Min indre iværksætter saboterede mine jobsamtaler

Tænk, at man kan snyde sig selv til at tro noget, der strider fuldstændig mod ens natur, blot fordi det er normen i vores samfund. 

Jeg holdt mig selv for nar alt for længe, fordi jeg ikke turde indrømme, hvad jeg ønskede mig af arbejdslivet. Fordi jeg hårdnakket undertrykte min mavefornemmelse, der prøvede at fortælle mig sandheden om mig selv.  Jeg troede helt ærligt på, at jeg rent faktisk ønskede mig de job, jeg søgte. Jeg overbeviste mig selv om, at de lød spændende. At jeg ønskede mig et fast job. Hvilket som helst fast kommunikationsjob. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke ville føle mig kvalt af fast 8-16-job med fast kontorplads og faste rutiner. Min fornuft og min mavefornemmelse lå i åben krig, de var djævlen og englen på mine skuldre, og jeg valgte at lytte til djævelen, for objektivt set var det fornuftige jo at finde et passende job inden for min branche, subjektivt set var det fornuftige at lære at lytte efter mavefornemmelsen, min egen GPS. I lang tid vendte jeg ansigtet over mod djævelen på min skulder og lod den guide mig til at tro, jeg kunne passe ned i en bestemt kasse; den konventionelle kasse. Hele samfundet bekræftede mig jo også i denne antagelse. Og det er da meget nemmere at lade sig flyde med strømmen, ellers skal man til at forklare folk, der ikke forstår, hvorfor man har valgt den besværlige vej imod strømmen.

“Det bedste ville jo være…”
Efter en tid med ledighed begyndte jeg at lege med tanken om at blive selvstændig. Det kunne jeg ligeså godt forsøge, når jeg alligevel ikke havde noget arbejde. Jeg begyndte at sige højt, at jeg arbejdede på at starte min egen virksomhed op, og jo flere gange jeg sagde det højt, jo mere troede jeg selv på projektet, og jo mere blev det til en del af min personlige fortælling, til min identitet, til en naturlig vej for mig. Men samfundet modarbejdede stadig min “atypiske” livsvej. Når jeg til møder på jobcentret og i a-kassen fortalte om, at nu ville jeg forsøge mig med en anden måde at få arbejde på, så blev jeg ikke mødt med skulderklap og positive tilkendegivelser, men med ordene “det bedste ville jo være…”, og så talte de videre om de job, de syntes, jeg skulle søge. De mente seriøst, det bedste var, at jeg fik ansættelse på “normal” vis. De lyttede pænt til mine idéer og spurgte ind til det, men endte alligevel med at tale mig godt og grundigt ind i de typiske 8-16-job, som jeg fik så ondt i maven over. Det undrede mig meget, at de tilsyneladende var klogere på, hvad der var bedst for mig, end jeg selv var. Når jeg mødte udtalelsen, fik jeg uden undtagelse lidt ondt i maven – min GPS fortalte mig, at de ikke havde ret. Heldigvis havde jeg på daværende tidspunkt mødt en del iværksættere, der levede af det, og jeg prøvede at fortælle mig selv, at de på jobcentret og i a-kassen jo selv var ansat (i det trygge offentlige) på konventionel vis, og derfor havde de sværere ved at forstå mit valg. Men det provokerede mig da en del, at de helst ville skubbe mig ind på den traditionelle vej. Heldigvis er provokation positivt i min verden, fordi det igangsætter nogle refleksionsprocesser, så efter møderne fik jeg tænkt en hel masse og blev blot endnu mere klar over, at jeg skulle lytte mest til min egen mavefornemmelse.

Lettelsen skyllede forræderisk ind over mig, når jeg fik afslag
Det burde have været skuffelse, der fyldte min krop, når jeg fik afslag på job, jeg havde været til samtale på. Det var det til dels også, men lettelsen lurede altid lige under overfladen. Selvom jeg undertrykte den forræderiske følelse, mærkede jeg den altid, jeg troede bare, den betød, at jeg havde præstationsangst, ikke at jeg inderst inde vidste, at jeg burde arbejde på at blive selvstændig. Iværksætterlivet trak i mig, jeg havde mødt en del selvstændige på min vej og følte mig hjemme i miljøet, livsformen tiltalte mig, idéen gjorde mig glad og begejstret, men jeg troede ærlig talt, det “fornuftige” var at finde et “rigtigt” job, for det andet kunne jeg nok ikke leve af – eller magte at begynde på. Det virkede uoverskueligt, jeg vidste hverken, hvor jeg skulle ende eller begynde, så jeg søgte den mere trygge vej og blev ved med at forsøge at overbevise mig selv om, at det var det, jeg ville. Men jo mere man kvæler mavefornemmelsen, desto højere begynder den at råbe for at få opmærksomhed.

Jo flere jobsamtaler – desto flere afslag og muligheder for at føle sig som en fiasko
Jeg burde få en medalje for alle de jobsamtaler, jeg har været til. Antallet er uvist, jeg holdt for længst op med at tælle, så jeg burde jo være toptrænet og have lært, hvordan jeg talte mig til jobbet. Det har jeg ikke. Og det har været mig en gåde. Jeg formåede at score praktikker og løntilskud, de begyndte som regel også med “jobsamtaler”, men jeg formåede aldrig at score det faste job, som jeg troede, jeg ønskede mig. Måske fordi praktikker og løntilskud netop var langt meget mindre “farlige” end de faste job. Jeg lærte dog at blive næsten professionel i at skrive mig til jobsamtaler. Frustrationerne over ledighed boostede mit mod til at prøve nye måder at skrive ansøgninger på – min måde. Jeg krøllede alle velmenende råd om ansøgningsskrivning sammen og smed dem i skraldespanden og forfattede i stedet små fortællinger, som jeg hyggede mig helt vildt med at skrible ned. Og det sparkede en lavine af jobsamtaler i gang. Til at begynde med sendte jeg på to uger fire virkelig gennemarbejdede og målrettede ansøgninger af sted og blev kaldt til samtale på tre af jobbene – det ene var jeg faktisk ikke helt kvalificeret til, men jeg syntes, det lød spændende, og min holdning er, at det kan læres, hvis interessen er der, og til samtalen fortalte de da også, at de havde ladet sig forføre lidt af min velskrevne ansøgning. To af samtalerne gik fint, den tredje føltes som en dårlig eksamen. Jeg fik som bekendt ingen af jobbene, og skuffelsen var stor – troede jeg på det tidspunkt. Min livsfilosofi er, at vi kan hente læring af alle vores oplevelser, dårlige som gode, så jeg fokuserede på, at jeg rent faktisk var blevet kaldt til samtale på 75 % af mine ansøgninger, og at min metode havde virket bedre, end når jeg legede copycat på andres. Dét klappede jeg mig selv på skulderen over.

Det er forbudt at sige, man ønsker sig noget andet end normen
Fordi det er normen, at man efter universitetet skal ud og have et traditionelt, fast (kontor)job, er det ildeset at udtale sig om, at det faktisk ikke er det, man drømmer om. I dag er iværksætteri ellers blevet mere normalt, men normen i samfundet dikterer alligevel stadig, at man helst skal presses ind på den konventionelle levevej, og hele dagpengesystemet er da også bygget om dette. Derfor skulle jeg presses helt derud, hvor jeg gik ned med stress, blev langtidsledig og nærmest druknede i afslag, før jeg for alvor kunne indrømme over for mig selv, at jeg nok havde en iværksætter gemt i maven. Det kræver rygrad at holde fast i drømmen, for ofte bliver man mødt af rynkede øjenbryn og mistroiske spørgsmål, fordi folk, der ikke forstår, mener (helt sikkert med de allerbedste intentioner), at de bør guide én ind på den “rette” karrierevej. De nærmest kvæler én med velmenende råd og kritiske spørgsmål, der kan forvandle enhver spæd iværksætterdrøm til et osende bål, fordi de ikke selv kan sætte sig ind i, at man frivilligt vælger en usikker og dårligt betalt karrierevej, blot fordi drømmen brænder så stærkt i maven.

Hold fast i DIN drøm – også når andre ikke forstår
Alle mine oplevelser på jobsøgningsrejsen tager jeg med mig som en gave, der fik iværksætterdrømmen til at poppe op til overfladen. De har lært mig at holde fast i min drøm – også på de mest frustrerende dage, hvor jeg knap selv tror på drømmens virkelighedspotentiale. Jeg betragter også alle mine frustrerende erfaringer fra arbejdsmarkedet som en gave. I situationen forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke trivedes i jobbene, og hvorfor jeg nærmest druknede i frustrationer over det. Jeg følte, jeg havde for meget krudt i røven og var for flyvsk til at sidde på den samme kontorstol hver eneste dag, men jeg kunne ikke få øje på andre (realistiske) muligheder, så jeg vendte hurtigt pilen indad og troede, der var noget galt med mig. (Måske jeg lige skal nævne, at jeg selvfølgelig også har haft mange gode oplevelser undervejs, men overordnet set forlod frustrationerne om et mere indholdsrigt arbejdsliv mig aldrig helt.) Det, jeg jo opdagede undervejs, var, at det var min indre GPS, der talte til mig. Den fortalte mig, at jeg ikke var det rette sted. Det fortalte den mig i alle mine job. Jeg valgte bare at overhøre dens råben, men det gode er jo, at jeg undervejs fik samlet så mange værdifulde erfaringer sammen, at jeg nu ved med sikkerhed, at min skæbne er iværksætterlivet. Det har alle erfaringerne slået fast med syvtommersøm. Uanset hvad jeg nu kommer ud for, så holder jeg fokus på den læring, jeg samler sammen undervejs, for nu kan jeg se målet, og derfor er nuet ikke helt så frustrerende, som hvis jeg ikke anede, hvor jeg var på vej hen. Iværksættervejen er langt fra “lige ud ad landevejen”, den er snoet, humblet og nem at snuble på, fyldt med huller, jeg skal hoppe over, bakker jeg skal traske op ad, kameler, der skal sluges, nogle dage skinner solen så dejlig varmt, men ofte er vejen så tåget, at jeg knap kan famle mig frem. Men jeg nyder min bumlede opstartsrejse, som lige nu suppleres af deltidsjob – jeg rejser på min egen måde, dét har alle erfaringerne lært mig, at jeg skal. Jeg følger ikke i andres fodspor, hvilket ikke gør rejsen nemmere, men det gør den rigtig for mig, for ellers ender jeg med at blive sparket helt ned at ligge igen, og når man først ligger der, så er der lang vej op igen. Så jeg har endelig købt billet til det spændende liv, som foregår på mine præmisser, hvor jeg omgiver mig med mennesker, der forstår, inspirerer mig, og som bakker mig op i stedet for at pille drømmen ud af mig. Modgangen har givet mig den rygrad, jeg har brug for til at klare mosten, og endelig kan jeg mærke helt nede i maven, at jeg er på rette vej.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s