Min indre iværksætter saboterede mine jobsamtaler

Tænk, at man kan snyde sig selv til at tro noget, der strider fuldstændig mod ens natur, blot fordi det er normen i vores samfund. 

Jeg holdt mig selv for nar alt for længe, fordi jeg ikke turde indrømme, hvad jeg ønskede mig af arbejdslivet. Fordi jeg hårdnakket undertrykte min mavefornemmelse, der prøvede at fortælle mig sandheden om mig selv.  Jeg troede helt ærligt på, at jeg rent faktisk ønskede mig de job, jeg søgte. Jeg overbeviste mig selv om, at de lød spændende. At jeg ønskede mig et fast job. Hvilket som helst fast kommunikationsjob. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke ville føle mig kvalt af fast 8-16-job med fast kontorplads og faste rutiner. Min fornuft og min mavefornemmelse lå i åben krig, de var djævlen og englen på mine skuldre, og jeg valgte at lytte til djævelen, for objektivt set var det fornuftige jo at finde et passende job inden for min branche, subjektivt set var det fornuftige at lære at lytte efter mavefornemmelsen, min egen GPS. I lang tid vendte jeg ansigtet over mod djævelen på min skulder og lod den guide mig til at tro, jeg kunne passe ned i en bestemt kasse; den konventionelle kasse. Hele samfundet bekræftede mig jo også i denne antagelse. Og det er da meget nemmere at lade sig flyde med strømmen, ellers skal man til at forklare folk, der ikke forstår, hvorfor man har valgt den besværlige vej imod strømmen.

“Det bedste ville jo være…”
Efter en tid med ledighed begyndte jeg at lege med tanken om at blive selvstændig. Det kunne jeg ligeså godt forsøge, når jeg alligevel ikke havde noget arbejde. Jeg begyndte at sige højt, at jeg arbejdede på at starte min egen virksomhed op, og jo flere gange jeg sagde det højt, jo mere troede jeg selv på projektet, og jo mere blev det til en del af min personlige fortælling, til min identitet, til en naturlig vej for mig. Men samfundet modarbejdede stadig min “atypiske” livsvej. Når jeg til møder på jobcentret og i a-kassen fortalte om, at nu ville jeg forsøge mig med en anden måde at få arbejde på, så blev jeg ikke mødt med skulderklap og positive tilkendegivelser, men med ordene “det bedste ville jo være…”, og så talte de videre om de job, de syntes, jeg skulle søge. De mente seriøst, det bedste var, at jeg fik ansættelse på “normal” vis. De lyttede pænt til mine idéer og spurgte ind til det, men endte alligevel med at tale mig godt og grundigt ind i de typiske 8-16-job, som jeg fik så ondt i maven over. Det undrede mig meget, at de tilsyneladende var klogere på, hvad der var bedst for mig, end jeg selv var. Når jeg mødte udtalelsen, fik jeg uden undtagelse lidt ondt i maven – min GPS fortalte mig, at de ikke havde ret. Heldigvis havde jeg på daværende tidspunkt mødt en del iværksættere, der levede af det, og jeg prøvede at fortælle mig selv, at de på jobcentret og i a-kassen jo selv var ansat (i det trygge offentlige) på konventionel vis, og derfor havde de sværere ved at forstå mit valg. Men det provokerede mig da en del, at de helst ville skubbe mig ind på den traditionelle vej. Heldigvis er provokation positivt i min verden, fordi det igangsætter nogle refleksionsprocesser, så efter møderne fik jeg tænkt en hel masse og blev blot endnu mere klar over, at jeg skulle lytte mest til min egen mavefornemmelse.

Lettelsen skyllede forræderisk ind over mig, når jeg fik afslag
Det burde have været skuffelse, der fyldte min krop, når jeg fik afslag på job, jeg havde været til samtale på. Det var det til dels også, men lettelsen lurede altid lige under overfladen. Selvom jeg undertrykte den forræderiske følelse, mærkede jeg den altid, jeg troede bare, den betød, at jeg havde præstationsangst, ikke at jeg inderst inde vidste, at jeg burde arbejde på at blive selvstændig. Iværksætterlivet trak i mig, jeg havde mødt en del selvstændige på min vej og følte mig hjemme i miljøet, livsformen tiltalte mig, idéen gjorde mig glad og begejstret, men jeg troede ærlig talt, det “fornuftige” var at finde et “rigtigt” job, for det andet kunne jeg nok ikke leve af – eller magte at begynde på. Det virkede uoverskueligt, jeg vidste hverken, hvor jeg skulle ende eller begynde, så jeg søgte den mere trygge vej og blev ved med at forsøge at overbevise mig selv om, at det var det, jeg ville. Men jo mere man kvæler mavefornemmelsen, desto højere begynder den at råbe for at få opmærksomhed.

Jo flere jobsamtaler – desto flere afslag og muligheder for at føle sig som en fiasko
Jeg burde få en medalje for alle de jobsamtaler, jeg har været til. Antallet er uvist, jeg holdt for længst op med at tælle, så jeg burde jo være toptrænet og have lært, hvordan jeg talte mig til jobbet. Det har jeg ikke. Og det har været mig en gåde. Jeg formåede at score praktikker og løntilskud, de begyndte som regel også med “jobsamtaler”, men jeg formåede aldrig at score det faste job, som jeg troede, jeg ønskede mig. Måske fordi praktikker og løntilskud netop var langt meget mindre “farlige” end de faste job. Jeg lærte dog at blive næsten professionel i at skrive mig til jobsamtaler. Frustrationerne over ledighed boostede mit mod til at prøve nye måder at skrive ansøgninger på – min måde. Jeg krøllede alle velmenende råd om ansøgningsskrivning sammen og smed dem i skraldespanden og forfattede i stedet små fortællinger, som jeg hyggede mig helt vildt med at skrible ned. Og det sparkede en lavine af jobsamtaler i gang. Til at begynde med sendte jeg på to uger fire virkelig gennemarbejdede og målrettede ansøgninger af sted og blev kaldt til samtale på tre af jobbene – det ene var jeg faktisk ikke helt kvalificeret til, men jeg syntes, det lød spændende, og min holdning er, at det kan læres, hvis interessen er der, og til samtalen fortalte de da også, at de havde ladet sig forføre lidt af min velskrevne ansøgning. To af samtalerne gik fint, den tredje føltes som en dårlig eksamen. Jeg fik som bekendt ingen af jobbene, og skuffelsen var stor – troede jeg på det tidspunkt. Min livsfilosofi er, at vi kan hente læring af alle vores oplevelser, dårlige som gode, så jeg fokuserede på, at jeg rent faktisk var blevet kaldt til samtale på 75 % af mine ansøgninger, og at min metode havde virket bedre, end når jeg legede copycat på andres. Dét klappede jeg mig selv på skulderen over.

Det er forbudt at sige, man ønsker sig noget andet end normen
Fordi det er normen, at man efter universitetet skal ud og have et traditionelt, fast (kontor)job, er det ildeset at udtale sig om, at det faktisk ikke er det, man drømmer om. I dag er iværksætteri ellers blevet mere normalt, men normen i samfundet dikterer alligevel stadig, at man helst skal presses ind på den konventionelle levevej, og hele dagpengesystemet er da også bygget om dette. Derfor skulle jeg presses helt derud, hvor jeg gik ned med stress, blev langtidsledig og nærmest druknede i afslag, før jeg for alvor kunne indrømme over for mig selv, at jeg nok havde en iværksætter gemt i maven. Det kræver rygrad at holde fast i drømmen, for ofte bliver man mødt af rynkede øjenbryn og mistroiske spørgsmål, fordi folk, der ikke forstår, mener (helt sikkert med de allerbedste intentioner), at de bør guide én ind på den “rette” karrierevej. De nærmest kvæler én med velmenende råd og kritiske spørgsmål, der kan forvandle enhver spæd iværksætterdrøm til et osende bål, fordi de ikke selv kan sætte sig ind i, at man frivilligt vælger en usikker og dårligt betalt karrierevej, blot fordi drømmen brænder så stærkt i maven.

Hold fast i DIN drøm – også når andre ikke forstår
Alle mine oplevelser på jobsøgningsrejsen tager jeg med mig som en gave, der fik iværksætterdrømmen til at poppe op til overfladen. De har lært mig at holde fast i min drøm – også på de mest frustrerende dage, hvor jeg knap selv tror på drømmens virkelighedspotentiale. Jeg betragter også alle mine frustrerende erfaringer fra arbejdsmarkedet som en gave. I situationen forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke trivedes i jobbene, og hvorfor jeg nærmest druknede i frustrationer over det. Jeg følte, jeg havde for meget krudt i røven og var for flyvsk til at sidde på den samme kontorstol hver eneste dag, men jeg kunne ikke få øje på andre (realistiske) muligheder, så jeg vendte hurtigt pilen indad og troede, der var noget galt med mig. (Måske jeg lige skal nævne, at jeg selvfølgelig også har haft mange gode oplevelser undervejs, men overordnet set forlod frustrationerne om et mere indholdsrigt arbejdsliv mig aldrig helt.) Det, jeg jo opdagede undervejs, var, at det var min indre GPS, der talte til mig. Den fortalte mig, at jeg ikke var det rette sted. Det fortalte den mig i alle mine job. Jeg valgte bare at overhøre dens råben, men det gode er jo, at jeg undervejs fik samlet så mange værdifulde erfaringer sammen, at jeg nu ved med sikkerhed, at min skæbne er iværksætterlivet. Det har alle erfaringerne slået fast med syvtommersøm. Uanset hvad jeg nu kommer ud for, så holder jeg fokus på den læring, jeg samler sammen undervejs, for nu kan jeg se målet, og derfor er nuet ikke helt så frustrerende, som hvis jeg ikke anede, hvor jeg var på vej hen. Iværksættervejen er langt fra “lige ud ad landevejen”, den er snoet, humblet og nem at snuble på, fyldt med huller, jeg skal hoppe over, bakker jeg skal traske op ad, kameler, der skal sluges, nogle dage skinner solen så dejlig varmt, men ofte er vejen så tåget, at jeg knap kan famle mig frem. Men jeg nyder min bumlede opstartsrejse, som lige nu suppleres af deltidsjob – jeg rejser på min egen måde, dét har alle erfaringerne lært mig, at jeg skal. Jeg følger ikke i andres fodspor, hvilket ikke gør rejsen nemmere, men det gør den rigtig for mig, for ellers ender jeg med at blive sparket helt ned at ligge igen, og når man først ligger der, så er der lang vej op igen. Så jeg har endelig købt billet til det spændende liv, som foregår på mine præmisser, hvor jeg omgiver mig med mennesker, der forstår, inspirerer mig, og som bakker mig op i stedet for at pille drømmen ud af mig. Modgangen har givet mig den rygrad, jeg har brug for til at klare mosten, og endelig kan jeg mærke helt nede i maven, at jeg er på rette vej.

Bryd tabuet – tal åbent om stress!

Stress er ikke tabu! Stress er en folkesygdom, som vi ikke kan tie ihjel. Vi stressramte har en forpligtigelse til at tale åbent om stress, for når vi bruger ordets magt, kan vi skabe en anden fortælling. En fortælling om, at stress ikke kun rammer svage mennesker, at det ikke kun er selvforskyldt, og at det ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg ville i hvert fald ikke undvære den læring, jeg har fået ud af mine stressperioder. Jeg synes, jeg er kommet stærkere ud på den anden side og er blevet en bedre udgave af mig selv. Men jeg vil da ikke ønske for nogen at blive ramt. Kun ved at tage bladet fra munden kan vi bryde tabuet og komme nærmere et samfund mindre plaget af stress. Det er i hvert fald min ydmyge mening – og grunden til jeg selv fortæller åbent om mine oplevelser med stress.

For 2½ år siden blev jeg ramt, og jeg følte det næsten, som om jeg stod og betragtede mit liv udefra. For hvor kom stressen lige fra? Og hvorfor mig. Jeg mener, stress er jo sådan noget, der rammer de andre. Ikke at jeg så ned på dem, der blev ramt, jeg troede bare ikke, stress var noget for mig. I mit tilfælde kom stress snigende, men jeg tog ikke symptomerne særlig alvorligt, og derfor har jeg haft svært ved at ryste stressen af mig og har været sygemeldt af to omgange. Nu lader det til, jeg er ude på den anden side. Jeg gladere og mere optimistisk, end jeg har været i meget lang tid, og jeg har lært, hvor vigtigt det er at lytte til og lystre kroppens signaler. Nu, post-stress, skal jeg i gang med at leve mit liv efter min egen opskrift, for noget af det, der gav mig stress, var samfundets uskrevne regler om, hvordan jeg skal leve mit liv. Nu kommer jeg til at lægge normen på hylden og tage nogle valg, som utvivlsomt vil være uforståelige for nogen, men det vigtigste er, at jeg lever et stressfrit liv, og selvom det har været en hård periode med stress, så betragter jeg det som en gave – du ved, en af de gaver, der er virkelig grimt pakket ind, så grimt at den umuligt kan indeholde noget ønskværdigt, og man håber, der står en andens navn på, men indenunder alle lagene befinder der sig alligevel dét, der stod øverst på ønskelisten. Livsnødvendig livserfaring.

Stress bliver lettere at håndtere, når vi taler åbent om det
Hele vejen igennem min stressperiode var jeg så heldig at møde stor forståelse fra mine omgivelser. Jeg tror primært, det skyldes, at jeg var meget åben omkring hele situationen. Jeg fortalte mine venner og familie, hvordan jeg havde det, hvilke symptomer jeg oplevede, at jeg gik til psykolog, og at jeg var meget, meget træt. Derfor forstod de også, når jeg tog tidligt hjem, sagde nej tak til at mødes, ikke var så snakkesaglig som jeg plejede, og når min hjerne stod fuldstændig stille, og jeg ledte længe efter helt normale ord, som min hjerne ikke længere kunne finde frem, og at jeg i en periode overhovedet ikke kunne finde ud af at tage initiativer. Det var befriende at dele min situation med andre, og jeg var meget opsat på, at jeg ikke ville identificere mig med min stress og ikke udleve det tabu, stress længe er blevet gjort til, fordi vi ikke tør tale åbent om det. Ja, jeg var ramt at stress, og nej, stressen skulle ikke få magten over mig, den ville jeg selv have. Derfor valgte jeg også at dele mine situation åbent. Jeg ville ikke sætte lighedstegn mellem mig og stress, det skulle ikke blive til en del af min identitet, og jeg nægtede at lade følelsen af at være svag overtage. Negative følelser følger desværre med stress, men vi har heldigvis et valg i forhold til, hvad vi gør med de følelser. Vi kan lade dem overtage og styre vores liv, eller vi kan tage magten tilbage og tale til fornuften, når følelserne prøver at overbevise os om, hvor taberagtige vi er.

Jeg oplevede ofte at føle mig utilstrækkelig. Mit energiniveau lå på et meget lille sted, så simple ting som at komme ud af døren eller tage et bad kunne virke ret uoverskuelige – og tage en halv eller hel dag. I stedet for at dunke mig selv oveni hovedet for det, jeg ikke nåede, forsøgte jeg at rose mig selv for det, jeg rent faktisk fik udrettet. Jeg arbejdede meget med at tale de negative følelser ihjel, minde mig selv om, at følelsen af at være en taber blot er en følelse. Det kan godt være, følelsen ikke forsvinder lige med det samme, men det betyder ikke, at den er sand. Her hjalp det rigtig meget at tale med mine venner og familie. Bare det at sætte ord på følelserne kunne i sig selv være helende, fordi det gik op for mig, hvor tåbeligt det lød, og hvor lidt de ord passede på, hvem jeg er. Andre gange krævede det, at mine omgivelser fortalte mig, at de slet ikke kunne genkende det billede af mig, som jeg beskrev, jeg følte. Jeg har på intet tidspunkt oplevet fordømmelse, mistro eller kritik. Til gengæld har jeg oplevet forståelse, respekt og anerkendelse af, hvad jeg gik igennem, og hvordan jeg taklede situationen. Helt generelt tror jeg på, at man kommer længst med ærlighed, og jeg har i høj grad oplevet, hvor stor en forskel det gør, når man tør bryde tabuet og tale om det, der er svært her i livet. Ingen er perfekt, så hvorfor ikke stå ved modgangen og turde at vise sårbarhed, så vi kan støtte og hjælpe hinanden igennem i stedet for at pege fingre og have travlt med ophøje os selv på andres bekostning. Så min opfordring er: Lad os turde at vise svaghed og sårbarhed, så vi kan gøre op med de falske glansbilledeliv, vi tror, alle de andre lever.

Stress og arbejdsløshed guidede mig tilbage i min rette livsbane

Derfor er jeg stress og arbejdsløshed dybt taknemmelig for alt, hvad de har lært mig. Jeg vil dog ikke anbefale metoden. Den trækker tænder ud, den er langsommelig, ensom, og et eller andet sted på den mørke vandring knækkede den mig. Men knækket gav mig en mulighed for at genopdage og genopbygge mig selv. Den gav mig mulighed for uanede mængder af læring. Den viste mig glemte værdier og drømme, som jeg troede kun passede til teenageversionen af mig, og som jeg troede, jeg naturligt voksede fra. Men værdierne og drømmene var der stadig, de var bare gået i dvale, de er en nødvendig del af mig, også selvom de sender mit liv i en knap så konventionel retning. Stress og arbejdsløshed har lært mig en hel masse om, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være, lært mig at stole mere på min mavefornemmelse, som er den bedste og mest retvisende GPS, der findes, og givet mig mod til at være mere mig selv. Jeg har genopdaget, hvem jeg er, og jeg har påbegyndt genopbygningsarbejdet af en stærkere og mere autentisk udgave af mig selv. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Dannelsesrejsen satte skub i værdiundertrykkelsen
Som nyuddannet for tre år siden havde jeg ét mål; at finde et job. Men efter studielivet kom dagpengelivet, og dagpengelivet lærte mig, at lykken ikke nødvendigvis er fast arbejde og god løn. Jeg vidste det jo godt, for jeg har egentlig aldrig drømt om at tjene mange penge eller få fast (8-16) job, mit mål var nærmere at finde et meningsfyldt arbejde, der gjorde mig glad, et arbejde hvor jeg kunne gøre en forskel for andre, ikke et prestigejob med høj løn. Jeg glemte bare mine værdier ude på universitetet. Værdiundertrykkelsen begyndte ligeså langsomt i gymnasietiden, som jeg først påbegyndte som 25-årig. På studenterkursus er tre år skåret ned til to tætpakkede år, og i samme tempo, som jeg glubsk skovlede gymnasieviden indenbords, forsvandt mine værdier længere og længere væk fra min bevidsthed. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle have mig en studenterhue. Efter folkeskolen var jeg skoletræt og havde en forestilling om, at jeg var dårlig i skolen, så da de fleste af mine jævnaldrende valgte gymnasiet, gik jeg meget lettet en anden vej. Efter at have udforsket verden, arbejdsmarkedet og forskellige kreative uddannelser i otte år befandt jeg mig pludselig i gymnasiet, på den brede, normale livsvej, hvor de fleste af os går, i stor, samlet flok, med samme livsmål – god uddannelse, godt job – mens vi alle passer glimrende ind i samfundsnormen. Jeg blev forbavset over, hvor meget jeg elskede at sidde på skolebænken igen, og at jeg rent faktisk var dygtig i skolen, og til min egen store overraskelse endte jeg med at være hende stræberen, der altid sad med fingeren i vejret, læste alle sine lektier og afleverede opgaver til tiden. Gymnasiet var en del af den plan, der skulle hjælpe mig til at finde en læreplads som film- og tv-tekniker, men meget ændrede sig undervejs, jeg ændrede mig, og tanken om universitet poppede jævnligt op. Det var nu pludselig en mulighed og åbnede en hel masse døre. Jeg valgte universitetsdøren, og planen var stadig en karriere inden for tv-produktion, i hvert fald på første semester, men så druknede drømmen i bølger af viden og masser af nye, spændende muligheder, og den smalle nåleøjevej, jeg troede, jeg skulle fortsætte med at følge, blev ligeså langsomt skubbet i baggrunden. Det er jeg glad for i dag, men det gjorde desværre også, at jeg glemte noget af mig selv undervejs.

Universitetet talte direkte til min indre videnssvamp
Det gik til min store forundring op for mig, at jeg havde fundet min rette hylde ude på uni. Jeg elskede miljøet med alt, hvad det indebar af tunge teorier, filosofisk tankegang, friheden til at planlægge egen hverdag, gruppearbejdet, mangfoldigheden af halvnørdede undervisere, for hvem ph.d.-titler var mere reglen end undtagelsen. Det var en verden af viden. En helt anden verden. En fascinerende verden, som jeg blev hvirvlet ind i og befandt mig godt i. Som de fem år skred frem, troede jeg ærlig talt, jeg havde ændret værdier. Jeg så frem til livet på den anden side af SU, drømte om det faste job med den fine titel og den høje løn, så jeg kunne forsøde livet noget mere, hæve forbruget som man jo gør, når man kommer ud på den anden side, spise oftere ude, købe tøj af lidt dyrere mærker, klæde sig som en ordentlig voksen, i pænt kontortøj i afdæmpede nuancer, tage kørekort og få råd til bil, så livet bliver lidt mere bekvemt. Så på mit femte år som universitetsstuderende begyndte jeg for alvor at se frem til at bytte livet på SU ud med voksenarbejde og akademikerløn. På den anden side ville livet falde i hak, så ville det rigtige voksenliv begynde, så ville det rigtige liv begynde, dét jeg havde ventet så længe på, men som bekendt kører livet jo aldrig på skinner, det har det med at møde hårnålesving og fartbegrænsningsbump, og arbejdsløsheden var da også højere, end jeg troede (eller havde villet se i øjnene). Arbejdet lod vente på sig, og livet på dagpenge udfordrede alt, hvad jeg havde troet, jeg ønskede mig.

Arbejdsløshed fremkaldte nye og bedre fremtidsudsigter
Jeg var nødt til at tage alt op til revision, kigge indad og spørge mig selv, hvad jeg ville med mit liv, med min uddannelse, med mine evner, hvor mine styrker lå, hvilke problemer jeg ønskede at løse, hvilken hverdag jeg kunne trives i. Perioder med stresssygemeldinger forårsaget af livet på dagpenge gav mig ekstra meget tid til refleksion. Langsomt begyndte mine undertrykte værdier og ønsker at trænge op til overfladen, og jeg måtte erkende, at jeg havde glemt lidt af mig selv på min dannelsesrejse, hvor jeg var drejet mere ind på den brede, mainstream vej, hvor jeg ellers ikke tidligere passede ind. Jeg har aldrig gået den lige vej, jeg har gået min egen snoede vej, og helt ærligt, det føltes godt at blive slugt af mængden, at passe ind, at være mainstream, at være sådan en, der har en studenterhue liggende hjemme i skabet, og som var på vej til et ganske almindeligt job med pensionsordning og faste arbejdstider. Jeg troede, det var fordi, jeg var blevet voksen, at jeg bevægede mig ind på den “normale” vej, godt nok lidt sent, jeg var jo trods alt 32, da jeg afsluttede uni, men det føltes, som om jeg endelig kunne finde ud af at passe ind i det konventionelle liv. Jeg anede bare ikke, at jeg undervejs havde glemt mig selv – eller i hvert fald en del af mig selv, for det var jo stadig mine egne valg og ønsker, der bragte mig på studenterkursus og universitetet, men noget gik tabt på min dannelsesrejse. Og nu, hvor jeg havde masser af tid til refleksion, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor jeg ikke rigtig trivedes i de traditionelle kommunikationsjob, jeg midlertidigt havde været ansat i, og hvorfor de opslåede job, der var oplagte for mig at søge, fik mig mere til at gabe end til at hoppe op af stolen af begejstring.

Jobbene bestod af traditionelle kommunikationsopgaver, som en kommunikationsuddannet som mig burde elske, men alt for hurtigt blev mine opgaver rutine, og jeg begyndte at kede mig. Normalt er jeg en meget passioneret person, så jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg gjorde, som man ofte gør, vender spørgsmålet indad: Hvad er der galt med mig? Hvorfor brænder jeg ikke for det, når det er det her, jeg er uddannet til? Hvorfor fungerer det ikke? Det gjorde mig frustreret, men jeg undertrykte det og troede, det gik over af sig selv. Jeg var jo stadig nyuddannet, jeg skulle nok bare ordentligt i gang. Det gik selvfølgelig ikke over, og i takt med jeg havde tid til at undre mig over hvorfor, begyndte jeg at give plads til den undertrykte uvilje mod 8-16-job, fast arbejde, fast kontorplads, faste rammer, faste opgaver, faste rutiner og så videre og så videre, som hører traditionelle voksenjob til. Jeg trives ikke med rutiner, det har jeg aldrig gjort, men jeg havde tilskrevet det umodenhed, noget jeg ville vokse fra, når jeg blev rigtigt voksen. Jeg havde ikke forestillet mig, det var en del af min personlighed. Men jeg måtte jo erkende, at jeg trives i en flyvsk og flydende hverdag. Rutiner dræner mig for energi og overskud. Mit brændstof er spontanitet, udvikling og idéudveksling, og min indre rebel kan lide at udfordre gængse mønstre. Så jeg er ikke den ideelle (fast)ansatte, fordi enten sygner jeg ligeså langsomt hen og bliver ineffektiv under alle de rutiner, eller også bliver jeg irriterende i min higen efter at gøre tingene på nye måder. Så nu har jeg endelig indset, at iværsættervejen er den rette vej for mig. Til at begynde med både skræmte og tiltalte den mig, og jeg tvivlede på, om jeg kunne leve af det. Nu er jeg røget helt ud af alle systemer, så nu er valget nemmere. Nu er jeg nødt til at arbejde på at få min egen virksomhed op at stå, så jeg kan få en indtægt igen, og så jeg kan leve det liv, hvor både jeg selv og samfundet får mest muligt ud af mine evner. Det nytter ikke noget at forsøge at klemme sig selv ned i et liv, man ikke passer ned i. På den lange bane kommer man til at mærke konsekvenserne, som eksempelvis stress som ramte mig, så nu er jeg i gang med at bygge det liv op, jeg selv gerne vil leve. Det gik også op for mig, at jeg ikke har brug for at tjene mange penge, fordi jeg hellere vil leve et simpelt liv uden det store forbrug. Jeg er glad for min cykel og ønsker mig ikke kørekort og bil. Jeg shopper helst i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, det er ren skattejagt for mig. At eje for mange ting tynger mig, så jeg ønsker mig ikke flere. Jeg har fundet ud af, at jeg hellere vil leve et simpelt og bæredygtigt liv end et forbrugsliv. Og det gør også, at der er plads til at have en lav indkomst som iværksætter.

Da mine undertrykte værdier begyndte at dukke op til overfladen, begyndte brikkerne også at falde på plads. Hele puslespillet gik endelig op, og jeg forstod pludselig, hvorfor jeg ikke trivedes. Krisesituationen med stress og ledighed blev min redning, fordi den skubbede mig ind på en livsbane, jeg ikke havde troet, jeg kunne magte, men som jeg inderst inde længe havde drømt om. Så tak, stress og ledighed, for at guide mig tilbage på mit rette livsspor.

Lev ét sekund ad gangen

..og lev et mere tilfredsstillende liv. Dét arbejder jeg selv på at lære, selvom alt i mig dagligt skriger på at lægge planer og forsøge at se ud i fremtiden. Men helt ærligt, uanset hvor meget vi planlægger og tænker morgendagen igennem, så aner vi jo ikke, hvad den bringer.

Når man står uden job, er fremtiden fuldstændig tilsløret. Nogle dage kan jeg nærmest ikke se så langt som til min egen hånd, hvis jeg holder den ud i udstrakt arm. Jeg kan oftest ikke overskue mere end en uge ad gangen, fordi jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Nogle dage (heldigvis de fleste) elsker jeg følelsen af, at alt kan ske. Tanken om, at alle muligheder står åbne, giver mig nærmest et sug i maven af spænding, den booster mit energiniveau og giver mig en lækker følelse af frihed, fordi verden ligger for mine fødder. Det er næsten ligesom at være 18 år igen, hvor jeg har frit valg på alle hylder til at vælge hvilken som helst rasende spændende livsvej.

Når den mørke sky sænker sig og stjæler den gode udsigt
Andre dage rammer virkeligheden mig lidt hårdere. Det begynder ofte allerede, idet jeg slår øjnene op. Nu kalder jeg det godt nok “virkeligheden”, men jeg vil egentlig nærmere betegne det som en mørk sky, der sænker sig over mig og handlingslammer mig totalt. På disse dage tager jeg ofte mig selv i at tænke: Hvad skal der dog blive af mig?

Jeg føler mig som en fiasko. Som om fremtiden ikke eksisterer for mig. Alt er sort. Jeg kan ikke se det smukke bjerglandskab, jeg befinder mig i, fordi den sorte sky fuldstændig omklamrer mig. Jeg forsøger desperat at tænke positive tanker. Overbevise mig selv om, at dette blot er en følelse. Det går over igen. Min fornuft ved, at følelsen af at være en fiasko er en løgn, men lige lidt hjælper det at tale mig selv til fornuft, fordi den mørke sky har omprogrammeret mig til at bestå af 100 % følelse og 0 % fornuft.

Dét, der primært skaber denne mørke handlingslammelse, er fraværet af fremtidsudsigter. Hvis jeg dog bare vidste, at lige om lidt er mit liv på rette spor igen. Om lidt er jeg også hoppet op på samlebåndet. Jeg møder ind på kontoret kl 8 og går hjem kl. 16. Jeg skriver tekster og opdaterer websites og går til møder, hvor man drikker masser af kaffe og sidder på rad og række rundt om et langbord og taler efter tur – nogle mere end andre. Hvis jeg dog bare vidste, at lige om lidt er jeg også en del af dén kultur. Kulturen, hvor jeg tager mit kontortøj på hver morgen og stolt kan opdatere min LinkedIn-profil med min nye stillingsbetegnelse, så hele mit netværk kan se, at nu er jeg også blevet godkendt som en del af samfundet – og de kan skrive lykønskninger til mit nye liv, og jeg kan høste masser af likes for min nye titel. Men nej, jeg befinder mig stadig i mørket, hvor jeg ingen fremtid har. Heldigvis har skyen det med at flyve videre inden for rimelig kort tid. Så åbner det fine bjerglandskab sig for mig, så jeg igen kan se det smukke ved livet og lade drømme, ønsker og håb for fremtiden omfavne mig, på samme måde som solens varme stråler omfavner det fine landskab, nu hvor den mørke sky er fløjet videre. Men idet skyen omklamrer mig, føles det som at være fuldstændig i dens magt. Alt er sort og trist – og det bliver aldrig anderledes. Det er en virkelig skræmmende følelse.

Når fokus tvinges tilbage til nuet, jager det bekymringer på flugt
For mig er det blevet utrolig vigtigt at forsøge at leve i nuet. Hele tiden. Ét sekund ad gangen. Nuet har rigeligt at byde på. Jeg behøver ikke flygte fra det – eller ødelægge oplevelsen af det ved at bekymre mig om fremtiden. Og når jeg kun fokuserer på nuet, så kan jeg nyde alle de goder, der er ved mit liv lige nu, i stedet for at fokusere på alt det jeg ikke har – alt det, som i realiteten “kun” er et job. Når jeg begynder at mærke tågens klamme kulde omkring mig og ved, at den bringer den mørke sky med sig, tvinger jeg mig selv til at tænke på “lige nu”, “lige her”. Jeg siger til mig selv: Du er lige her, lige nu – der eksisterer kun dette sekund. På den måde bliver jeg mere opmærksom på det, der er omkring mig. Mere opmærksom på det NU, jeg befinder mig i. Tanker og bekymringer omkring det, der kommer til at ske i morgen, om en ugen, en måned, et år behøver jeg ikke tage mig af. Jeg aner jo ikke, hvad der kommer til at ske i morgen. Jeg er ikke synsk. Jeg har kun dette sekund. Det er ALT, der eksisterer lige nu. Hvorfor ikke være HER, mens jeg er her, i stedet for at fokusere på en tid, der endnu ikke eksisterer. Fremtiden er usikker for os alle. Uanset om vi er i fast job, om vi lever vores drømmetilværelse eller er sat på “stand by” på statens regning. Vi aner jo ikke, hvad i morgen bringer. Eller hvor vi er om en time. I virkeligheden kan vi jo kun gætte på det, men alt kan ske, lige meget hvor mange planer vi har lagt, eller hvor meget vi har tænkt over fremtiden.

Derfor har jeg lavet en aftale med mig selv om at leve ét sekund ad gangen – hele tiden. Det kræver, at jeg ofte, meget ofte, skal minde mig selv om at være “lige her”, “lige nu”. Jeg glemmer det nemlig hele tiden. Mine tanker har ofte deres eget liv og flyver helt af sig selv frem til i morgen. Og frem til næste år. Og så går jeg nærmest i panik, fordi jeg ikke på nuværende tidspunkt kan se, at jeg går på den vej, der fører hen til, hvor jeg forestiller mig at være om et år. Men så er det, jeg må trække tankerne tilbage til nuet. Det er ligesom at hive i en elastik, der hænger udstrakt højt over mit hoved. Det kræver kræfter at hive den ned til mig, der er modstand på, og når jeg giver slip, svirper den tilbage på plads. Men jo flere gange jeg hiver elastikken ned til mig, desto nemmere bliver det, fordi den bliver slappere og slappere for hver gang. Så ja, tankemønstre kan brydes. Det kræver vilje og hårdt arbejde, men det er virkelig det hele værd. Jeg er stadig på vej. Måske egentlig i startefasen endnu, men resultaterne begynder at vise sig, og fremtiden ser lysere ud – fordi jeg ikke føler, jeg skal have den planlagt lige nu. Og når jeg kigger tilbage, et år eller to, en måned, en uge, så kan jeg jo se alle brikkerne falde på plads. Så giver det hele mening. Og dengang, i dét NU, var jeg jo ligeså frustreret, som jeg kan være i dette NU, så derfor prøver jeg at hvile i troen på, at hvert lille skridt, jeg tager, er et skridt i den rigtige retning. Jeg forsøger at lade være med at tro, at jeg skal vide, hvor jeg er om en måned eller om et år. Jeg forsøger at lade være med at gå i panik, når jeg ikke kan se min fremtid for mig. Jeg ved, den er spændende, for jeg er jo selv med til at skabe den – også selvom den på nuværende tidspunkt blot er een tåget masse. Det er jo ikke kun os jobsøgende, der ikke kan se ind i fremtiden. Men det kan virke, som om folk i fast job har det privilegium, fordi de med lidt større sandsynlighed kan sige, hvor de er om et år. Men virkeligheden er jo, at de heller ikke aner, hvad der sker i morgen. Så det forsøger jeg at finde lidt trøst i, når jeg går og tror, at fordi jeg ikke har noget job, så har jeg heller ingen fremtid.

Alt, jeg har, er dette sekund, som jeg befinder mig i lige nu. Det vil jeg huske at nyde og være i til fulde.