Bryg din egen shampoo på 10 min

For ni måneder siden lagde jeg konventionel shampoo på hylden og sprang ud i mit no-poo-eksperiment – hårvask uden traditionel shampoo. Planen var at vaske hår kun med vand, men jeg måtte hurtigt indse, at det (sjovt nok!) ikke lykkedes særlig godt i starten, så jeg begyndte at se mig om efter andre måder at vaske hår på og faldt over vaskenødder. De er et af naturens vidundere, som kan bruges til et hav af ting som hårvask, tøjvask og rengøringsmiddel. Det er et rent naturprodukt, bær fra en plante, der vistnok gror i Indien, som fra naturens side indeholder sæbe. I et års tid har jeg udelukkende vasket tøj med vaskenødder, og det fungerer glimrende. Jeg køber vaskenødderne i min lokale helsekostbutik, men efterhånden findes de også i eksempelvis Salling, så de er blevet nemmere at få fat på. Et kilo koster 109 kr. (der hvor jeg køber dem) og holder i evigheder.

Sådan gør du
Det er super nemt (og sjovt) at brygge sin egen (naturlige og kemikaliefrie) shampoo. Alt du skal bruge er en gryde, ti hele vaskenødder, en lille stofpose, en halv liter vand og en gaffel. Denne portion er til én hårvask. Det er ikke en god idé at brygge shampooen flere dage i forvejen, da den hurtigt bliver dårlig.

  1. Hæld vandet i gryden.
  2. Put vaskenødderne i stofposen – en sok kan også bruges – og smid den ned i vandet.
  3. Kog op i ti minutter, mens du af og til presser sæben ud af vaskenødderne med en gaffel.
  4. Hæld din shampoo i en beholder, du kan tage med i badet. Lad den køle godt af, inden du bruger den (jeg har prøvet at hælde lidr for varm shampoo ud over mig..ikke rart!) Klem evt. posen med vaskenødder mellem hænderne for at få al sæben med.

  

Voila! Nu har du brygget din egen shampoo.

Shampooen er meget tynd, så det føles noget anderledes end at bruge almindelig shampoo, og under bruseren kan det virke, som om håret ikke bliver ordentligt rent, men bare rolig, når det er tørt, føles det ligeså rent, som det plejer.

Hop under bruseren
Nu er turen kommet til at teste din hjemmebryggede shampoo under bruseren. Gør håret vådt, og hæld shampooen i håret lidt efter lidt, mens du masserer det godt ind. Sørg for, at alt håret bliver dækket. Lad det trække nogle minutter, jo længere desto bedre. Skyl det ud. Nu vil du garanteret have følelsen af, at håret trænger til mere shampoo. Eller balsam. Mit hår virker ret stift, når jeg har skyllet shampooen ud, og hver gang tænker jeg, at det garanteret ikke virker, fordi håret føles lidt underligt. Men hver gang er mit hår blevet fint rent. Det vil sige, når jeg bruger 10 vaskenødder, fungerer det godt. Jeg har forsøgt med færre, eller brugt nogle jeg havde vasket tøj med en enkelt gang, men det gav ikke et ordentligt resultat, så sørg for at bruge ti nye. Hvis du synes, dit hår bliver for stift, kan du skylle efter i æblecidereddike blandet med vand i forholdet ca. 1:5. Eddikelugten forsvinder, når dit hår er tørt.

Sådan ser mit hår ud efter vask med vaskenødder
På billederne er mit hår vasket i anledningen af, at jeg skulle klippes senere på dagen. Min frisør bemærkede intet, så jeg gik ud fra, hun også syntes, det føltes fuldstændig rent – hvilket det jo også var – og ikke anderledes end normalt. Jeg har nemlig ikke fortalt hende, jeg har “skiftet” shampoo. 

  

Jeg er virkelig tilfreds med min hjemmebryggede shampoo. Dog bemærkede jeg efter sidste vask, at mine spidser var blevet lidt tørre, så jeg smurte dem ind i kokosolie, og så var mit hår fint igen. Pas på med at putte for meget kokosolie i håret ligesom mig! Jeg troede, jeg skulle bruge en teskefuld, men det viste sig, at en mængde, der svarer til størrelsen på en ært, er nok. Så jeg havde lidt for fedtede spidser i nogle dage. Udover lidt tørre spidser har jeg intet at bemærke. Jeg er SÅ tilfreds og ret imponeret over, der ikke skal mere til for at få så rent hår. Hvorfor putter vi dog alt muligt mærkeligt, vi ikke aner, hvad er, i håret, når et simpelt naturprodukt er nok?

Det er enormt sjovt at eksperimentere med nye måder at vaske hår på. Det meste af tiden bruger jeg kun vand, ca. en gang om måneden vasker jeg med vaskenødder eller noget andet sæbelignende. Mange mener, det eneste håret har brug for er vand (du kan finde masser af videoer på YouTube, hvis du søger på no-poo). Jeg synes nu, mit hår trænger til lidt mere indimellem. Måske vand med tiden er nok, det er vel en lang proces, og mit hår opfører sig i hvert fald klart bedre end for bare få måneder siden. Min no-poo-rejse har varet i ni måneder, og jeg arbejder pt. på et blogindlæg om mine oplevelser med hårvask uden traditionel shampoo.

Hvad er dine erfaringer?
Har du erfaringer med hjemmelavet shampoo? Eller andre alternativer til traditionel shampoo? Eller måske vasker du hår kun i vand? Jeg vil blive helt vildt glad, hvis du vil dele dine erfaringer i en kommentar. Jeg er ret nysgerrig efter at finde andre alternativer til shampoo og høre andres erfaringer med no-poo.

BEMÆRK
Jeg har ikke testet shampooens ph-værdi (hvilket jeg jo burde), så jeg ved reelt ikke, hvor god den er for håret – jeg har blot testet den på mit hår og vurderet, hvordan det havde det bagefter, og det har hver gang haft det fint, lige bortset fra de tørre spidser, jeg oplevede en enkelt gang.

Reklamer

Ren majsstivelse er fremragende som tørshampoo

Ja, ganske almindelig Maizena, som jeg før kun kendte som sovsejævning. Det lyder næsten for simpelt, ikke? At det kan erstatte den købte version, som indeholder en lang liste af (mærkelige) ingredienser. Jeg havde i hvert fald svært ved at tro på, at ren majsstivelse kunne fungere, da jeg første gang læste “opskriften”.

Nysgerrig som jeg er, skulle det selvfølgelig testes. Jeg rodede mit køkkenskab igennem og fandt en pakke Maizena bagerst i skabet. Da det var lidt for upraktisk at tage hele pakken med
på badeværelset, ledte jeg videre efter en beholder og fandt nogle gamle syltetøjsglas med låg, jeg havde va
sket og gemt. Ja, jeg er sådan en, der gemmer syltetøjsglas og bruger dem til et hav af ting, eks. chiagrød, som jeg tager med som madpakke. Og tørshampoo! Jeg hældte meget optimistisk majsstivelsen i glasset og skyndte mig ud på badeværelset.

I det blogindlæg, der fik mig til at eksperimentere med tørshampoo (læs det her), blev det forslået at bruge en pudderbørste til at fordele det i håret med. Sådan en ejer jeg ikke – jeg har ikke brugt makeup i mindst 15 år – så jeg tænkte, at fingrene vel kunne bruges og stak dem ned i glasset. Jeg duppede spændt maizena i mit hår og betragtede det nøje i spejlet, mens jeg ventede på, det skulle virke. Og tænk engang, majsstivelsen fungerede forbavsende godt. Jeg havde seriøst ikke troet, det ville fungere optimalt, men det var jo i hvert fald forsøget værd. Og sikke en opdagelse. Mit hår så pludselig ikke fedtet ud mere. Det fik dog lidt et hvidt skær, men jeg blev enig med mig selv om, at det kun var mig, der ville lægge mærke til det, fordi jeg nærstuderede mit hår. Jeg var i hvert fald godt tilfreds med resultatet, det havde jo virket, hvilket faktisk var mere, end jeg havde turdet håbe på – selvom jeg havde været optimistisk, fortalte min overraskelse over det positive resultat mig jo, at jeg faktisk havde forventet, det var et flop.

Sådan bruger du det
Der skal bruges utrolig lidt for at virke, så et glas tørshampoo holder ret længe. For mig fungerer det godt at hælde lidt ud i låget og tage et tyndt lag på et par fingre, som jeg nærmest dupper i håret, der hvor det trænger. For at majsstivelsen ikke skal kunne ses, masserer jeg det let ind i håret, så det bliver godt fordelt. Resultatet ses ikke altid lige med det samme, så lad det sidde og virke et minuts tid, og kør så fingrene gennem håret igen, inden du evt. putter mere i. Det er ikke nødvendigt at frisere håret efterfølgende, tørshampooen “forsvinder” fint uden, men det gør heller ingen skade. Der skal bruges virkelig lidt, i hvert fald i mit hår, så vær sparsom med mængderne. Mit hår er blond, så det lyse pulver fungerer rigtig fint, men hvis du har mørkt hår, skal der måske tilsættes lidt kanel eller kakaopulver. Det har jeg af gode grunde ikke forsøgt, men se opskriften via linket ovenover.

Min gamle tørshampoospray stank af dårligdom
Mit hår er aldrig blevet vasket hver dag, fordi jeg har lært, det er usundt for håret, og unødvendigt, så to til tre gange om ugen er det blevet til, men det har altid haft en tendens til at blive lidt fedtet, dagen inden det skulle vaskes. Jeg nægtede at give efter og vaske det oftere, fordi min teori var, at det så bare ville fedte endnu mere, og håret bliver jo ikke fedtet, fordi det nødvendigvis er beskidt, men fordi det er vant til at blive vasket med et bestemt antal dages mellemrum, så tørshampoo har været min ven.

Jeg var ellers glad for virkningen af min gamle spray, der fik mit hår til at se rent ud og gjorde mit meget fine, glatte hår lidt mere medgørligt og stift, men lugten kunne jeg næsten ikke holde ud. Selvom jeg sprayede minimalt i mit hår, kunne jeg næsten ikke opholde mig på badeværelset imens, og flere gange fik det mig til at hoste. Jeg forsøgte at tyde ingredienslisten for at tjekke, om der var noget i, jeg ikke kunne tåle. Den var parfumefri, fordi jeg har allergi, så jeg gik nok bare ud fra, den generelt var skånsom, men jeg kunne ikke helt tyde indholdet og blev enig med mig selv om, at den i hvert fald ikke var sund at indånde, så jeg droppede helt at bruge den. Jeg er derfor lykkelig for min “hjemmelavede” udgave, som er det eneste, jeg har brugt, siden jeg opdagede den.

Den virker dog ikke helt så godt som sprayen, må jeg indrømme, men den virker tilfredsstillende nok, og mon ikke det mest af alt er en vanesag. Og bare tanken om, hvad jeg før har kommet i mit hår, og indåndet, gør valget nemt. Tænk, at noget så simpelt kan være så godt. Men det virker dog alligevel lidt mystisk at putte majsstivelse i håret, og egentlig undrer jeg mig over, hvorfor det er mindre mystisk at spraye kemikalier, jeg ikke engang kender navnet på, i håret, blot fordi der står “tørshampoo” på dåsen, end det er at bruge et rent produkt, blot fordi jeg kun kender det som sovsejævning i mit køkken.

Lav nemt en praktisk rejseudgave
Næste skridt var at finde ud af, hvordan jeg gør det nemt at tage min “hjemmelavede” tørshampoo med på weekendtur, så til rejsebrug anvender jeg et minisyltetøjsglas. Du kender sikkert godt de helt små glas fra Den Gamle Fabrik, hvor man køber en pakke med fem forskellige smagsvarianter, ikke? Jeg huskede, at de havde en fin størrelse og tænkte, sådan et ville passe perfekt til formålet, så jeg gik på udkig og fandt dem i netto’s tilbudsafdeling. Egentlig er sådan et lille glas nok til lang tid, så jeg overvejer lidt, om jeg skal droppe mit store glas og kun bruge det lille, så det ikke fylder unødvendigt i mit toiletskab.

Jeg har endnu ikke haft min rejseudgave med på et fly, og jeg forestiller mig, den godt kunne vække lidt undren, hvis min baggage skulle kigges igennem. Min kemikaliefyldte tørshampoo ville sikkert glide lige igennem, mens der er større sandsynlighed for, at min ganske naturlige udgave ville blive mistænkeliggjort. Men nu må vi se. Den tid, den oplevelse.

Har du erfaring med hjemmelavet tørshampoo? Eller har du blot en kommentar, så tøv endelig ikke med at skrive.

Stress og arbejdsløshed guidede mig tilbage i min rette livsbane

Derfor er jeg stress og arbejdsløshed dybt taknemmelig for alt, hvad de har lært mig. Jeg vil dog ikke anbefale metoden. Den trækker tænder ud, den er langsommelig, ensom, og et eller andet sted på den mørke vandring knækkede den mig. Men knækket gav mig en mulighed for at genopdage og genopbygge mig selv. Den gav mig mulighed for uanede mængder af læring. Den viste mig glemte værdier og drømme, som jeg troede kun passede til teenageversionen af mig, og som jeg troede, jeg naturligt voksede fra. Men værdierne og drømmene var der stadig, de var bare gået i dvale, de er en nødvendig del af mig, også selvom de sender mit liv i en knap så konventionel retning. Stress og arbejdsløshed har lært mig en hel masse om, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være, lært mig at stole mere på min mavefornemmelse, som er den bedste og mest retvisende GPS, der findes, og givet mig mod til at være mere mig selv. Jeg har genopdaget, hvem jeg er, og jeg har påbegyndt genopbygningsarbejdet af en stærkere og mere autentisk udgave af mig selv. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Dannelsesrejsen satte skub i værdiundertrykkelsen
Som nyuddannet for tre år siden havde jeg ét mål; at finde et job. Men efter studielivet kom dagpengelivet, og dagpengelivet lærte mig, at lykken ikke nødvendigvis er fast arbejde og god løn. Jeg vidste det jo godt, for jeg har egentlig aldrig drømt om at tjene mange penge eller få fast (8-16) job, mit mål var nærmere at finde et meningsfyldt arbejde, der gjorde mig glad, et arbejde hvor jeg kunne gøre en forskel for andre, ikke et prestigejob med høj løn. Jeg glemte bare mine værdier ude på universitetet. Værdiundertrykkelsen begyndte ligeså langsomt i gymnasietiden, som jeg først påbegyndte som 25-årig. På studenterkursus er tre år skåret ned til to tætpakkede år, og i samme tempo, som jeg glubsk skovlede gymnasieviden indenbords, forsvandt mine værdier længere og længere væk fra min bevidsthed. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have mig en studenterhue. Efter folkeskolen var jeg skoletræt og havde en forestilling om, at jeg var dårlig i skolen, så da de fleste af mine jævnaldrende valgte gymnasiet, gik jeg meget lettet en anden vej. Efter at have udforsket verden, arbejdsmarkedet og forskellige kreative uddannelser i otte år befandt jeg mig pludselig i gymnasiet, på den brede, normale livsvej, hvor de fleste af os går, i stor, samlet flok, med samme livsmål – god uddannelse, godt job – mens vi alle passer glimrende ind i samfundsnormen. Jeg blev forbavset over, hvor meget jeg elskede at sidde på skolebænken igen, og at jeg rent faktisk var dygtig i skolen, og til min egen store overraskelse endte jeg med at være hende stræberen, der altid sad med fingeren i vejret, læste alle sine lektier og afleverede opgaver til tiden. Gymnasiet var en del af den plan, der skulle hjælpe mig til at finde en læreplads som film- og tv-tekniker, men meget ændrede sig undervejs, jeg ændrede mig, og tanken om universitet poppede jævnligt op. Det var nu pludselig en mulighed og åbnede en hel masse døre. Jeg valgte universitetsdøren, og planen var stadig en karriere inden for tv-produktion, i hvert fald på første semester, men så druknede drømmen i bølger af viden og masser af nye, spændende muligheder, og den smalle nåleøjevej, jeg troede, jeg skulle fortsætte med at følge, blev ligeså langsomt skubbet i baggrunden. Det er jeg glad for i dag, men det gjorde desværre også, at jeg glemte noget af mig selv undervejs.

Universitetet talte direkte til min indre videnssvamp
Det gik til min store forundring op for mig, at jeg havde fundet min rette hylde ude på uni. Jeg elskede miljøet med alt, hvad det indebar af tunge teorier, filosofisk tankegang, friheden til at planlægge egen hverdag, gruppearbejdet, mangfoldigheden af halvnørdede undervisere, for hvem ph.d.-titler var mere reglen end undtagelsen. Det var en verden af viden. En helt anden verden. En fascinerende verden, som jeg blev hvirvlet ind i og befandt mig godt i. Som de fem år skred frem, troede jeg ærlig talt, jeg havde ændret værdier. Jeg så frem til livet på den anden side af SU, drømte om det faste job med den fine titel og den høje løn, så jeg kunne forsøde livet noget mere, hæve forbruget som man jo gør, når man kommer ud på den anden side, spise oftere ude, købe tøj af lidt dyrere mærker, klæde sig som en ordentlig voksen, i pænt kontortøj i afdæmpede nuancer, tage kørekort og få råd til bil, så livet bliver lidt mere bekvemt. Så på mit femte år som universitetsstuderende begyndte jeg for alvor at se frem til at bytte livet på SU ud med voksenarbejde og akademikerløn. På den anden side ville livet falde i hak, så ville det rigtige voksenliv begynde, så ville det rigtige liv begynde, dét jeg havde ventet så længe på, men som bekendt kører livet jo aldrig på skinner, det har det med at møde hårnålesving og fartbegrænsningsbump, og arbejdsløsheden var da også højere, end jeg troede (eller havde villet se i øjnene). Arbejdet lod vente på sig, og livet på dagpenge udfordrede alt, hvad jeg havde troet, jeg ønskede mig.

Arbejdsløshed fremkaldte nye og bedre fremtidsudsigter
Jeg var nødt til at tage alt op til revision, kigge indad og spørge mig selv, hvad jeg ville med mit liv, med min uddannelse, med mine evner, hvor mine styrker lå, hvilke problemer jeg ønskede at løse, hvilken hverdag jeg kunne trives i. Perioder med stresssygemeldinger forårsaget af livet på dagpenge gav mig ekstra meget tid til refleksion. Langsomt begyndte mine undertrykte værdier og ønsker at trænge op til overfladen, og jeg måtte erkende, at jeg havde glemt lidt af mig selv på min dannelsesrejse, hvor jeg var drejet mere ind på den brede, mainstream vej, hvor jeg ellers ikke tidligere passede ind. Jeg har aldrig gået den lige vej, jeg har gået min egen snoede vej, og helt ærligt, det føltes godt at blive slugt af mængden, at passe ind, at være mainstream, at være sådan en, der har en studenterhue liggende hjemme i skabet, og som var på vej til et ganske almindeligt job med pensionsordning og faste arbejdstider. Jeg troede, det var fordi, jeg var blevet voksen, at jeg bevægede mig ind på den “normale” vej, godt nok lidt sent, jeg var jo trods alt 32, da jeg afsluttede uni, men det føltes, som om jeg endelig kunne finde ud af at passe ind i det konventionelle liv. Jeg anede bare ikke, at jeg undervejs havde glemt mig selv – eller i hvert fald en del af mig selv, for det var jo stadig mine egne valg og ønsker, der bragte mig på studenterkursus og universitetet, men noget gik tabt på min dannelsesrejse. Og nu, hvor jeg havde masser af tid til refleksion, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor jeg ikke rigtig trivedes i de traditionelle kommunikationsjob, jeg midlertidigt havde været ansat i, og hvorfor de opslåede job, der var oplagte for mig at søge, fik mig mere til at gabe end til at hoppe op af stolen af begejstring.

Jobbene bestod af traditionelle kommunikationsopgaver, som en kommunikationsuddannet som mig burde elske, men alt for hurtigt blev mine opgaver rutine, og jeg begyndte at kede mig. Normalt er jeg en meget passioneret person, så jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg gjorde, som man ofte gør, vender spørgsmålet indad: Hvad er der galt med mig? Hvorfor brænder jeg ikke for det, når det er det her, jeg er uddannet til? Hvorfor fungerer det ikke? Det gjorde mig frustreret, men jeg undertrykte det og troede, det gik over af sig selv. Jeg var jo stadig nyuddannet, jeg skulle nok bare ordentligt i gang. Det gik selvfølgelig ikke over, og i takt med jeg havde tid til at undre mig over hvorfor, begyndte jeg at give plads til den undertrykte uvilje mod 8-16-job, fast arbejde, fast kontorplads, faste rammer, faste opgaver, faste rutiner og så videre og så videre, som hører traditionelle voksenjob til. Jeg trives ikke med rutiner, det har jeg aldrig gjort, men jeg havde tilskrevet det umodenhed, noget jeg ville vokse fra, når jeg blev rigtigt voksen. Jeg havde ikke forestillet mig, det var en del af min personlighed. Men jeg måtte jo erkende, at jeg trives i en flyvsk og flydende hverdag. Rutiner dræner mig for energi og overskud. Mit brændstof er spontanitet, udvikling og idéudveksling, og min indre rebel kan lide at udfordre gængse mønstre. Så jeg er ikke den ideelle (fast)ansatte, fordi enten sygner jeg ligeså langsomt hen og bliver ineffektiv under alle de rutiner, eller også bliver jeg irriterende i min higen efter at gøre tingene på nye måder. Så nu har jeg endelig indset, at iværsættervejen er den rette vej for mig. Til at begynde med både skræmte og tiltalte den mig, og jeg tvivlede på, om jeg kunne leve af det. Nu er jeg røget helt ud af alle systemer, så nu er valget nemmere. Nu er jeg nødt til at arbejde på at få min egen virksomhed op at stå, så jeg kan få en indtægt igen, og så jeg kan leve det liv, hvor både jeg selv og samfundet får mest muligt ud af mine evner. Det nytter ikke noget at forsøge at klemme sig selv ned i et liv, man ikke passer ned i. På den lange bane kommer man til at mærke konsekvenserne, som eksempelvis stress som ramte mig, så nu er jeg i gang med at bygge det liv op, jeg selv gerne vil leve. Det gik også op for mig, at jeg ikke har brug for at tjene mange penge, fordi jeg hellere vil leve et simpelt liv uden det store forbrug. Jeg er glad for min cykel og ønsker mig ikke kørekort og bil. Jeg shopper helst i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, det er ren skattejagt for mig. At eje for mange ting tynger mig, så jeg ønsker mig ikke flere. Jeg har fundet ud af, at jeg hellere vil leve et simpelt og bæredygtigt liv end et forbrugsliv. Og det gør også, at der er plads til at have en lav indkomst som iværksætter.

Da mine undertrykte værdier begyndte at dukke op til overfladen, begyndte brikkerne også at falde på plads. Hele puslespillet gik endelig op, og jeg forstod pludselig, hvorfor jeg ikke trivedes. Krisesituationen med stress og ledighed blev min redning, fordi den skubbede mig ind på en livsbane, jeg ikke havde troet, jeg kunne magte, men som jeg inderst inde længe havde drømt om. Så tak, stress og ledighed, for at guide mig tilbage på mit rette livsspor.

Lev ét sekund ad gangen

..og lev et mere tilfredsstillende liv. Dét arbejder jeg selv på at lære, selvom alt i mig dagligt skriger på at lægge planer og forsøge at se ud i fremtiden. Men helt ærligt, uanset hvor meget vi planlægger og tænker morgendagen igennem, så aner vi jo ikke, hvad den bringer.

Når man står uden job, er fremtiden fuldstændig tilsløret. Nogle dage kan jeg nærmest ikke se så langt som til min egen hånd, hvis jeg holder den ud i udstrakt arm. Jeg kan oftest ikke overskue mere end en uge ad gangen, fordi jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Nogle dage (heldigvis de fleste) elsker jeg følelsen af, at alt kan ske. Tanken om, at alle muligheder står åbne, giver mig nærmest et sug i maven af spænding, den booster mit energiniveau og giver mig en lækker følelse af frihed, fordi verden ligger for mine fødder. Det er næsten ligesom at være 18 år igen, hvor jeg har frit valg på alle hylder til at vælge hvilken som helst rasende spændende livsvej.

Når den mørke sky sænker sig og stjæler den gode udsigt
Andre dage rammer virkeligheden mig lidt hårdere. Det begynder ofte allerede, idet jeg slår øjnene op. Nu kalder jeg det godt nok “virkeligheden”, men jeg vil egentlig nærmere betegne det som en mørk sky, der sænker sig over mig og handlingslammer mig totalt. På disse dage tager jeg ofte mig selv i at tænke: Hvad skal der dog blive af mig?

Jeg føler mig som en fiasko. Som om fremtiden ikke eksisterer for mig. Alt er sort. Jeg kan ikke se det smukke bjerglandskab, jeg befinder mig i, fordi den sorte sky fuldstændig omklamrer mig. Jeg forsøger desperat at tænke positive tanker. Overbevise mig selv om, at dette blot er en følelse. Det går over igen. Min fornuft ved, at følelsen af at være en fiasko er en løgn, men lige lidt hjælper det at tale mig selv til fornuft, fordi den mørke sky har omprogrammeret mig til at bestå af 100 % følelse og 0 % fornuft.

Dét, der primært skaber denne mørke handlingslammelse, er fraværet af fremtidsudsigter. Hvis jeg dog bare vidste, at lige om lidt er mit liv på rette spor igen. Om lidt er jeg også hoppet op på samlebåndet. Jeg møder ind på kontoret kl 8 og går hjem kl. 16. Jeg skriver tekster og opdaterer websites og går til møder, hvor man drikker masser af kaffe og sidder på rad og række rundt om et langbord og taler efter tur – nogle mere end andre. Hvis jeg dog bare vidste, at lige om lidt er jeg også en del af dén kultur. Kulturen, hvor jeg tager mit kontortøj på hver morgen og stolt kan opdatere min LinkedIn-profil med min nye stillingsbetegnelse, så hele mit netværk kan se, at nu er jeg også blevet godkendt som en del af samfundet – og de kan skrive lykønskninger til mit nye liv, og jeg kan høste masser af likes for min nye titel. Men nej, jeg befinder mig stadig i mørket, hvor jeg ingen fremtid har. Heldigvis har skyen det med at flyve videre inden for rimelig kort tid. Så åbner det fine bjerglandskab sig for mig, så jeg igen kan se det smukke ved livet og lade drømme, ønsker og håb for fremtiden omfavne mig, på samme måde som solens varme stråler omfavner det fine landskab, nu hvor den mørke sky er fløjet videre. Men idet skyen omklamrer mig, føles det som at være fuldstændig i dens magt. Alt er sort og trist – og det bliver aldrig anderledes. Det er en virkelig skræmmende følelse.

Når fokus tvinges tilbage til nuet, jager det bekymringer på flugt
For mig er det blevet utrolig vigtigt at forsøge at leve i nuet. Hele tiden. Ét sekund ad gangen. Nuet har rigeligt at byde på. Jeg behøver ikke flygte fra det – eller ødelægge oplevelsen af det ved at bekymre mig om fremtiden. Og når jeg kun fokuserer på nuet, så kan jeg nyde alle de goder, der er ved mit liv lige nu, i stedet for at fokusere på alt det jeg ikke har – alt det, som i realiteten “kun” er et job. Når jeg begynder at mærke tågens klamme kulde omkring mig og ved, at den bringer den mørke sky med sig, tvinger jeg mig selv til at tænke på “lige nu”, “lige her”. Jeg siger til mig selv: Du er lige her, lige nu – der eksisterer kun dette sekund. På den måde bliver jeg mere opmærksom på det, der er omkring mig. Mere opmærksom på det NU, jeg befinder mig i. Tanker og bekymringer omkring det, der kommer til at ske i morgen, om en ugen, en måned, et år behøver jeg ikke tage mig af. Jeg aner jo ikke, hvad der kommer til at ske i morgen. Jeg er ikke synsk. Jeg har kun dette sekund. Det er ALT, der eksisterer lige nu. Hvorfor ikke være HER, mens jeg er her, i stedet for at fokusere på en tid, der endnu ikke eksisterer. Fremtiden er usikker for os alle. Uanset om vi er i fast job, om vi lever vores drømmetilværelse eller er sat på “stand by” på statens regning. Vi aner jo ikke, hvad i morgen bringer. Eller hvor vi er om en time. I virkeligheden kan vi jo kun gætte på det, men alt kan ske, lige meget hvor mange planer vi har lagt, eller hvor meget vi har tænkt over fremtiden.

Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv om at leve ét sekund ad gangen – hele tiden. Det kræver, at jeg ofte, meget ofte, skal minde mig selv om at være “lige her”, “lige nu”. Jeg glemmer det nemlig hele tiden. Mine tanker har ofte deres eget liv og flyver helt af sig selv frem til i morgen. Og frem til næste år. Og så går jeg nærmest i panik, fordi jeg ikke på nuværende tidspunkt kan se, at jeg går på den vej, der fører hen til, hvor jeg forestiller mig at være om et år. Men så er det, jeg må trække tankerne tilbage til nuet. Det er ligesom at hive i en elastik, der hænger udstrakt højt over mit hoved. Det kræver kræfter at hive den ned til mig, der er modstand på, og når jeg giver slip, svirper den tilbage på plads. Men jo flere gange jeg hiver elastikken ned til mig, desto nemmere bliver det, fordi den bliver slappere og slappere for hver gang. Så ja, tankemønstre kan brydes. Det kræver vilje og hårdt arbejde, men det er virkelig det hele værd. Jeg er stadig på vej. Måske egentlig i startefasen endnu, men resultaterne begynder at vise sig, og fremtiden ser lysere ud – fordi jeg ikke føler, jeg skal have den planlagt lige nu. Og når jeg kigger tilbage, et år eller to, en måned, en uge, så kan jeg jo se alle brikkerne falde på plads. Så giver det hele mening. Og dengang, i dét NU, var jeg jo ligeså frustreret, som jeg kan være i dette NU, så derfor prøver jeg at hvile i troen på, at hvert lille skridt, jeg tager, er et skridt i den rigtige retning. Jeg forsøger at lade være med at tro, at jeg skal vide, hvor jeg er om en måned eller om et år. Jeg forsøger at lade være med at gå i panik, når jeg ikke kan se min fremtid for mig. Jeg ved, den er spændende, for jeg er jo selv med til at skabe den – også selvom den på nuværende tidspunkt blot er een tåget masse. Det er jo ikke kun os jobsøgende, der ikke kan se ind i fremtiden. Men det kan virke, som om folk i fast job har det privilegium, fordi de med lidt større sandsynlighed kan sige, hvor de er om et år. Men virkeligheden er jo, at de heller ikke aner, hvad der sker i morgen. Så det forsøger jeg at finde lidt trøst i, når jeg går og tror, at fordi jeg ikke har noget job, så har jeg heller ingen fremtid.

Alt, jeg har, er dette sekund, som jeg befinder mig i lige nu. Det vil jeg huske at nyde og være i til fulde.