Min indre iværksætter saboterede mine jobsamtaler

Tænk, at man kan snyde sig selv til at tro noget, der strider fuldstændig mod ens natur, blot fordi det er normen i vores samfund. 

Jeg holdt mig selv for nar alt for længe, fordi jeg ikke turde indrømme, hvad jeg ønskede mig af arbejdslivet. Fordi jeg hårdnakket undertrykte min mavefornemmelse, der prøvede at fortælle mig sandheden om mig selv.  Jeg troede helt ærligt på, at jeg rent faktisk ønskede mig de job, jeg søgte. Jeg overbeviste mig selv om, at de lød spændende. At jeg ønskede mig et fast job. Hvilket som helst fast kommunikationsjob. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke ville føle mig kvalt af fast 8-16-job med fast kontorplads og faste rutiner. Min fornuft og min mavefornemmelse lå i åben krig, de var djævlen og englen på mine skuldre, og jeg valgte at lytte til djævelen, for objektivt set var det fornuftige jo at finde et passende job inden for min branche, subjektivt set var det fornuftige at lære at lytte efter mavefornemmelsen, min egen GPS. I lang tid vendte jeg ansigtet over mod djævelen på min skulder og lod den guide mig til at tro, jeg kunne passe ned i en bestemt kasse; den konventionelle kasse. Hele samfundet bekræftede mig jo også i denne antagelse. Og det er da meget nemmere at lade sig flyde med strømmen, ellers skal man til at forklare folk, der ikke forstår, hvorfor man har valgt den besværlige vej imod strømmen.

“Det bedste ville jo være…”
Efter en tid med ledighed begyndte jeg at lege med tanken om at blive selvstændig. Det kunne jeg ligeså godt forsøge, når jeg alligevel ikke havde noget arbejde. Jeg begyndte at sige højt, at jeg arbejdede på at starte min egen virksomhed op, og jo flere gange jeg sagde det højt, jo mere troede jeg selv på projektet, og jo mere blev det til en del af min personlige fortælling, til min identitet, til en naturlig vej for mig. Men samfundet modarbejdede stadig min “atypiske” livsvej. Når jeg til møder på jobcentret og i a-kassen fortalte om, at nu ville jeg forsøge mig med en anden måde at få arbejde på, så blev jeg ikke mødt med skulderklap og positive tilkendegivelser, men med ordene “det bedste ville jo være…”, og så talte de videre om de job, de syntes, jeg skulle søge. De mente seriøst, det bedste var, at jeg fik ansættelse på “normal” vis. De lyttede pænt til mine idéer og spurgte ind til det, men endte alligevel med at tale mig godt og grundigt ind i de typiske 8-16-job, som jeg fik så ondt i maven over. Det undrede mig meget, at de tilsyneladende var klogere på, hvad der var bedst for mig, end jeg selv var. Når jeg mødte udtalelsen, fik jeg uden undtagelse lidt ondt i maven – min GPS fortalte mig, at de ikke havde ret. Heldigvis havde jeg på daværende tidspunkt mødt en del iværksættere, der levede af det, og jeg prøvede at fortælle mig selv, at de på jobcentret og i a-kassen jo selv var ansat (i det trygge offentlige) på konventionel vis, og derfor havde de sværere ved at forstå mit valg. Men det provokerede mig da en del, at de helst ville skubbe mig ind på den traditionelle vej. Heldigvis er provokation positivt i min verden, fordi det igangsætter nogle refleksionsprocesser, så efter møderne fik jeg tænkt en hel masse og blev blot endnu mere klar over, at jeg skulle lytte mest til min egen mavefornemmelse.

Lettelsen skyllede forræderisk ind over mig, når jeg fik afslag
Det burde have været skuffelse, der fyldte min krop, når jeg fik afslag på job, jeg havde været til samtale på. Det var det til dels også, men lettelsen lurede altid lige under overfladen. Selvom jeg undertrykte den forræderiske følelse, mærkede jeg den altid, jeg troede bare, den betød, at jeg havde præstationsangst, ikke at jeg inderst inde vidste, at jeg burde arbejde på at blive selvstændig. Iværksætterlivet trak i mig, jeg havde mødt en del selvstændige på min vej og følte mig hjemme i miljøet, livsformen tiltalte mig, idéen gjorde mig glad og begejstret, men jeg troede ærlig talt, det “fornuftige” var at finde et “rigtigt” job, for det andet kunne jeg nok ikke leve af – eller magte at begynde på. Det virkede uoverskueligt, jeg vidste hverken, hvor jeg skulle ende eller begynde, så jeg søgte den mere trygge vej og blev ved med at forsøge at overbevise mig selv om, at det var det, jeg ville. Men jo mere man kvæler mavefornemmelsen, desto højere begynder den at råbe for at få opmærksomhed.

Jo flere jobsamtaler – desto flere afslag og muligheder for at føle sig som en fiasko
Jeg burde få en medalje for alle de jobsamtaler, jeg har været til. Antallet er uvist, jeg holdt for længst op med at tælle, så jeg burde jo være toptrænet og have lært, hvordan jeg talte mig til jobbet. Det har jeg ikke. Og det har været mig en gåde. Jeg formåede at score praktikker og løntilskud, de begyndte som regel også med “jobsamtaler”, men jeg formåede aldrig at score det faste job, som jeg troede, jeg ønskede mig. Måske fordi praktikker og løntilskud netop var langt meget mindre “farlige” end de faste job. Jeg lærte dog at blive næsten professionel i at skrive mig til jobsamtaler. Frustrationerne over ledighed boostede mit mod til at prøve nye måder at skrive ansøgninger på – min måde. Jeg krøllede alle velmenende råd om ansøgningsskrivning sammen og smed dem i skraldespanden og forfattede i stedet små fortællinger, som jeg hyggede mig helt vildt med at skrible ned. Og det sparkede en lavine af jobsamtaler i gang. Til at begynde med sendte jeg på to uger fire virkelig gennemarbejdede og målrettede ansøgninger af sted og blev kaldt til samtale på tre af jobbene – det ene var jeg faktisk ikke helt kvalificeret til, men jeg syntes, det lød spændende, og min holdning er, at det kan læres, hvis interessen er der, og til samtalen fortalte de da også, at de havde ladet sig forføre lidt af min velskrevne ansøgning. To af samtalerne gik fint, den tredje føltes som en dårlig eksamen. Jeg fik som bekendt ingen af jobbene, og skuffelsen var stor – troede jeg på det tidspunkt. Min livsfilosofi er, at vi kan hente læring af alle vores oplevelser, dårlige som gode, så jeg fokuserede på, at jeg rent faktisk var blevet kaldt til samtale på 75 % af mine ansøgninger, og at min metode havde virket bedre, end når jeg legede copycat på andres. Dét klappede jeg mig selv på skulderen over.

Det er forbudt at sige, man ønsker sig noget andet end normen
Fordi det er normen, at man efter universitetet skal ud og have et traditionelt, fast (kontor)job, er det ildeset at udtale sig om, at det faktisk ikke er det, man drømmer om. I dag er iværksætteri ellers blevet mere normalt, men normen i samfundet dikterer alligevel stadig, at man helst skal presses ind på den konventionelle levevej, og hele dagpengesystemet er da også bygget om dette. Derfor skulle jeg presses helt derud, hvor jeg gik ned med stress, blev langtidsledig og nærmest druknede i afslag, før jeg for alvor kunne indrømme over for mig selv, at jeg nok havde en iværksætter gemt i maven. Det kræver rygrad at holde fast i drømmen, for ofte bliver man mødt af rynkede øjenbryn og mistroiske spørgsmål, fordi folk, der ikke forstår, mener (helt sikkert med de allerbedste intentioner), at de bør guide én ind på den “rette” karrierevej. De nærmest kvæler én med velmenende råd og kritiske spørgsmål, der kan forvandle enhver spæd iværksætterdrøm til et osende bål, fordi de ikke selv kan sætte sig ind i, at man frivilligt vælger en usikker og dårligt betalt karrierevej, blot fordi drømmen brænder så stærkt i maven.

Hold fast i DIN drøm – også når andre ikke forstår
Alle mine oplevelser på jobsøgningsrejsen tager jeg med mig som en gave, der fik iværksætterdrømmen til at poppe op til overfladen. De har lært mig at holde fast i min drøm – også på de mest frustrerende dage, hvor jeg knap selv tror på drømmens virkelighedspotentiale. Jeg betragter også alle mine frustrerende erfaringer fra arbejdsmarkedet som en gave. I situationen forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke trivedes i jobbene, og hvorfor jeg nærmest druknede i frustrationer over det. Jeg følte, jeg havde for meget krudt i røven og var for flyvsk til at sidde på den samme kontorstol hver eneste dag, men jeg kunne ikke få øje på andre (realistiske) muligheder, så jeg vendte hurtigt pilen indad og troede, der var noget galt med mig. (Måske jeg lige skal nævne, at jeg selvfølgelig også har haft mange gode oplevelser undervejs, men overordnet set forlod frustrationerne om et mere indholdsrigt arbejdsliv mig aldrig helt.) Det, jeg jo opdagede undervejs, var, at det var min indre GPS, der talte til mig. Den fortalte mig, at jeg ikke var det rette sted. Det fortalte den mig i alle mine job. Jeg valgte bare at overhøre dens råben, men det gode er jo, at jeg undervejs fik samlet så mange værdifulde erfaringer sammen, at jeg nu ved med sikkerhed, at min skæbne er iværksætterlivet. Det har alle erfaringerne slået fast med syvtommersøm. Uanset hvad jeg nu kommer ud for, så holder jeg fokus på den læring, jeg samler sammen undervejs, for nu kan jeg se målet, og derfor er nuet ikke helt så frustrerende, som hvis jeg ikke anede, hvor jeg var på vej hen. Iværksættervejen er langt fra “lige ud ad landevejen”, den er snoet, humblet og nem at snuble på, fyldt med huller, jeg skal hoppe over, bakker jeg skal traske op ad, kameler, der skal sluges, nogle dage skinner solen så dejlig varmt, men ofte er vejen så tåget, at jeg knap kan famle mig frem. Men jeg nyder min bumlede opstartsrejse, som lige nu suppleres af deltidsjob – jeg rejser på min egen måde, dét har alle erfaringerne lært mig, at jeg skal. Jeg følger ikke i andres fodspor, hvilket ikke gør rejsen nemmere, men det gør den rigtig for mig, for ellers ender jeg med at blive sparket helt ned at ligge igen, og når man først ligger der, så er der lang vej op igen. Så jeg har endelig købt billet til det spændende liv, som foregår på mine præmisser, hvor jeg omgiver mig med mennesker, der forstår, inspirerer mig, og som bakker mig op i stedet for at pille drømmen ud af mig. Modgangen har givet mig den rygrad, jeg har brug for til at klare mosten, og endelig kan jeg mærke helt nede i maven, at jeg er på rette vej.

Reklamer

Jeg havde brug for min ledighedsperiode for at finde ind til kernen af min faglighed

Det lyder jo lidt paradoksalt, når vi ledige som bekendt ikke laver andet end at fede den derhjemme på sofaen og netflix’er den hele dagen på statens regning!

I mit tilfælde er “ledighed” langt fra er en dækkende betegnelse, og som “ledig” har jeg arbejdet en hel masse, i praktikker, løntilskud, som timeansat, lidt som frivillig, og indimellem har der også været tid til kompetenceafklaringskurser og deslige i a-kassen, diverse netværksmøder, morgenmøder og andre spændende events, som man netop har tid til som ledig. Jeg har for alvor udnyttet, at jeg ikke skulle sidde klar på min kontorplads hver morgen kl. 8, og har fartet rundt til alt interessant, jeg kunne komme i nærheden af. Derfor har min “ledighedsperiode” også været een lang udviklingsrejse, hvor jeg har fået prøvet alt muligt forskelligt af, og som jeg meget nødig ville have undværet.

Udviklingsrejsen har været et miks af paradokser, een lang rutsjebanetur, den har været lang, hård, sjov, kedelig, inspirerende, frustrerende, opslidende, halvdeprimerende, oplysende og meget, meget mere, men vigtigst af alt; lærerig. Jeg er blevet smidt ud i lidt af hvert, har mødt helt ufatteligt mange spændende mennesker, set steder at byen, jeg ikke anede eksisterende, og jeg er blevet transformeret som person. Jeg har fundet ind til kernen af mig selv, kernen af min faglighed, mine værdier, grænser, styrker, svagheder, fordi alting er blevet sat på spidsen, og jeg er blevet testet til det yderste. Derfor sætter jeg helt enormt stor pris på min tid som ledig – selvom jeg da gerne indrømmer, at jeg undervejs ofte har opfattet ledighed som roden til alt ondt, fordi det er et sindsygt hårdt pres at være under, der tærer på ånd, sjæl og legeme.

Er ledighed andet end et onde, der skal bekæmpes?
Samfundet (medierne og politikerne) har det med at nedgøre ledighed. Som om det kun er noget skidt. Noget der skal bekæmpes. Men i og med at der ikke er arbejde til alle, burde vi hellere hylde “ledighed” og bruge det konstruktivt. Vi burde tale det op, anerkende, at det kan være gavnligt med en time out, og at “ledighed” i langt de flestes tilfælde er et fuldstændig forfejlet ord at bruge.

“Ledighed” handler nemlig ikke om, at vi har en stor gruppe mennesker, som hellere vil “hygge sig” på statens regning end at gå på arbejde. Faktum er, at der ikke er arbejde til alle, uanset om de kære politikere gerne vil fremstille det, som om det udelukkende handler om manglende villighed til at tage et arbejde. Flere undersøgelser har vist, at vi danskere hellere end gerne vil arbejde, også selvom vi økonomisk intet får ud af det, men når jobbene ikke er der, så nytter det jo ikke noget at skære ned i ydelserne som incitament for at få flere i arbejde. Det fører kun til, at man ryger endnu længere ned psykisk. I forvejen er det helt utroligt opslidende at være ledig, og det værste er jo nok, at det bare slet ikke er acceptabelt i vores samfund.

Man skal stå model til at blive kaldt doven, selvforskyldt ledig, kræsen, samfundsnasser, alt imens man arbejder gratis først det ene sted, så det andet sted, så det tredje sted og så videre, fordi man bare så gerne vil være i gang, gøre gavn, være en del af samfundet og have en hverdag ligesom alle andre. Vi “ledige” arbejder altså en hel masse – jeg kender ingen, der ikke har arbejdet gratis i praktikker eller til en alt for lav løn i løntilskud (samtidig med man jo selvfølgelig er jobsøgende på fuld tid og i realiteten skal passe to “job”) – vi får bare ikke anerkendelse for vores slid. Det kræver noget af en rygrad ikke at blive psykisk tynget, og mon ikke alle ledige har sorte perioder, som er virkelig vanskelige at kæmpe sig ud af. Jeg tror ikke, een ledig går fri af frustrationerne, skamfølelsen, opgivenheden og frygten for fremtiden. Men hvor er det dog spild af menneskelige ressourcer, at ledighed er sådan en negativ spiral, der får os til at miste gejsten, når perioden kunne bruges (endnu mere) konstruktivt. Hvis vi dog bare som samfund kunne acceptere ledighed som noget normalt og udnytte den i stedet for at køre hetz mod og nedbryde folk. Dét er om noget en negativ spiral, der bør brydes!

Lad os hylde “ledighed” og betragte det som en samfundgevinst
Efter min mening er det ligefrem gavnligt at gå ledig i en periode, fordi det netop tvinger os til at stille spørgsmålstegn ved, hvor vi vil hen, hvad vores kernekompetencer er, hvor vi kan gøre mest gavn. Vi har mulighed for at prøve os selv af i forskellige brancher og job gennem praktikker og løntilskud, uden at det koster andet end lidt åbenhed og villighed til at arbejde “gratis”. Når man befinder sig i arbejdshamsterhjulet, suser hverdagen derudaf, og det kan være vanskeligt at få tid til at stoppe op og reflektere. Og det kan være angstprovokerende at springe ud i noget nyt, når nu man befinder sig i et trygt job, man kender så godt. Her kan ledighed være gavnlig – både for os selv men i høj grad også for samfundet, da det giver os mulighed for at reflektere over, hvordan vi bedst muligt udnytter vores potentiale. Vi skulle nødig stagnere i hamsterhjulet og spilde vores kompetencer, fordi vi bliver blinde for, hvad vi indeholder af potentiale. Og spilder vi vores potentiale, går det jo ikke kun ud over os selv og vores egen lykke, men samfundet går også glip af uudnyttede ressourcer.

Lad os hylde ledighed som et konstruktiv tid i vores liv. Lad os ændre retorikken. Lad os bruge de muligheder, ledighed giver os. Lad os hjælpe hinanden til at anerkende, at ledighed ikke kan bekæmpes, og heller ikke nødvendigvis bør bekæmpes, fordi en time out er sund for alle. Lad os ændre det menneskesyn, der dikterer os at opfatte ledige som dovne, ugidelige samfundnassere. Lad os tro på, at alle de andre selvfølgelig også gerne vil have en indholdsrig hverdag, et meningsfyldt liv – hvem synes lige, det er fedt at glo tv-serier og drikke kaffe i nattøj syv dage om ugen??! Ingen, jeg kender. Men hvis det er tilfældet, at man møder sådanne mennesker, så lad os undre os over, hvad de slås med, siden de ikke kan overskue andet. Der er altid en grund til det, hvis man ikke tager aktivt del i samfundet. Lad os blive bedre til ikke at se ned på andre, blot fordi de er anderledes end os selv. Lad os lade være med at blive forskrækkede, når vi møder nogen, der fortæller os, at de står uden arbejde. Lad os møde dem med respekt og tillid til, at de gør alt, hvad de kan for at gøre gavn i samfundet. Lad os lade være med at dømme dem. Lad os møde hinanden med mere anerkendelse og et oprigtigt ønske om at forstå. Lad os lade være med at drage hurtige konklusioner om andre. Livet er mere komplekst end som så. Lad os lade være med at tro, vi ved, hvad der er bedst for andre. Lad os møde hinanden med mere tillid til, at vi hver især vælger den vej, der er bedst for os.

Jeg er langt fra den samme, som da jeg meldte mig ledig hos jobcentret. Jeg er stærkere, klogere, rigere på erfaring, netværk og både gode og dårlige oplevelser, som jeg værdsætter højt. Jeg har lært mig selv langt bedre at kende, mine styrker og svagheder, mine grænser. Efter min mening er jeg en langt større ressource for samfundet nu, fordi jeg formår at bruge mig selv langt mere konstruktivt og ved, hvor jeg kan gøre bedst gavn. Så efter min mening bør vi hylde ledighed, hylde de seje ledige, og betragte vores time out som positiv, gavnlig og i visse tilfælde som nødvendig. Jeg ved i hvert fald, at ledighed har gjort mig til en bedre udgave af mig selv. Og ledighed er jo netop kun en periode, en tidsbegrænset time out og ikke en varig tilstand. Heldigvis!

Saml på succesoplevelser

Som ledig kan det føles som om, der nærmest kun bliver fyldt i den negative baggage. Vi må stå model til afslag på afslag, knuste forhåbninger, mediernes stigmatisering af os som dovne og ugideige og et ufleksibelt system, der ofte behandler os som en sag i bunken. Det lyder jo som en kliché, og det er det egentlig også, men aldrig havde jeg drømt om, at det ville tære SÅ meget på mine kræfter, på mit humør, min faglige stolthed og ikke mindst min psyke at være uden job. Alt bliver hængt op på, om man er i arbejde eller ej. Arbejde = succes. Ledighed = taberliv. Men i taberlivet er der jo heldigvis også masser af gode oplevelser – de har det bare med at drukne i oplevelser som “nu fik jeg afslag igen”.

Hele vejen igennem min ledighed har jeg forsøgt at holde fanen højt og have en konstruktiv tilgang til situationen. Jeg har kæmpet for at fjerne fokus fra det negative og givet mig selv lov til også at nyde livet. Nogle dage har det føltes, som om min computer ligefrem hånede mig, fordi jeg ikke kunne samle een fornuftigt sætning oppe i hovedet, og min computer og jeg har af og til været ærkefjender og trængt til en pause fra hinanden. Når jeg har erkendt, at NU giver det ikke mening at forsøge mere i dag, har jeg taget på shopping eller lavet en kop kaffe og gennemrodet skufferne for guf, så jeg kunne smide mig på sofaen med en Netflixserie og gemme mig for virkeligheden. Jeg har givet mig selv lov til at drikke formiddagskaffe med veninderne på en café, taget på heldagsbesøg hos mine forældre og cyklet lange ture, når vejret har vist sig fra sin gode side.

Ja, jeg indrømmer det. Jeg har nydt livet på statens regning. Men men efter sådan en omgang lad tabermentalitet (læs: tiltrængt pause fra en deprimerende hverdag) er energibeholderen fyldt op igen. Så har jeg fået nye idéer til jobsøgningen, skrivetrangen er vendt tilbage, og så tror jeg igen på, at det nok skal lykkes at finde arbejde. Som ledig er det vigtigt at samle på succesoplevelser for at kunne overleve i systemet. For mig er succesoplevelser dét, der gør mig glad. Dét, der får mig til at føle mig som et normalt menneske. Dét, der får mig til at glemme, at jeg er en taber på offentlig forsørgelse. Det er de små glæder, og den slags oplevelser er så vigtige at give sig selv lov til, ellers bliver det hele så surt, at man er i langt større risiko for at knække.

Jeg tror, vi ledige kan have en tendens til at dunke os selv oveni hovedet og have en følelse af, at vi kunne gøre meget mere for at komme i job. Men faktum er, at det er sindssygt opslidende at være ledig, og vi gør jo hver især ALT det vi kan, så vi skal også huske at give os selv lov til at lade op. Som ledig tror jeg, det er vigtigt at give sig selv plads til at være menneske. Lov til at mærke sig selv. Tid til at nyde livet. Dét giver nemlig ny energi til jobsøgningen. Og hvem gider for øvrigt ansætte triste og grå mus, der kun er undskyldninger for sig selv? Systemet bryder én ned. Vi må kæmpe for at bevare ligevægten og bygge os selv op ved at tale positivt til os selv og ikke underkende vigtigheden af de små, kærkomne pauser, hvor vi mærker, at livet ikke blot flyver forbi os, men at vi er en del af det – selv på “taberforsøgelse”.

Det kan altid betale sig at arbejde!

Valgkampen har for alvor overtaget mediebilledet, og som ledig hæfter jeg mig selvfølgelig ved udtalelser, der vedrører dagpengeområdet. Noget af det, der vækker allermest harme hos mig, er udtalelsen “det skal kunne betale sig at arbejde”, som der nærmest er gået sport i at anvende. Udtalelsen afslører, at alt måles og vejes ud fra et snævert pengeperspektiv. Og efter min mening giver sådan en udtalelse slet ikke mening. Jeg mener altid, det kan betale sig at arbejde – set ud fra et mere nuanceret perspektiv, hvor menneskelige værdier som værdighed, tilfredshed og følelsen af at slå til og være nyttig vægtes højere end at tjene penge.

Der stilles sjældent spørgsmålstegn ved, om vi danskere har værdier, der vægter højere end det økonomiske. I debatten ligger det hele tiden implicit, at vi alle holder alt op mod, hvad der kan betale sig rent økonomisk. Præmissen om, at penge vægtes højst, købes altså hele vejen rundt, og der modargumenteres blot ud fra samme perspektiv med det resultat, at modargumenterne ikke rigtig rykker det store. Jeg forstår ikke, at man ikke udfordrer præmissen og argumenterer med, at danskerne kan have helt andre værdier end at sætte penge før alt andet. Få gange bliver disse fordele ved at tage et arbejde dog også nævnt, men meget hurtigt overskygger det økonomiske incitament debatten, og præmissen bliver igen altoverskyggende. Jeg mener, at udtalelser, der udspringer af dette kedelige pengeperspektiv, er en kæmpe undervurdering af den danske befolkning. Som om vi ikke er andet end kolde, hjertesløse materialister.

Vi ledige udstilles som en ensartet masse af dovne, bekvemme mennesker, der ikke gider arbejde, hvis vi ikke kan mærke det på pengepungen. Vi mistænkeliggøres for at udnytte systemet og fremstilles lidt som en slags nikkedukker, der ikke kan tænke eller tage kloge beslutninger selv, og som skal have hjælp til at blive sparket i gang og ind på rette kurs. Og vi fremstilles som nogle, der altså kun kan motiveres af penge. Det er et meget trist og unuanceret menneskesyn, der dominerer debatten. Jeg savner, at nogen tør italesætte et helt andet værdisæt, som så mange danskere lever efter. Jeg savner empati og forståelse. Jeg savner, at man lytter til folk, der ved, hvad de taler om. Det er så nemt at påstå, at folk sagtens kan klare sig for 2000 mindre om måneden, eller at vi ledige ikke gider arbejde, når man aldrig selv har prøvet det på egen krop. I mine øjne kan det altid betale sig at arbejde – fordi jeg som menneske bliver mere tilfreds, får en meningsfuld hverdag, gør nytte, og ja, bliver et mere helt menneske.

Jeg har selv sagt ja til arbejde, både på dagpenge og for år tilbage på kontanthjælp, hvor jeg ikke fik en mærkbar økonomisk gevinst. Men på det personlige plan var der altså kun gevinster at hente. Mit humør steg med flere grader, fordi jeg gjorde mig nyttig, havde en hverdag med kollegaer og igen blev en del af samfundet. Jeg gik fra at føle mig uduelig, unyttig, til overs, som en snylte, til rent faktisk at være en bidragsyder til samfundet, være i godt humør, have en hverdag med daglige gøremål som almindelige mennesker. Jeg begyndte at føle mig som et helt menneske igen. Uden arbejde mangler der en brik – eller mange – i puslespillet.

Det værste ved ledighed er nok, at man er sat udenfor samfundet. Og alle de gevinster, der er ved at arbejde, er altså langt vigtigere end at få en økonomisk gevinst. Selvfølgelig mener jeg, man skal have den løn, man er værd. Men hvis der for nogle mennesker ikke er en mærkbar økonomisk gevinst ved at tage et arbejde, er det måske ikke overførselsindkomsten, der er for høj, men mindstelønnen der er for lav. Det kan være svært at få livet til at hænge sammen på overførselsindkomst, og hvis man sænker beløbet, medfører det blot, at mennesker får det endnu værre, ikke at de lige pludselig får “lyst” til at tage et arbejde. Og når man har det skidt, er det svært at kæmpe sig tilbage i job. Os på overførselsindkomst omtales, som om vi selv har valgt det. Vi oplever en stigmatisering. Mon ikke vi ville få et samfund med flere hele mennesker, hvis vi ændrede tonen i debatten og erkendte, at man altså ikke vælger et liv på overførselsindkomst. Vi går ikke og hygger os på statens regning. Det er nedbrydende, hårdt og ekskluderende. Det er ikke et valg. Det er ren og skær overlevelse.

Lad os få tilliden tilbage i debatten. Betragt os nærmere som kompetente mennesker, som ikke har noget højere ønske end at blive bidragsydere til samfundet igen. Måske findes der tilfælde, hvor mennesker “vælger” at blive forsørget af staten. Hvis man undersøgte disse til bunds, ville man sikkert finde langt bedre grunde end dovenskab, ugidelighed eller et ønske om at gå og “hygge sig på statens regning”. Faktum er, at undersøgelser viser, at vi danskere hellere end gerne vil arbejde. Også når vi ikke får en økonomisk gevinst ud af det. Det vidner om et helt andet værdisæt end penge. Som desværre ofte mangler i den offentlige debat. Lad os få værdigheden tilbage i debatten. Og et menneskesyn, der bygger på tillid fremfor mistillid, kontrol og snæversyn.

Det betaler sig at arbejde “gratis”!

Nu hvor mit andet offentlige løntilskud lakker mod enden, uden at jeg er blevet beriget med et rigtigt job, forsøger jeg at sparke tankerne om, at det har været spildt at arbejde “gratis”, meget, meget langt væk. Jeg vil hellere tage den konstruktive hat på og fokusere på mit udbytte, for selvom målet desværre ikke er nået, og min resterende dagpengeperiode har været gevaldigt på skrump, så MÅ det da gavne min situation, at jeg har brugt det meste af min dagpengeperiode på at arbejde.

Jeg vil gerne fokusere på, at jeg trods alt har været en del af samfundet. At jeg har fortjent mit offentlige forsørgelsesgrundlag. At jeg har haft en “normal” hverdag med søde kollegaer og hele moletjavsen. Jeg har brugt mine evner, fået mere erfaring, gjort nytte og bidraget til samfundet. Jeg har ikke været en “snylte” – som medierne ynder at udstille os ledige som. Jeg har da også været til “rigtig” jobsamtale og er blevet valgt til begge løntilskudsjob. Jeg værdsætter det hele, er sådan oprigtigt taknemmelig, men jeg føler mig alligevel lidt som en presset citron. Hele tiden med et ben i to lejre. Ét ben inde og ét ben ude af en arbejdsplads. Hele tiden den nye. Hele tiden den ledige – selvom jeg går på arbejde. Aldrig en “rigtig” medarbejder, selvom det er sådan, mine kollegaer har opfattet mig (ros for det). En presset citron uden den belønning, der skal gøre det hele tåleligt i form af en løn i den rigtige størrelsesorden sidst på måneden eller en underskrevet ansætteseskontrakt. Uden udløbsdato vel at mærke. Eller i hvert fald sådan en kontrakt, hvor man har vished om, at dagpengeprioden genoptjenes og ikke blot svinder mere og mere ind. Løntilskud er sådan en mærkelig mellemting. I arbejde men jobsøgende. Ledig men i arbejde. Jeg vil dog sige, at selvom løntilskud er en mærkelig mellemting at befinde sig i, så er jeg, hånden på hjertet, taknemmelig for de muligheder, jeg har fået. Jeg vil til enhver tid anbefale at gå på arbejde, selvom man “kun” får dagpengesats for det og bliver til en presset citron – og selvom om man er på dobbeltarbejde med jobsøgeningen oveni det daglige arbejde. Jeg kunne dog godt ønske mig, at systemet også anerkender det hårde arbejde – i stedet for at dunke os ledige oveni hovedet og give os dårlig samvittighed, som kun bidrager til at suge energi og overskud ud af os. Det er ikke et valg at være ledig. Det er en daglig kamp for at blive en del af samfundet igen. Og en daglig kamp for at komme igennem tiden, indtil det lykkes.

Jeg har endnu ikke fået mit allerhøjeste ønske opfyldt – egentlig et ret beskedent ønske, hvis jeg selv skal sige det. Et ønske om et job, hvor jeg måske ikke ligefrem springer ud af sengen af lykke om morgenen (det ville selvfølgelig være et plus), men ét jeg kan være fint tilfreds med, hvor jeg kan bruge mine evner og gøre gavn. Cykle af sted med et smil om morgenen. Og ikke mindst: være ude at dagpengesystemet. Men selvom ønsket endnu er uopfyldt, tror jeg stadig på, det betaler sig at arbejde “gratis”.

Personlig branding som redskab i jobkampen

Da jeg som nyuddannet dumpede ud i ledighed til et ret trægt jobmarked, måtte jeg tage alternative metoder i brug i jobsøgningen. Derfor begyndte jeg at arbejde med personlig branding for at øge mine chancer for at få job.

Hvilke online fodspor sætter du?
Googler du jævnligt dig selv? Det virker lidt egocentreret, ikke? Ikke desto mindre kan det være en god idé at være bevidst om, hvad der dukker op. Særligt som jobsøgende. Som nyledig begyndte jeg at google mig selv. Det blev lidt af en øjenåbner og ændrede faktisk min online færden og i særdeleshed min brug af sociale medier. Nok mest fordi jeg begyndte at tænke over, hvilket billede jeg gerne ville vise en kommende arbejdsgiver af mig selv. Nu forsøger jeg at være meget bevidst om, hvilke online fodaftryk jeg sætter – uden at det selvfølgelig kammer over og bliver alt for taktisk og kedeligt at være online.

For et par dage siden læste jeg en artikel, hvor den rekrutteringsansvarlige hos Microsoft i Danmark fortalte, at de altid googler kandidaternes navne og tjekker deres profiler på sociale medier, når de skal hyre nye folk. Mig bekendt er det en meget normal procedure. Og så kan man jo ligeså godt være på forkant og arbejde på rent faktisk at have profiler, der taler til ens fordel. 

Social medie nørd – og hvad så?
I løbet af de sidste seks måneder har jeg udviklet mig til lidt af en social medie nørd. Som kommunikationsuddannet kommer jeg uden tvivl til at arbejde med sociale medier, og så kan det jo være fint at vise, at jeg ved, hvordan medierne bruges, og at en potentiel arbejdsgiver kan finde mig på mere end blot Facebook. Jeg begyndte med at genoplive min Twitterkonto – og blev hurtigt afhængig. Så blev jeg nysgerrig efter at se, hvad det der Instagram var for noget. Og Pinterest. Og Google+. Det griber jo om sig, når man først får taget hul. I dag forstår jeg ikke, jeg har levet i uvidenhed om de sociale mediers mange muligheder. Det er jo en helt ny verden, der åbner sig. En verden af viden og netværk. Sociale medier giver også mulighed for at vise en potentiel arbejdsgiver et lidt bredere billede af sig selv, derfor har jeg gjort alle mine profiler offentlige, og så tænker jeg mig lige om en ekstra gang, inden jeg poster noget 🙂

Som ledig har man jo masser af tid til at udforske ting, der interesser en. For mig var sociale medier et oplagt sted at sætte ind. For andre er det sikkert noget helt andet. De sociale medier er blevet en naturlig del af min hverdag, hvor jeg dagligt brander mig selv. Jeg har gjort mig en del overvejelser over, hvilket billede jeg ønsker at udsende. Og jeg har fået brugbar viden med mig, som er guld værd – også for min kommende arbejdsplads.

Blogging – en grænseoverskridende bedrift
Denne blog er et resultat af min personlige brandingstrategi. Længe har jeg gået med overvejelserne om at blive blogger, men det var ledigheden, der skulle få planerne til at eskalere. I mit fremtidige job kommer jeg helt sikkert til at skulle spytte masser af tekster ud, så derfor var det vigtigt for mig at vise, at tekstforfatning falder mig naturligt. Det var derfor oplagt for mig at blive blogger – også fordi jeg er ret vild med at skrive 🙂 Derudover synes jeg, at tiden som ledig ikke er så frygtelig, som medierne portrætterer den. Den kan vendes til at være konstruktiv – i hvert fald til en vis grænse. Der er masser af tid til at fylde viden indenbords, netværke, og generelt findes der masser af muligheder for ledige. Min ledighedsperiode har været en oplevelsesrejse og en udviklingsprocess, som jeg ikke ville være foruden. Derfor begyndte jeg at blogge fra jobkampen med de positive briller på.

Til flere jobsamtaler er jeg blevet bedt om at medbringe eksempler på noget, jeg har skrevet, og i den forbindelse er det fedt at kunne henvise til min blog. Her viser jeg de efterspurgte eksempler, men også at jeg ikke bare bruger ledigheden til at dovne på sofaen. Bloggen har jeg med tiden udvidet til også at indeholde lidt om, hvem jeg er, min erfaring, og hvad jeg helt konkret kan tilbyde en arbejdsgiver. Så på den måde får jeg med bloggen mulighed for at fortælle end del mere om mig selv, end der er plads til i en ansøgning.

Det var ikke uden grundige overvejelser, jeg offentliggjorde min blog. Jeg syntes, det var vanvittigt grænseoverskridende. Både at skulle offentliggøre personlige beretninger og lade andre læse mine tekster. Men også at skulle promovere mig selv. Jeg følte mig nødsaget til det, hvis jeg ville skille mig ud fra mængden og bevæge mig nærmere et job. Lysten til det var dog i høj grad også eksisterende, og heldigvis vandt den over betænkningerne. I dag føles det naturligt at poste blogindlæg. For fem måneder siden skrev jeg tre, inden jeg havde samlet mod nok til at offentliggøre min blog for første gang.

LinkedIn er et must
Nu er det jo ikke alle, der er lige så tossede med sociale medier som mig. Og det er nok meget godt! Men der ét socialt medie, man som jobsøgende skyder sig selv i foden ved at styre udenom, nemlig LinkedIn. Virksomheder bruger LinkedIn som rekrutteringskanal, når de søger efter nye medarbejdere, og tendensen er stigende – for bare tre år siden eksisterede rekruttering gennem LinkedIn stort set ikke. Sidste år foregik 23 % af virksomheders rekruttering gennem mediet (kilde: Ballisagers rekrutteringsanalyse 2013).

LinkedIn giver også en helt fantastisk mulighed for at præsentere sig selv som faglig person, hvor man kan give potentielle arbejdsgivere et godt overblik over ens erfaring og kompetencer. Udover at man kan plotte al sin erfaring ind, er der i rubrikken “kort beskrivelse” plads til med egne ord at beskrive sig selv og fortælle, hvad man kan bidrage med og er god til. I overskriften kan man tilføje de nøgleord, man gerne vil findes på. Det tager tid at opbygge sin profil, men mit bedste råd er at bruge den tid på det, der skal til, da en grundigt udfyldt profil udsender et signal om, at man er seriøs, grundig og engageret.

På LinkedIn kan du følge virksomheder og på den måde holde dig opdateret om, hvad der rør i sig de virksomheder, hvor du ønsker at arbejde eller blot finder interessante. Via LinkedIn er der også god mulighed for at følge med i den nyeste viden, da mange virksomheder poster relevante artikler. Du kan også selv dele artikler og opdateringer med dit netværk og på den måde gøre dig lidt bemærket og vise, at du følger med i, hvad der rør sig. Google er desuden glad for LinkedIn, så når dit navn bliver googlet, vil din LinkedIn-profilen poppe frem som noget af det første. Med en profil på LinkedIn har man altid en ansøgning i omløb 🙂

Bliv bedre til at netværke – ved at netværke

Gang på gang får jeg at vide, at der er langt større sandsynlighed for, at jobbet skal findes via netværk end via opslåede stillinger. Det fortæller de i a-kassen, hos anden aktør, på jobsøgningskurser m.m. I dag bliver omkring 80% af alle job besat gennem netværk. Det stiller store krav til, at vi jobsøgende har de rette kontakter.

“Netværk” – lediges vigtigste buzzword
Når det nu er så vigtigt med netværk, så er der vel ikke andet for end at komme i gang med at netværke. Men det er ikke alle, der har lige let ved at give sig til at tale med fremmede mennesker. Og hvad gør man så? Man gør det selvfølgelig alligevel. Det kan trænes. Tag en dyb indånding. Spørg dig selv, hvad du har at miste. Forbered gerne et par spørgsmål. Og begynd der, hvor der er mindst at tabe. Jeg hører selv til dem, der med tiden har lært at være glad for at netværke. Før i tiden krævede det en del overskud. Nu kommer det ganske naturligt. 

Forbedrede netværksevner
Efter jeg gennem flere måneder har deltaget i diverse arrangementer, kan jeg konstatere, at mine evner til at netværke er betydelig forbedret. Det gik for alvor op for mig til et arrangement, der blev holdt på Aalborg Universitet inden jul. Da jeg ankom, sad der kun få mennesker hist og her ved de kvadratiske borde, hvor der var dækket op til seks. Jeg placerede mig ved et bord, hvor der sad to personer – som ikke talte sammen! Dét undrede mig lidt. Så jeg gik straks i gang med at tale med den ene, så med den anden og forsøgte undervejs at inddrage dem begge i samtalen. Så blev to ledige stole ved bordet besat, og det endte med, at samtalerne rundt om bordet gik lystigt. Jeg blev faktisk en smule overrakset over, hvor let jeg egentlig syntes, det var at starte samtaler med fremmede mennesker. Jeg skulle hverken samle mod eller overveje, om de mon havde lyst til at snakke, men indledte blot en samtale. Just like that. Det ville jeg sandsynligvis ikke have gjort for syv måneder siden. I hvert fald ikke uden lige at skulle tage et par dybe indåndinger først og overveje, om de mon var i humør til at snakke. Jeg har ikke tal på, hvor mange arrangementer jeg har deltaget i, siden jeg blev færdiguddannet i juni, men de kan i hvert fald ikke tælles på een hånd. For nogle af os kræver det øvelse at blive god til at netværke, men det er ikke rigtig andet for end at komme i gang, hvis man vil have en reel chance på jobmarkedet. 

Brug og udvid dit netværk
Eftersom jeg endnu ikke har fået job, kan jeg ikke fortælle min succeshistorie om, hvordan jeg brugte mit netværk til at komme i job. Men jeg har fået to virksomhedspraktikker via mit netværk og andre gode erfaringer. Med al sandsynlighed er jeg en del af de tidligere nævnte 80%, så jeg forsøger at holde mig til ilden og netværke, hvor der er mulighed for det. Også fordi jeg ikke kan lade være og synes, det er vildt spændende at møde nye mennesker og få et lille indblik i deres verden.

Der findes rigtig mange muligheder for at bruge og udvidede sit netværk. Husk at fortælle dem omkring dig, at du er jobsøgende, og fortæl dem lidt om, hvad du kan. Så er første skridt i hvert fald taget. Sociale medier kan også være et godt sted at begynde at netværke. Men det skriver jeg meget mere om i et af mine kommende blogindlæg.

Drop den dårlige samvittighed

Får du også dårlig samvittighed og synes, du kunne søge langt flere job, end det egentlig bliver til? Kender du også til, at den dårlige samvittighed melder sig specielt på de mindre effektive dage? De dage hvor hverken koncentrationen eller motivationen virker. Så er du ikke alene.

Jeg får ofte besøg af den dårlige samvittighed. Den fortæller mig, at jeg kunne gøre langt mere for at finde det der job. Jeg kunne være langt mere opsøgende. Bruge tiden på at læse mere faglitteratur, læse flere relevante artikler om mit fag og om gode råd til jobsøgningen. Besøge nogle flere virksomheder. Sende flere ansøgninger. Og så videre og så videre. Jeg synes egentlig selv, jeg gør en del og tænker i nye muligheder og strategier, når resultaterne udebliver, men der kan selvfølgelig altid gøres mere. Folk omkring mig kalder mig aktiv og synes, jeg gør meget for at finde job. Selv tænker jeg på, hvordan jeg kan gøre endnu mere. Man kan så hurtigt komme til at dunke sig selv oveni hovedet i stedet for at rose sig selv for den indsats, man rent faktisk lægger for dagen. Dunken oveni hovedet er da også lige til at kvæle motivationen. Så det forsøger jeg at lade være med.

Må man gerne drikke formiddagskaffe på Starbucks, når man er arbejdsløs?
I formiddags var jeg på Starbucks med min far. Det var super hyggeligt. Men den dårlige samvittighed ville gerne gøre os selskab. Jeg følte mig lidt som en snylte. Tænkte at jeg faktisk ikke kunne tillade mig at sidde her på café og dase på statens regning. Følte jeg burde bruge tiden på at søge job og ikke lege pensionist eller millionær. Men faktum er, at da jeg kom hjem, var jeg fyldt på af ny energi. Jeg var i langt bedre humør end i går, hvor jeg brugte hele dagen foran computeren (og altså ikke var særlig effektiv). Jeg havde ligefrem lyst til at sætte mig ved computeren. Andre dage er den min værste fjende. I aften sidder jeg her igen – fordi jeg føler, jeg bør, men også fordi jeg har lyst.

Arbejdsløse er på flekstid – nyd det
I a-kassen plejer de at sige, at det er langt hårdere at være arbejdsløs end at være i job. Det er jeg tilbøjelig til at give dem ret i. Vi arbejdsløse har jo aldrig rigtig fri. Følelsen af at kunne gøre lidt mere hænger der hele tiden. Også om aftenen. Og i weekenden. Men hvornår er nok nok? Der skal jo også bruges tid på at holde fri og lade op. Men det kan være svært uden, at den dårlige samvittighed dukker op. Jeg arbejder på sagen med at kvæle den, selvom jeg går ikke ud fra, at det lykkes. Egentlig er den også min ven, fordi den sparker mig i gang, men den skal bare ikke tage overhånd. Jeg har ligesom alle andre mennesker brug for og ret til at holde fri. Og hvorfor ikke benytte sig af muligheden for at drikke formiddagskaffe på café, mens man kan? Når jobbet kommer, sidder jeg på kontoret om formiddagen. Hvilket jeg glæder mig meget til 🙂 Men at gå ledig giver nogle muligheder, så jeg vælger at give mig selv lov til at nyde min “frihed”, så længe det ikke resulterer i, at jeg slækker på jobsøgningen. Så må aftenerne bare tages i brug. Næste gang jeg drikker formiddagskaffe på café, bliver det nok ikke helt uden den dårlige samvittigheds selskab, men så længe den ikke kvæler den gode oplevelse, går det nok. I ledighedsland slipper man nok aldrig helt for dens selskab. 

Når frustrationen banker på…

..så lukker jeg altså ikke op! Og kunsten som ledig er at forsøge holde den i skak og jage den på flugt. Jeg synes ikke, jeg kan byde mig selv andet. Mon ikke vi alle, der har prøvet at gå ledig i en længere periode, har oplevet, at frustrationen pludselig vælter ind over os som en hidsig flodbølge? Frustrationen kan være handlingslammende og vælte gå-på-modet omkuld i vandmasserne. Og så er det med at søge mod overfladen hurtigst muligt, så gå-på-modet ikke drukner, får vand i lungerne eller lider anden skade.

Efterhånden som jeg har været ledig i noget tid, har jeg lært frustrationens signaler at kende, og når frustrationen banker på, går min krop i alarmberedskab og forbereder sig på et modangreb. Jeg nægter nemlig at lytte til frustrationen. Jeg VIL ikke lukke den ind. Jeg VIL ikke have ondt af mig selv og dvæle i selvmedlidenhed. Så jeg samler alt, hvad der samles kan af positive tanker. Sørger for ikke at dunke mig selv oveni hovedet med dårlig samvittighed men taler positivt til mig selv. Forsøger at få hjernen til at tro på, at jobbet selvfølgelig dukker op. Siger det igen og igen. Fortæller mig selv at jobmarkedet er trægt for tiden. Minder mig selv om, at mulighederne ER der, også selvom jeg ikke kan få øje på dem. Jeg tvinger mig selv til at huske på, hvad der gør mig glad – og gør netop dét (i stedet for at finde fjernbetjeningen frem og begrave mig under tæppet på sofaen i flere dage). Ofte formår jeg på den måde at holde frustrationen i skak. Jeg søger godt selskab, går lange ture, lytter til masser af god musik, skriver frustrationerne ud af kroppen og tilbringer gerne et par aftener med at se serier – det skal der også være plads til.

Jeg henter energi ved at gøre ting, der gør mig glad. Jeg holder humøret højt ved at holde mig i gang. Jeg bevarer ligevægten ved at tale opmuntrende til mig selv. Dét giver mig fornyet gå-på-mod og kræfter til at fortsætte jobjagten. Også de dage, hvor frustrationen – den lille djævel på skulderen – kæmper for at få min opmærksomhed.

  

A-kassen er din ven

Som ledig kan det føles som om, systemet er imod dig. Jeg var da også noget spændt på mødet med min a-kasse, da jeg skulle ind i systemet som nyuddannet. Og for at være ærlig havde jeg faktisk ikke de store forventninger. Jeg troede, a-kassen var et sted, hvor man kom engang imellem og blev dunket oveni hovedet.

MEN jeg blev klogere. A-kassen har beriget min tid som ledig  Jeg har fået masser af gode og ikke mindst opmuntrende oplevelser der. Min erfaring med a-kasser begrænser sig dog til Magistrenes, så jeg kan ikke udtale mig om a-kasser generelt, men jeg kan varmt anbefale Magistrenes.

MA, som min a-kasse i daglig tale hedder, har udvidet min horisont, hjulpet mig i jobsøgningen, givet mig konkrete værktøjer at arbejde med, præsenteret mig for opmuntrende og inspirerende mennesker, stillet en arbejdsplads til rådighed (som jeg dog godt kunne have brugt meget mere) og – ej at forglemme – serveret gratis kaffe og rundstykker til kurserne (og kommer man på andre tidspunkter, er der er altid kaffe og te på kanden. Hvis ikke laver man bare selv noget mere). Ja, jeg går op i detaljer og livets små glæder, det indrømmer jeg gerne 🙂 Når jeg efter at have besøgt MA trasker ned ad de nogle og firs trappetrin, er smilet blevet lidt bredere, ryggen lidt mere rank, håbet lidt større og gå-på-modet er igen til at få øje på. I MA bliver man mødt med respekt, ligeværd og anerkendelse af, at man står i en træls og uforskyldt situation. De ansatte formår at give os arbejdsløse en tro på, at det nok skal lykkes, at vi har noget at tilbyde virksomhederne, og at det er okay at gå ledig i en periode, fordi jobbene jo ikke hænger på træerne. Så længe man arbejder på sagen for at komme ud af ledighed.

I de sidste seks måneder har jeg deltaget i lidt af hvert i MA:

  • Workshop: Jobsøgning. Vi modtog masser af gode råd til, hvordan man kan skrive en god ansøgning. Sidst på dagen brugte vi tid på at give hinanden feedback på en ansøgning, vi hver især havde medbragt.
  • Workshop: Kompetenceafklaring. Vi arbejdede med mindmap og succeshistorier for at blive klogere på os selv og på, hvad vi rent konkret har at tilbyde en virksomhed.
  • Kursus: Telefonen som redskab i jobsøgningen. En konsulent fra Mercuri Urval berigede os hele formiddagen med tips og tricks til, hvordan man på en god måde bruger telefonen i jobsøgningen. (Læs min tidligere medstuderende Louise Christensens blogindlæg om dette kursus, hvor hun videregiver de gode råd.)
  • Jobinspiration. Tre medlemmer fortalte om deres vej i job, som nogle gange kan være kringlet, men ikke mindst kom det gode job i sidste ende.
  • Jobsparring. Efter en workshop var vi nogle stykker, der oprettede en gruppe, hvor vi kunne mødes og dele gode idéer, gode råd, frustrationer, succeser og give feedback på hinandens ansøgninger. Flere gange har en ansat i MA deltaget i sparringen og delt ud af råd og opmuntringer.

Jeg skriver ikke dette bare for at fortælle om, hvad jeg har gået og lavet. Jeg håber, det kan inspirere dig til at bruge din a-kasse og tage imod dens tilbud. Også selvom de måske ikke lyder lige spændende hver gang. Jeg har taget imod alle de tilbud, jeg syntes havde bare den mindste relevans for mig. Nogle gange har jeg hørt ting, jeg i forvejen godt vidste, men jeg har hver gang fået noget nyt og berigende med mig hjem. Derudover har jeg mødt mange søde mennesker. Nogle hilser jeg på og får en lille update fra, når vi mødes i MA, andre er blevet en del af mit netværk. Alt i alt har mødet med a-kassen været meget, meget positivt.

A-kasser er sat i verden for at hjælpe os ledige, ikke for at dunke os oveni hovedet. Jeg håber, mødet med din a-kasse har været (eller bliver) mindst ligeså positivt, som mødet med min a-kasse meget overraskende blev. Og at den formår at fylde dig med motivation, gode råd og en tro på, at det nok skal lykkes.