Bryd tabuet – tal åbent om stress!

Stress er ikke tabu! Stress er en folkesygdom, som vi ikke kan tie ihjel. Vi stressramte har en forpligtigelse til at tale åbent om stress, for når vi bruger ordets magt, kan vi skabe en anden fortælling. En fortælling om, at stress ikke kun rammer svage mennesker, at det ikke kun er selvforskyldt, og at det ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg ville i hvert fald ikke undvære den læring, jeg har fået ud af mine stressperioder. Jeg synes, jeg er kommet stærkere ud på den anden side og er blevet en bedre udgave af mig selv. Men jeg vil da ikke ønske for nogen at blive ramt. Kun ved at tage bladet fra munden kan vi bryde tabuet og komme nærmere et samfund mindre plaget af stress. Det er i hvert fald min ydmyge mening – og grunden til jeg selv fortæller åbent om mine oplevelser med stress.

For 2½ år siden blev jeg ramt, og jeg følte det næsten, som om jeg stod og betragtede mit liv udefra. For hvor kom stressen lige fra? Og hvorfor mig. Jeg mener, stress er jo sådan noget, der rammer de andre. Ikke at jeg så ned på dem, der blev ramt, jeg troede bare ikke, stress var noget for mig. I mit tilfælde kom stress snigende, men jeg tog ikke symptomerne særlig alvorligt, og derfor har jeg haft svært ved at ryste stressen af mig og har været sygemeldt af to omgange. Nu lader det til, jeg er ude på den anden side. Jeg gladere og mere optimistisk, end jeg har været i meget lang tid, og jeg har lært, hvor vigtigt det er at lytte til og lystre kroppens signaler. Nu, post-stress, skal jeg i gang med at leve mit liv efter min egen opskrift, for noget af det, der gav mig stress, var samfundets uskrevne regler om, hvordan jeg skal leve mit liv. Nu kommer jeg til at lægge normen på hylden og tage nogle valg, som utvivlsomt vil være uforståelige for nogen, men det vigtigste er, at jeg lever et stressfrit liv, og selvom det har været en hård periode med stress, så betragter jeg det som en gave – du ved, en af de gaver, der er virkelig grimt pakket ind, så grimt at den umuligt kan indeholde noget ønskværdigt, og man håber, der står en andens navn på, men indenunder alle lagene befinder der sig alligevel dét, der stod øverst på ønskelisten. Livsnødvendig livserfaring.

Stress bliver lettere at håndtere, når vi taler åbent om det
Hele vejen igennem min stressperiode var jeg så heldig at møde stor forståelse fra mine omgivelser. Jeg tror primært, det skyldes, at jeg var meget åben omkring hele situationen. Jeg fortalte mine venner og familie, hvordan jeg havde det, hvilke symptomer jeg oplevede, at jeg gik til psykolog, og at jeg var meget, meget træt. Derfor forstod de også, når jeg tog tidligt hjem, sagde nej tak til at mødes, ikke var så snakkesaglig som jeg plejede, og når min hjerne stod fuldstændig stille, og jeg ledte længe efter helt normale ord, som min hjerne ikke længere kunne finde frem, og at jeg i en periode overhovedet ikke kunne finde ud af at tage initiativer. Det var befriende at dele min situation med andre, og jeg var meget opsat på, at jeg ikke ville identificere mig med min stress og ikke udleve det tabu, stress længe er blevet gjort til, fordi vi ikke tør tale åbent om det. Ja, jeg var ramt at stress, og nej, stressen skulle ikke få magten over mig, den ville jeg selv have. Derfor valgte jeg også at dele mine situation åbent. Jeg ville ikke sætte lighedstegn mellem mig og stress, det skulle ikke blive til en del af min identitet, og jeg nægtede at lade følelsen af at være svag overtage. Negative følelser følger desværre med stress, men vi har heldigvis et valg i forhold til, hvad vi gør med de følelser. Vi kan lade dem overtage og styre vores liv, eller vi kan tage magten tilbage og tale til fornuften, når følelserne prøver at overbevise os om, hvor taberagtige vi er.

Jeg oplevede ofte at føle mig utilstrækkelig. Mit energiniveau lå på et meget lille sted, så simple ting som at komme ud af døren eller tage et bad kunne virke ret uoverskuelige – og tage en halv eller hel dag. I stedet for at dunke mig selv oveni hovedet for det, jeg ikke nåede, forsøgte jeg at rose mig selv for det, jeg rent faktisk fik udrettet. Jeg arbejdede meget med at tale de negative følelser ihjel, minde mig selv om, at følelsen af at være en taber blot er en følelse. Det kan godt være, følelsen ikke forsvinder lige med det samme, men det betyder ikke, at den er sand. Her hjalp det rigtig meget at tale med mine venner og familie. Bare det at sætte ord på følelserne kunne i sig selv være helende, fordi det gik op for mig, hvor tåbeligt det lød, og hvor lidt de ord passede på, hvem jeg er. Andre gange krævede det, at mine omgivelser fortalte mig, at de slet ikke kunne genkende det billede af mig, som jeg beskrev, jeg følte. Jeg har på intet tidspunkt oplevet fordømmelse, mistro eller kritik. Til gengæld har jeg oplevet forståelse, respekt og anerkendelse af, hvad jeg gik igennem, og hvordan jeg taklede situationen. Helt generelt tror jeg på, at man kommer længst med ærlighed, og jeg har i høj grad oplevet, hvor stor en forskel det gør, når man tør bryde tabuet og tale om det, der er svært her i livet. Ingen er perfekt, så hvorfor ikke stå ved modgangen og turde at vise sårbarhed, så vi kan støtte og hjælpe hinanden igennem i stedet for at pege fingre og have travlt med ophøje os selv på andres bekostning. Så min opfordring er: Lad os turde at vise svaghed og sårbarhed, så vi kan gøre op med de falske glansbilledeliv, vi tror, alle de andre lever.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s