Lev ét sekund ad gangen

..og lev et mere tilfredsstillende liv. Dét arbejder jeg selv på at lære, selvom alt i mig dagligt skriger på at lægge planer og forsøge at se ud i fremtiden. Men helt ærligt, uanset hvor meget vi planlægger og tænker morgendagen igennem, så aner vi jo ikke, hvad den bringer.

Når man står uden job, er fremtiden fuldstændig tilsløret. Nogle dage kan jeg nærmest ikke se så langt som til min egen hånd, hvis jeg holder den ud i udstrakt arm. Jeg kan oftest ikke overskue mere end en uge ad gangen, fordi jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Nogle dage (heldigvis de fleste) elsker jeg følelsen af, at alt kan ske. Tanken om, at alle muligheder står åbne, giver mig nærmest et sug i maven af spænding, den booster mit energiniveau og giver mig en lækker følelse af frihed, fordi verden ligger for mine fødder. Det er næsten ligesom at være 18 år igen, hvor jeg har frit valg på alle hylder til at vælge hvilken som helst rasende spændende livsvej.

Når den mørke sky sænker sig og stjæler den gode udsigt
Andre dage rammer virkeligheden mig lidt hårdere. Det begynder ofte allerede, idet jeg slår øjnene op. Nu kalder jeg det godt nok “virkeligheden”, men jeg vil egentlig nærmere betegne det som en mørk sky, der sænker sig over mig og handlingslammer mig totalt. På disse dage tager jeg ofte mig selv i at tænke: Hvad skal der dog blive af mig?

Jeg føler mig som en fiasko. Som om fremtiden ikke eksisterer for mig. Alt er sort. Jeg kan ikke se det smukke bjerglandskab, jeg befinder mig i, fordi den sorte sky fuldstændig omklamrer mig. Jeg forsøger desperat at tænke positive tanker. Overbevise mig selv om, at dette blot er en følelse. Det går over igen. Min fornuft ved, at følelsen af at være en fiasko er en løgn, men lige lidt hjælper det at tale mig selv til fornuft, fordi den mørke sky har omprogrammeret mig til at bestå af 100 % følelse og 0 % fornuft.

Dét, der primært skaber denne mørke handlingslammelse, er fraværet af fremtidsudsigter. Hvis jeg dog bare vidste, at lige om lidt er mit liv på rette spor igen. Om lidt er jeg også hoppet op på samlebåndet. Jeg møder ind på kontoret kl 8 og går hjem kl. 16. Jeg skriver tekster og opdaterer websites og går til møder, hvor man drikker masser af kaffe og sidder på rad og række rundt om et langbord og taler efter tur – nogle mere end andre. Hvis jeg dog bare vidste, at lige om lidt er jeg også en del af dén kultur. Kulturen, hvor jeg tager mit kontortøj på hver morgen og stolt kan opdatere min LinkedIn-profil med min nye stillingsbetegnelse, så hele mit netværk kan se, at nu er jeg også blevet godkendt som en del af samfundet – og de kan skrive lykønskninger til mit nye liv, og jeg kan høste masser af likes for min nye titel. Men nej, jeg befinder mig stadig i mørket, hvor jeg ingen fremtid har. Heldigvis har skyen det med at flyve videre inden for rimelig kort tid. Så åbner det fine bjerglandskab sig for mig, så jeg igen kan se det smukke ved livet og lade drømme, ønsker og håb for fremtiden omfavne mig, på samme måde som solens varme stråler omfavner det fine landskab, nu hvor den mørke sky er fløjet videre. Men idet skyen omklamrer mig, føles det som at være fuldstændig i dens magt. Alt er sort og trist – og det bliver aldrig anderledes. Det er en virkelig skræmmende følelse.

Når fokus tvinges tilbage til nuet, jager det bekymringer på flugt
For mig er det blevet utrolig vigtigt at forsøge at leve i nuet. Hele tiden. Ét sekund ad gangen. Nuet har rigeligt at byde på. Jeg behøver ikke flygte fra det – eller ødelægge oplevelsen af det ved at bekymre mig om fremtiden. Og når jeg kun fokuserer på nuet, så kan jeg nyde alle de goder, der er ved mit liv lige nu, i stedet for at fokusere på alt det jeg ikke har – alt det, som i realiteten “kun” er et job. Når jeg begynder at mærke tågens klamme kulde omkring mig og ved, at den bringer den mørke sky med sig, tvinger jeg mig selv til at tænke på “lige nu”, “lige her”. Jeg siger til mig selv: Du er lige her, lige nu – der eksisterer kun dette sekund. På den måde bliver jeg mere opmærksom på det, der er omkring mig. Mere opmærksom på det NU, jeg befinder mig i. Tanker og bekymringer omkring det, der kommer til at ske i morgen, om en ugen, en måned, et år behøver jeg ikke tage mig af. Jeg aner jo ikke, hvad der kommer til at ske i morgen. Jeg er ikke synsk. Jeg har kun dette sekund. Det er ALT, der eksisterer lige nu. Hvorfor ikke være HER, mens jeg er her, i stedet for at fokusere på en tid, der endnu ikke eksisterer. Fremtiden er usikker for os alle. Uanset om vi er i fast job, om vi lever vores drømmetilværelse eller er sat på “stand by” på statens regning. Vi aner jo ikke, hvad i morgen bringer. Eller hvor vi er om en time. I virkeligheden kan vi jo kun gætte på det, men alt kan ske, lige meget hvor mange planer vi har lagt, eller hvor meget vi har tænkt over fremtiden.

Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv om at leve ét sekund ad gangen – hele tiden. Det kræver, at jeg ofte, meget ofte, skal minde mig selv om at være “lige her”, “lige nu”. Jeg glemmer det nemlig hele tiden. Mine tanker har ofte deres eget liv og flyver helt af sig selv frem til i morgen. Og frem til næste år. Og så går jeg nærmest i panik, fordi jeg ikke på nuværende tidspunkt kan se, at jeg går på den vej, der fører hen til, hvor jeg forestiller mig at være om et år. Men så er det, jeg må trække tankerne tilbage til nuet. Det er ligesom at hive i en elastik, der hænger udstrakt højt over mit hoved. Det kræver kræfter at hive den ned til mig, der er modstand på, og når jeg giver slip, svirper den tilbage på plads. Men jo flere gange jeg hiver elastikken ned til mig, desto nemmere bliver det, fordi den bliver slappere og slappere for hver gang. Så ja, tankemønstre kan brydes. Det kræver vilje og hårdt arbejde, men det er virkelig det hele værd. Jeg er stadig på vej. Måske egentlig i startefasen endnu, men resultaterne begynder at vise sig, og fremtiden ser lysere ud – fordi jeg ikke føler, jeg skal have den planlagt lige nu. Og når jeg kigger tilbage, et år eller to, en måned, en uge, så kan jeg jo se alle brikkerne falde på plads. Så giver det hele mening. Og dengang, i dét NU, var jeg jo ligeså frustreret, som jeg kan være i dette NU, så derfor prøver jeg at hvile i troen på, at hvert lille skridt, jeg tager, er et skridt i den rigtige retning. Jeg forsøger at lade være med at tro, at jeg skal vide, hvor jeg er om en måned eller om et år. Jeg forsøger at lade være med at gå i panik, når jeg ikke kan se min fremtid for mig. Jeg ved, den er spændende, for jeg er jo selv med til at skabe den – også selvom den på nuværende tidspunkt blot er een tåget masse. Det er jo ikke kun os jobsøgende, der ikke kan se ind i fremtiden. Men det kan virke, som om folk i fast job har det privilegium, fordi de med lidt større sandsynlighed kan sige, hvor de er om et år. Men virkeligheden er jo, at de heller ikke aner, hvad der sker i morgen. Så det forsøger jeg at finde lidt trøst i, når jeg går og tror, at fordi jeg ikke har noget job, så har jeg heller ingen fremtid.

Alt, jeg har, er dette sekund, som jeg befinder mig i lige nu. Det vil jeg huske at nyde og være i til fulde.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s