres at være under, der tærer på ånd, sjæl og legeme.

Er ledighed andet end et onde, der skal bekæmpes?
Samfundet (medierne og politikerne) har det med at nedgøre ledighed. Som om det kun er noget skidt. Noget der skal bekæmpes. Men i og med at der ikke er arbejde til alle, burde vi hellere hylde “ledighed” og bruge det konstruktivt. Vi burde tale det op, anerkende, at det kan være gavnligt med en time out, og at “ledighed” i langt de flestes tilfælde er et fuldstændig forfejlet ord at bruge.

“Ledighed” handler nemlig ikke om, at vi har en stor gruppe mennesker, som hellere vil “hygge sig” på statens regning end at gå på arbejde. Faktum er, at der ikke er arbejde til alle, uanset om de kære politikere gerne vil fremstille det, som om det udelukkende handler om manglende villighed til at tage et arbejde. Flere undersøgelser har vist, at vi danskere hellere end gerne vil arbejde, også selvom vi økonomisk intet får ud af det, men når jobbene ikke er der, så nytter det jo ikke noget at skære ned i ydelserne som incitament for at få flere i arbejde. Det fører kun til, at man ryger endnu længere ned psykisk. I forvejen er det helt utroligt opslidende at være ledig, og det værste er jo nok, at det bare slet ikke er acceptabelt i vores samfund.

Man skal stå model til at blive kaldt doven, selvforskyldt ledig, kræsen, samfundsnasser, alt imens man arbejder gratis først det ene sted, så det andet sted, så det tredje sted og så videre, fordi man bare så gerne vil være i gang, gøre gavn, være en del af samfundet og have en hverdag ligesom alle andre. Vi “ledige” arbejder altså en hel masse – jeg kender ingen, der ikke har arbejdet gratis i praktikker eller til en alt for lav løn i løntilskud (samtidig med man jo selvfølgelig er jobsøgende på fuld tid og i realiteten skal passe to “job”) – vi får bare ikke anerkendelse for vores slid. Det kræver noget af en rygrad ikke at blive psykisk tynget, og mon ikke alle ledige har sorte perioder, som er virkelig vanskelige at kæmpe sig ud af. Jeg tror ikke, een ledig går fri af frustrationerne, skamfølelsen, opgivenheden og frygten for fremtiden. Men hvor er det dog spild af menneskelige ressourcer, at ledighed er sådan en negativ spiral, der får os til at miste gejsten, når perioden kunne bruges (endnu mere) konstruktivt. Hvis vi dog bare som samfund kunne acceptere ledighed som noget normalt og udnytte den i stedet for at køre hetz mod og nedbryde folk. Dét er om noget en negativ spiral, der bør brydes!

Lad os hylde “ledighed” og betragte det som en samfundgevinst
Efter min mening er det ligefrem gavnligt at gå ledig i en periode, fordi det netop tvinger os til at stille spørgsmålstegn ved, hvor vi vil hen, hvad vores kernekompetencer er, hvor vi kan gøre mest gavn. Vi har mulighed for at prøve os selv af i forskellige brancher og job gennem praktikker og løntilskud, uden at det koster andet end lidt åbenhed og villighed til at arbejde “gratis”. Når man befinder sig i arbejdshamsterhjulet, suser hverdagen derudaf, og det kan være vanskeligt at få tid til at stoppe op og reflektere. Og det kan være angstprovokerende at springe ud i noget nyt, når nu man befinder sig i et trygt job, man kender så godt. Her kan ledighed være gavnlig – både for os selv men i høj grad også for samfundet, da det giver os mulighed for at reflektere over, hvordan vi bedst muligt udnytter vores potentiale. Vi skulle nødig stagnere i hamsterhjulet og spilde vores kompetencer, fordi vi bliver blinde for, hvad vi indeholder af potentiale. Og spilder vi vores potentiale, går det jo ikke kun ud over os selv og vores egen lykke, men samfundet går også glip af uudnyttede ressourcer.

Lad os hylde ledighed som et konstruktiv tid i vores liv. Lad os ændre retorikken. Lad os bruge de muligheder, ledighed giver os. Lad os hjælpe hinanden til at anerkende, at ledighed ikke kan bekæmpes, og heller ikke nødvendigvis bør bekæmpes, fordi en time out er sund for alle. Lad os ændre det menneskesyn, der dikterer os at opfatte ledige som dovne, ugidelige samfundnassere. Lad os tro på, at alle de andre selvfølgelig også gerne vil have en indholdsrig hverdag, et meningsfyldt liv – hvem synes lige, det er fedt at glo tv-serier og drikke kaffe i nattøj syv dage om ugen??! Ingen, jeg kender. Men hvis det er tilfældet, at man møder sådanne mennesker, så lad os undre os over, hvad de slås med, siden de ikke kan overskue andet. Der er altid en grund til det, hvis man ikke tager aktivt del i samfundet. Lad os blive bedre til ikke at se ned på andre, blot fordi de er anderledes end os selv. Lad os lade være med at blive forskrækkede, når vi møder nogen, der fortæller os, at de står uden arbejde. Lad os møde dem med respekt og tillid til, at de gør alt, hvad de kan for at gøre gavn i samfundet. Lad os lade være med at dømme dem. Lad os møde hinanden med mere anerkendelse og et oprigtigt ønske om at forstå. Lad os lade være med at drage hurtige konklusioner om andre. Livet er mere komplekst end som så. Lad os lade være med at tro, vi ved, hvad der er bedst for andre. Lad os møde hinanden med mere tillid til, at vi hver især vælger den vej, der er bedst for os.

Jeg er langt fra den samme, som da jeg meldte mig ledig hos jobcentret. Jeg er stærkere, klogere, rigere på erfaring, netværk og både gode og dårlige oplevelser, som jeg værdsætter højt. Jeg har lært mig selv langt bedre at kende, mine styrker og svagheder, mine grænser. Efter min mening er jeg en langt større ressource for samfundet nu, fordi jeg formår at bruge mig selv langt mere konstruktivt og ved, hvor jeg kan gøre bedst gavn. Så efter min mening bør vi hylde ledighed, hylde de seje ledige, og betragte vores time out som positiv, gavnlig og i visse tilfælde som nødvendig. Jeg ved i hvert fald, at ledighed har gjort mig til en bedre udgave af mig selv. Og ledighed er jo netop kun en periode, en tidsbegrænset time out og ikke en varig tilstand. Heldigvis!

Lev ét sekund ad gangen

..og lev et mere tilfredsstillende liv. Dét arbejder jeg selv på at lære, selvom alt i mig dagligt skriger på at lægge planer og forsøge at se ud i fremtiden. Men helt ærligt, uanset hvor meget vi planlægger og tænker morgendagen igennem, så aner vi jo ikke, hvad den bringer.

Når man står uden job, er fremtiden fuldstændig tilsløret. Nogle dage kan jeg nærmest ikke se så langt som til min egen hånd, hvis jeg holder den ud i udstrakt arm. Jeg kan oftest ikke overskue mere end en uge ad gangen, fordi jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Nogle dage (heldigvis de fleste) elsker jeg følelsen af, at alt kan ske. Tanken om, at alle muligheder står åbne, giver mig nærmest et sug i maven af spænding, den booster mit energiniveau og giver mig en lækker følelse af frihed, fordi verden ligger for mine fødder. Det er næsten ligesom at være 18 år igen, hvor jeg har frit valg på alle hylder til at vælge hvilken som helst rasende spændende livsvej.

Når den mørke sky sænker sig og stjæler den gode udsigt
Andre dage rammer virkeligheden mig lidt hårdere. Det begynder ofte allerede, idet jeg slår øjnene op. Nu kalder jeg det godt nok “virkeligheden”, men jeg vil egentlig nærmere betegne det som en mørk sky, der sænker sig over mig og handlingslammer mig totalt. På disse dage tager jeg ofte mig selv i at tænke: Hvad skal der dog blive af mig?

Jeg føler mig som en fiasko. Som om fremtiden ikke eksisterer for mig. Alt er sort. Jeg kan ikke se det smukke bjerglandskab, jeg befinder mig i, fordi den sorte sky fuldstændig omklamrer mig. Jeg forsøger desperat at tænke positive tanker. Overbevise mig selv om, at dette blot er en følelse. Det går over igen. Min fornuft ved, at følelsen af at være en fiasko er en løgn, men lige lidt hjælper det at tale mig selv til fornuft, fordi den mørke sky har omprogrammeret mig til at bestå af 100 % følelse og 0 % fornuft.

Dét, der primært skaber denne mørke handlingslammelse, er fraværet af fremtidsudsigter. Hvis jeg dog bare vidste, at lige om lidt er mit liv på rette spor igen. Om lidt er jeg også hoppet op på samlebåndet. Jeg møder ind på kontoret kl 8 og går hjem kl. 16. Jeg skriver tekster og opdaterer websites og går til møder, hvor man drikker masser af kaffe og sidder på rad og række rundt om et langbord og taler efter tur – nogle mere end andre. Hvis jeg dog bare vidste, at lige om lidt er jeg også en del af dén kultur. Kulturen, hvor jeg tager mit kontortøj på hver morgen og stolt kan opdatere min LinkedIn-profil med min nye stillingsbetegnelse, så hele mit netværk kan se, at nu er jeg også blevet godkendt som en del af samfundet – og de kan skrive lykønskninger til mit nye liv, og jeg kan høste masser af likes for min nye titel. Men nej, jeg befinder mig stadig i mørket, hvor jeg ingen fremtid har. Heldigvis har skyen det med at flyve videre inden for rimelig kort tid. Så åbner det fine bjerglandskab sig for mig, så jeg igen kan se det smukke ved livet og lade drømme, ønsker og håb for fremtiden omfavne mig, på samme måde som solens varme stråler omfavner det fine landskab, nu hvor den mørke sky er fløjet videre. Men idet skyen omklamrer mig, føles det som at være fuldstændig i dens magt. Alt er sort og trist – og det bliver aldrig anderledes. Det er en virkelig skræmmende følelse.

Når fokus tvinges tilbage til nuet, jager det bekymringer på flugt
For mig er det blevet utrolig vigtigt at forsøge at leve i nuet. Hele tiden. Ét sekund ad gangen. Nuet har rigeligt at byde på. Jeg behøver ikke flygte fra det – eller ødelægge oplevelsen af det ved at bekymre mig om fremtiden. Og når jeg kun fokuserer på nuet, så kan jeg nyde alle de goder, der er ved mit liv lige nu, i stedet for at fokusere på alt det jeg ikke har – alt det, som i realiteten “kun” er et job. Når jeg begynder at mærke tågens klamme kulde omkring mig og ved, at den bringer den mørke sky med sig, tvinger jeg mig selv til at tænke på “lige nu”, “lige her”. Jeg siger til mig selv: Du er lige her, lige nu – der eksisterer kun dette sekund. På den måde bliver jeg mere opmærksom på det, der er omkring mig. Mere opmærksom på det NU, jeg befinder mig i. Tanker og bekymringer omkring det, der kommer til at ske i morgen, om en ugen, en måned, et år behøver jeg ikke tage mig af. Jeg aner jo ikke, hvad der kommer til at ske i morgen. Jeg er ikke synsk. Jeg har kun dette sekund. Det er ALT, der eksisterer lige nu. Hvorfor ikke være HER, mens jeg er her, i stedet for at fokusere på en tid, der endnu ikke eksisterer. Fremtiden er usikker for os alle. Uanset om vi er i fast job, om vi lever vores drømmetilværelse eller er sat på “stand by” på statens regning. Vi aner jo ikke, hvad i morgen bringer. Eller hvor vi er om en time. I virkeligheden kan vi jo kun gætte på det, men alt kan ske, lige meget hvor mange planer vi har lagt, eller hvor meget vi har tænkt over fremtiden.

Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv om at leve ét sekund ad gangen – hele tiden. Det kræver, at jeg ofte, meget ofte, skal minde mig selv om at være “lige her”, “lige nu”. Jeg glemmer det nemlig hele tiden. Mine tanker har ofte deres eget liv og flyver helt af sig selv frem til i morgen. Og frem til næste år. Og så går jeg nærmest i panik, fordi jeg ikke på nuværende tidspunkt kan se, at jeg går på den vej, der fører hen til, hvor jeg forestiller mig at være om et år. Men så er det, jeg må trække tankerne tilbage til nuet. Det er ligesom at hive i en elastik, der hænger udstrakt højt over mit hoved. Det kræver kræfter at hive den ned til mig, der er modstand på, og når jeg giver slip, svirper den tilbage på plads. Men jo flere gange jeg hiver elastikken ned til mig, desto nemmere bliver det, fordi den bliver slappere og slappere for hver gang. Så ja, tankemønstre kan brydes. Det kræver vilje og hårdt arbejde, men det er virkelig det hele værd. Jeg er stadig på vej. Måske egentlig i startefasen endnu, men resultaterne begynder at vise sig, og fremtiden ser lysere ud – fordi jeg ikke føler, jeg skal have den planlagt lige nu. Og når jeg kigger tilbage, et år eller to, en måned, en uge, så kan jeg jo se alle brikkerne falde på plads. Så giver det hele mening. Og dengang, i dét NU, var jeg jo ligeså frustreret, som jeg kan være i dette NU, så derfor prøver jeg at hvile i troen på, at hvert lille skridt, jeg tager, er et skridt i den rigtige retning. Jeg forsøger at lade være med at tro, at jeg skal vide, hvor jeg er om en måned eller om et år. Jeg forsøger at lade være med at gå i panik, når jeg ikke kan se min fremtid for mig. Jeg ved, den er spændende, for jeg er jo selv med til at skabe den – også selvom den på nuværende tidspunkt blot er een tåget masse. Det er jo ikke kun os jobsøgende, der ikke kan se ind i fremtiden. Men det kan virke, som om folk i fast job har det privilegium, fordi de med lidt større sandsynlighed kan sige, hvor de er om et år. Men virkeligheden er jo, at de heller ikke aner, hvad der sker i morgen. Så det forsøger jeg at finde lidt trøst i, når jeg går og tror, at fordi jeg ikke har noget job, så har jeg heller ingen fremtid.

Alt, jeg har, er dette sekund, som jeg befinder mig i lige nu. Det vil jeg huske at nyde og være i til fulde.

Saml på succesoplevelser

Som ledig kan det føles som om, der nærmest kun bliver fyldt i den negative baggage. Vi må stå model til afslag på afslag, knuste forhåbninger, mediernes stigmatisering af os som dovne og ugideige og et ufleksibelt system, der ofte behandler os som en sag i bunken. Det lyder jo som en kliché, og det er det egentlig også, men aldrig havde jeg drømt om, at det ville tære SÅ meget på mine kræfter, på mit humør, min faglige stolthed og ikke mindst min psyke at være uden job. Alt bliver hængt op på, om man er i arbejde eller ej. Arbejde = succes. Ledighed = taberliv. Men i taberlivet er der jo heldigvis også masser af gode oplevelser – de har det bare med at drukne i oplevelser som “nu fik jeg afslag igen”.

Hele vejen igennem min ledighed har jeg forsøgt at holde fanen højt og have en konstruktiv tilgang til situationen. Jeg har kæmpet for at fjerne fokus fra det negative og givet mig selv lov til også at nyde livet. Nogle dage har det føltes, som om min computer ligefrem hånede mig, fordi jeg ikke kunne samle een fornuftigt sætning oppe i hovedet, og min computer og jeg har af og til været ærkefjender og trængt til en pause fra hinanden. Når jeg har erkendt, at NU giver det ikke mening at forsøge mere i dag, har jeg taget på shopping eller lavet en kop kaffe og gennemrodet skufferne for guf, så jeg kunne smide mig på sofaen med en Netflixserie og gemme mig for virkeligheden. Jeg har givet mig selv lov til at drikke formiddagskaffe med veninderne på en café, taget på heldagsbesøg hos mine forældre og cyklet lange ture, når vejret har vist sig fra sin gode side.

Ja, jeg indrømmer det. Jeg har nydt livet på statens regning. Men men efter sådan en omgang lad tabermentalitet (læs: tiltrængt pause fra en deprimerende hverdag) er energibeholderen fyldt op igen. Så har jeg fået nye idéer til jobsøgningen, skrivetrangen er vendt tilbage, og så tror jeg igen på, at det nok skal lykkes at finde arbejde. Som ledig er det vigtigt at samle på succesoplevelser for at kunne overleve i systemet. For mig er succesoplevelser dét, der gør mig glad. Dét, der får mig til at føle mig som et normalt menneske. Dét, der får mig til at glemme, at jeg er en taber på offentlig forsørgelse. Det er de små glæder, og den slags oplevelser er så vigtige at give sig selv lov til, ellers bliver det hele så surt, at man er i langt større risiko for at knække.

Jeg tror, vi ledige kan have en tendens til at dunke os selv oveni hovedet og have en følelse af, at vi kunne gøre meget mere for at komme i job. Men faktum er, at det er sindssygt opslidende at være ledig, og vi gør jo hver især ALT det vi kan, så vi skal også huske at give os selv lov til at lade op. Som ledig tror jeg, det er vigtigt at give sig selv plads til at være menneske. Lov til at mærke sig selv. Tid til at nyde livet. Dét giver nemlig ny energi til jobsøgningen. Og hvem gider for øvrigt ansætte triste og grå mus, der kun er undskyldninger for sig selv? Systemet bryder én ned. Vi må kæmpe for at bevare ligevægten og bygge os selv op ved at tale positivt til os selv og ikke underkende vigtigheden af de små, kærkomne pauser, hvor vi mærker, at livet ikke blot flyver forbi os, men at vi er en del af det – selv på “taberforsøgelse”.

Det kan altid betale sig at arbejde!

Valgkampen har for alvor overtaget mediebilledet, og som ledig hæfter jeg mig selvfølgelig ved udtalelser, der vedrører dagpengeområdet. Noget af det, der vækker allermest harme hos mig, er udtalelsen “det skal kunne betale sig at arbejde”, som der nærmest er gået sport i at anvende. Udtalelsen afslører, at alt måles og vejes ud fra et snævert pengeperspektiv. Og efter min mening giver sådan en udtalelse slet ikke mening. Jeg mener altid, det kan betale sig at arbejde – set ud fra et mere nuanceret perspektiv, hvor menneskelige værdier som værdighed, tilfredshed og følelsen af at slå til og være nyttig vægtes højere end at tjene penge.

Der stilles sjældent spørgsmålstegn ved, om vi danskere har værdier, der vægter højere end det økonomiske. I debatten ligger det hele tiden implicit, at vi alle holder alt op mod, hvad der kan betale sig rent økonomisk. Præmissen om, at penge vægtes højst, købes altså hele vejen rundt, og der modargumenteres blot ud fra samme perspektiv med det resultat, at modargumenterne ikke rigtig rykker det store. Jeg forstår ikke, at man ikke udfordrer præmissen og argumenterer med, at danskerne kan have helt andre værdier end at sætte penge før alt andet. Få gange bliver disse fordele ved at tage et arbejde dog også nævnt, men meget hurtigt overskygger det økonomiske incitament debatten, og præmissen bliver igen altoverskyggende. Jeg mener, at udtalelser, der udspringer af dette kedelige pengeperspektiv, er en kæmpe undervurdering af den danske befolkning. Som om vi ikke er andet end kolde, hjertesløse materialister.

Vi ledige udstilles som en ensartet masse af dovne, bekvemme mennesker, der ikke gider arbejde, hvis vi ikke kan mærke det på pengepungen. Vi mistænkeliggøres for at udnytte systemet og fremstilles lidt som en slags nikkedukker, der ikke kan tænke eller tage kloge beslutninger selv, og som skal have hjælp til at blive sparket i gang og ind på rette kurs. Og vi fremstilles som nogle, der altså kun kan motiveres af penge. Det er et meget trist og unuanceret menneskesyn, der dominerer debatten. Jeg savner, at nogen tør italesætte et helt andet værdisæt, som så mange danskere lever efter. Jeg savner empati og forståelse. Jeg savner, at man lytter til folk, der ved, hvad de taler om. Det er så nemt at påstå, at folk sagtens kan klare sig for 2000 mindre om måneden, eller at vi ledige ikke gider arbejde, når man aldrig selv har prøvet det på egen krop. I mine øjne kan det altid betale sig at arbejde – fordi jeg som menneske bliver mere tilfreds, får en meningsfuld hverdag, gør nytte, og ja, bliver et mere helt menneske.

Jeg har selv sagt ja til arbejde, både på dagpenge og for år tilbage på kontanthjælp, hvor jeg ikke fik en mærkbar økonomisk gevinst. Men på det personlige plan var der altså kun gevinster at hente. Mit humør steg med flere grader, fordi jeg gjorde mig nyttig, havde en hverdag med kollegaer og igen blev en del af samfundet. Jeg gik fra at føle mig uduelig, unyttig, til overs, som en snylte, til rent faktisk at være en bidragsyder til samfundet, være i godt humør, have en hverdag med daglige gøremål som almindelige mennesker. Jeg begyndte at føle mig som et helt menneske igen. Uden arbejde mangler der en brik – eller mange – i puslespillet.

Det værste ved ledighed er nok, at man er sat udenfor samfundet. Og alle de gevinster, der er ved at arbejde, er altså langt vigtigere end at få en økonomisk gevinst. Selvfølgelig mener jeg, man skal have den løn, man er værd. Men hvis der for nogle mennesker ikke er en mærkbar økonomisk gevinst ved at tage et arbejde, er det måske ikke overførselsindkomsten, der er for høj, men mindstelønnen der er for lav. Det kan være svært at få livet til at hænge sammen på overførselsindkomst, og hvis man sænker beløbet, medfører det blot, at mennesker får det endnu værre, ikke at de lige pludselig får “lyst” til at tage et arbejde. Og når man har det skidt, er det svært at kæmpe sig tilbage i job. Os på overførselsindkomst omtales, som om vi selv har valgt det. Vi oplever en stigmatisering. Mon ikke vi ville få et samfund med flere hele mennesker, hvis vi ændrede tonen i debatten og erkendte, at man altså ikke vælger et liv på overførselsindkomst. Vi går ikke og hygger os på statens regning. Det er nedbrydende, hårdt og ekskluderende. Det er ikke et valg. Det er ren og skær overlevelse.

Lad os få tilliden tilbage i debatten. Betragt os nærmere som kompetente mennesker, som ikke har noget højere ønske end at blive bidragsydere til samfundet igen. Måske findes der tilfælde, hvor mennesker “vælger” at blive forsørget af staten. Hvis man undersøgte disse til bunds, ville man sikkert finde langt bedre grunde end dovenskab, ugidelighed eller et ønske om at gå og “hygge sig på statens regning”. Faktum er, at undersøgelser viser, at vi danskere hellere end gerne vil arbejde. Også når vi ikke får en økonomisk gevinst ud af det. Det vidner om et helt andet værdisæt end penge. Som desværre ofte mangler i den offentlige debat. Lad os få værdigheden tilbage i debatten. Og et menneskesyn, der bygger på tillid fremfor mistillid, kontrol og snæversyn.

Det betaler sig at arbejde “gratis”!

Nu hvor mit andet offentlige løntilskud lakker mod enden, uden at jeg er blevet beriget med et rigtigt job, forsøger jeg at sparke tankerne om, at det har været spildt at arbejde “gratis”, meget, meget langt væk. Jeg vil hellere tage den konstruktive hat på og fokusere på mit udbytte, for selvom målet desværre ikke er nået, og min resterende dagpengeperiode har været gevaldigt på skrump, så MÅ det da gavne min situation, at jeg har brugt det meste af min dagpengeperiode på at arbejde.

Jeg vil gerne fokusere på, at jeg trods alt har været en del af samfundet. At jeg har fortjent mit offentlige forsørgelsesgrundlag. At jeg har haft en “normal” hverdag med søde kollegaer og hele moletjavsen. Jeg har brugt mine evner, fået mere erfaring, gjort nytte og bidraget til samfundet. Jeg har ikke været en “snylte” – som medierne ynder at udstille os ledige som. Jeg har da også været til “rigtig” jobsamtale og er blevet valgt til begge løntilskudsjob. Jeg værdsætter det hele, er sådan oprigtigt taknemmelig, men jeg føler mig alligevel lidt som en presset citron. Hele tiden med et ben i to lejre. Ét ben inde og ét ben ude af en arbejdsplads. Hele tiden den nye. Hele tiden den ledige – selvom jeg går på arbejde. Aldrig en “rigtig” medarbejder, selvom det er sådan, mine kollegaer har opfattet mig (ros for det). En presset citron uden den belønning, der skal gøre det hele tåleligt i form af en løn i den rigtige størrelsesorden sidst på måneden eller en underskrevet ansætteseskontrakt. Uden udløbsdato vel at mærke. Eller i hvert fald sådan en kontrakt, hvor man har vished om, at dagpengeprioden genoptjenes og ikke blot svinder mere og mere ind. Løntilskud er sådan en mærkelig mellemting. I arbejde men jobsøgende. Ledig men i arbejde. Jeg vil dog sige, at selvom løntilskud er en mærkelig mellemting at befinde sig i, så er jeg, hånden på hjertet, taknemmelig for de muligheder, jeg har fået. Jeg vil til enhver tid anbefale at gå på arbejde, selvom man “kun” får dagpengesats for det og bliver til en presset citron – og selvom om man er på dobbeltarbejde med jobsøgeningen oveni det daglige arbejde. Jeg kunne dog godt ønske mig, at systemet også anerkender det hårde arbejde – i stedet for at dunke os ledige oveni hovedet og give os dårlig samvittighed, som kun bidrager til at suge energi og overskud ud af os. Det er ikke et valg at være ledig. Det er en daglig kamp for at blive en del af samfundet igen. Og en daglig kamp for at komme igennem tiden, indtil det lykkes.

Jeg har endnu ikke fået mit allerhøjeste ønske opfyldt – egentlig et ret beskedent ønske, hvis jeg selv skal sige det. Et ønske om et job, hvor jeg måske ikke ligefrem springer ud af sengen af lykke om morgenen (det ville selvfølgelig være et plus), men ét jeg kan være fint tilfreds med, hvor jeg kan bruge mine evner og gøre gavn. Cykle af sted med et smil om morgenen. Og ikke mindst: være ude at dagpengesystemet. Men selvom ønsket endnu er uopfyldt, tror jeg stadig på, det betaler sig at arbejde “gratis”.