Stress og arbejdsløshed guidede mig tilbage i min rette livsbane

Derfor er jeg stress og arbejdsløshed dybt taknemmelig for alt, hvad de har lært mig. Jeg vil dog ikke anbefale metoden. Den trækker tænder ud, den er langsommelig, ensom, og et eller andet sted på den mørke vandring knækkede den mig. Men knækket gav mig en mulighed for at genopdage og genopbygge mig selv. Den gav mig mulighed for uanede mængder af læring. Den viste mig glemte værdier og drømme, som jeg troede kun passede til teenageversionen af mig, og som jeg troede, jeg naturligt voksede fra. Men værdierne og drømmene var der stadig, de var bare gået i dvale, de er en nødvendig del af mig, også selvom de sender mit liv i en knap så konventionel retning. Stress og arbejdsløshed har lært mig en hel masse om, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være, lært mig at stole mere på min mavefornemmelse, som er den bedste og mest retvisende GPS, der findes, og givet mig mod til at være mere mig selv. Jeg har genopdaget, hvem jeg er, og jeg har påbegyndt genopbygningsarbejdet af en stærkere og mere autentisk udgave af mig selv. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Dannelsesrejsen satte skub i værdiundertrykkelsen
Som nyuddannet for tre år siden havde jeg ét mål; at finde et job. Men efter studielivet kom dagpengelivet, og dagpengelivet lærte mig, at lykken ikke nødvendigvis er fast arbejde og god løn. Jeg vidste det jo godt, for jeg har egentlig aldrig drømt om at tjene mange penge eller få fast (8-16) job, mit mål var nærmere at finde et meningsfyldt arbejde, der gjorde mig glad, et arbejde hvor jeg kunne gøre en forskel for andre, ikke et prestigejob med høj løn. Jeg glemte bare mine værdier ude på universitetet. Værdiundertrykkelsen begyndte ligeså langsomt i gymnasietiden, som jeg først påbegyndte som 25-årig. På studenterkursus er tre år skåret ned til to tætpakkede år, og i samme tempo, som jeg glubsk skovlede gymnasieviden indenbords, forsvandt mine værdier længere og længere væk fra min bevidsthed. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have mig en studenterhue. Efter folkeskolen var jeg skoletræt og havde en forestilling om, at jeg var dårlig i skolen, så da de fleste af mine jævnaldrende valgte gymnasiet, gik jeg meget lettet en anden vej. Efter at have udforsket verden, arbejdsmarkedet og forskellige kreative uddannelser i otte år befandt jeg mig pludselig i gymnasiet, på den brede, normale livsvej, hvor de fleste af os går, i stor, samlet flok, med samme livsmål – god uddannelse, godt job – mens vi alle passer glimrende ind i samfundsnormen. Jeg blev forbavset over, hvor meget jeg elskede at sidde på skolebænken igen, og at jeg rent faktisk var dygtig i skolen, og til min egen store overraskelse endte jeg med at være hende stræberen, der altid sad med fingeren i vejret, læste alle sine lektier og afleverede opgaver til tiden. Gymnasiet var en del af den plan, der skulle hjælpe mig til at finde en læreplads som film- og tv-tekniker, men meget ændrede sig undervejs, jeg ændrede mig, og tanken om universitet poppede jævnligt op. Det var nu pludselig en mulighed og åbnede en hel masse døre. Jeg valgte universitetsdøren, og planen var stadig en karriere inden for tv-produktion, i hvert fald på første semester, men så druknede drømmen i bølger af viden og masser af nye, spændende muligheder, og den smalle nåleøjevej, jeg troede, jeg skulle fortsætte med at følge, blev ligeså langsomt skubbet i baggrunden. Det er jeg glad for i dag, men det gjorde desværre også, at jeg glemte noget af mig selv undervejs.

Universitetet talte direkte til min indre videnssvamp
Det gik til min store forundring op for mig, at jeg havde fundet min rette hylde ude på uni. Jeg elskede miljøet med alt, hvad det indebar af tunge teorier, filosofisk tankegang, friheden til at planlægge egen hverdag, gruppearbejdet, mangfoldigheden af halvnørdede undervisere, for hvem ph.d.-titler var mere reglen end undtagelsen. Det var en verden af viden. En helt anden verden. En fascinerende verden, som jeg blev hvirvlet ind i og befandt mig godt i. Som de fem år skred frem, troede jeg ærlig talt, jeg havde ændret værdier. Jeg så frem til livet på den anden side af SU, drømte om det faste job med den fine titel og den høje løn, så jeg kunne forsøde livet noget mere, hæve forbruget som man jo gør, når man kommer ud på den anden side, spise oftere ude, købe tøj af lidt dyrere mærker, klæde sig som en ordentlig voksen, i pænt kontortøj i afdæmpede nuancer, tage kørekort og få råd til bil, så livet bliver lidt mere bekvemt. Så på mit femte år som universitetsstuderende begyndte jeg for alvor at se frem til at bytte livet på SU ud med voksenarbejde og akademikerløn. På den anden side ville livet falde i hak, så ville det rigtige voksenliv begynde, så ville det rigtige liv begynde, dét jeg havde ventet så længe på, men som bekendt kører livet jo aldrig på skinner, det har det med at møde hårnålesving og fartbegrænsningsbump, og arbejdsløsheden var da også højere, end jeg troede (eller havde villet se i øjnene). Arbejdet lod vente på sig, og livet på dagpenge udfordrede alt, hvad jeg havde troet, jeg ønskede mig.

Arbejdsløshed fremkaldte nye og bedre fremtidsudsigter
Jeg var nødt til at tage alt op til revision, kigge indad og spørge mig selv, hvad jeg ville med mit liv, med min uddannelse, med mine evner, hvor mine styrker lå, hvilke problemer jeg ønskede at løse, hvilken hverdag jeg kunne trives i. Perioder med stresssygemeldinger forårsaget af livet på dagpenge gav mig ekstra meget tid til refleksion. Langsomt begyndte mine undertrykte værdier og ønsker at trænge op til overfladen, og jeg måtte erkende, at jeg havde glemt lidt af mig selv på min dannelsesrejse, hvor jeg var drejet mere ind på den brede, mainstream vej, hvor jeg ellers ikke tidligere passede ind. Jeg har aldrig gået den lige vej, jeg har gået min egen snoede vej, og helt ærligt, det føltes godt at blive slugt af mængden, at passe ind, at være mainstream, at være sådan en, der har en studenterhue liggende hjemme i skabet, og som var på vej til et ganske almindeligt job med pensionsordning og faste arbejdstider. Jeg troede, det var fordi, jeg var blevet voksen, at jeg bevægede mig ind på den “normale” vej, godt nok lidt sent, jeg var jo trods alt 32, da jeg afsluttede uni, men det føltes, som om jeg endelig kunne finde ud af at passe ind i det konventionelle liv. Jeg anede bare ikke, at jeg undervejs havde glemt mig selv – eller i hvert fald en del af mig selv, for det var jo stadig mine egne valg og ønsker, der bragte mig på studenterkursus og universitetet, men noget gik tabt på min dannelsesrejse. Og nu, hvor jeg havde masser af tid til refleksion, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor jeg ikke rigtig trivedes i de traditionelle kommunikationsjob, jeg midlertidigt havde været ansat i, og hvorfor de opslåede job, der var oplagte for mig at søge, fik mig mere til at gabe end til at hoppe op af stolen af begejstring.

Jobbene bestod af traditionelle kommunikationsopgaver, som en kommunikationsuddannet som mig burde elske, men alt for hurtigt blev mine opgaver rutine, og jeg begyndte at kede mig. Normalt er jeg en meget passioneret person, så jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg gjorde, som man ofte gør, vender spørgsmålet indad: Hvad er der galt med mig? Hvorfor brænder jeg ikke for det, når det er det her, jeg er uddannet til? Hvorfor fungerer det ikke? Det gjorde mig frustreret, men jeg undertrykte det og troede, det gik over af sig selv. Jeg var jo stadig nyuddannet, jeg skulle nok bare ordentligt i gang. Det gik selvfølgelig ikke over, og i takt med jeg havde tid til at undre mig over hvorfor, begyndte jeg at give plads til den undertrykte uvilje mod 8-16-job, fast arbejde, fast kontorplads, faste rammer, faste opgaver, faste rutiner og så videre og så videre, som hører traditionelle voksenjob til. Jeg trives ikke med rutiner, det har jeg aldrig gjort, men jeg havde tilskrevet det umodenhed, noget jeg ville vokse fra, når jeg blev rigtigt voksen. Jeg havde ikke forestillet mig, det var en del af min personlighed. Men jeg måtte jo erkende, at jeg trives i en flyvsk og flydende hverdag. Rutiner dræner mig for energi og overskud. Mit brændstof er spontanitet, udvikling og idéudveksling, og min indre rebel kan lide at udfordre gængse mønstre. Så jeg er ikke den ideelle (fast)ansatte, fordi enten sygner jeg ligeså langsomt hen og bliver ineffektiv under alle de rutiner, eller også bliver jeg irriterende i min higen efter at gøre tingene på nye måder. Så nu har jeg endelig indset, at iværsættervejen er den rette vej for mig. Til at begynde med både skræmte og tiltalte den mig, og jeg tvivlede på, om jeg kunne leve af det. Nu er jeg røget helt ud af alle systemer, så nu er valget nemmere. Nu er jeg nødt til at arbejde på at få min egen virksomhed op at stå, så jeg kan få en indtægt igen, og så jeg kan leve det liv, hvor både jeg selv og samfundet får mest muligt ud af mine evner. Det nytter ikke noget at forsøge at klemme sig selv ned i et liv, man ikke passer ned i. På den lange bane kommer man til at mærke konsekvenserne, som eksempelvis stress som ramte mig, så nu er jeg i gang med at bygge det liv op, jeg selv gerne vil leve. Det gik også op for mig, at jeg ikke har brug for at tjene mange penge, fordi jeg hellere vil leve et simpelt liv uden det store forbrug. Jeg er glad for min cykel og ønsker mig ikke kørekort og bil. Jeg shopper helst i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, det er ren skattejagt for mig. At eje for mange ting tynger mig, så jeg ønsker mig ikke flere. Jeg har fundet ud af, at jeg hellere vil leve et simpelt og bæredygtigt liv end et forbrugsliv. Og det gør også, at der er plads til at have en lav indkomst som iværksætter.

Da mine undertrykte værdier begyndte at dukke op til overfladen, begyndte brikkerne også at falde på plads. Hele puslespillet gik endelig op, og jeg forstod pludselig, hvorfor jeg ikke trivedes. Krisesituationen med stress og ledighed blev min redning, fordi den skubbede mig ind på en livsbane, jeg ikke havde troet, jeg kunne magte, men som jeg inderst inde længe havde drømt om. Så tak, stress og ledighed, for at guide mig tilbage på mit rette livsspor.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s