Det betaler sig at arbejde “gratis”!

Nu hvor mit andet offentlige løntilskud lakker mod enden, uden at jeg er blevet beriget med et rigtigt job, forsøger jeg at sparke tankerne om, at det har været spildt at arbejde “gratis”, meget, meget langt væk. Jeg vil hellere tage den konstruktive hat på og fokusere på mit udbytte, for selvom målet desværre ikke er nået, og min resterende dagpengeperiode har været gevaldigt på skrump, så MÅ det da gavne min situation, at jeg har brugt det meste af min dagpengeperiode på at arbejde.

Jeg vil gerne fokusere på, at jeg trods alt har været en del af samfundet. At jeg har fortjent mit offentlige forsørgelsesgrundlag. At jeg har haft en “normal” hverdag med søde kollegaer og hele moletjavsen. Jeg har brugt mine evner, fået mere erfaring, gjort nytte og bidraget til samfundet. Jeg har ikke været en “snylte” – som medierne ynder at udstille os ledige som. Jeg har da også været til “rigtig” jobsamtale og er blevet valgt til begge løntilskudsjob. Jeg værdsætter det hele, er sådan oprigtigt taknemmelig, men jeg føler mig alligevel lidt som en presset citron. Hele tiden med et ben i to lejre. Ét ben inde og ét ben ude af en arbejdsplads. Hele tiden den nye. Hele tiden den ledige – selvom jeg går på arbejde. Aldrig en “rigtig” medarbejder, selvom det er sådan, mine kollegaer har opfattet mig (ros for det). En presset citron uden den belønning, der skal gøre det hele tåleligt i form af en løn i den rigtige størrelsesorden sidst på måneden eller en underskrevet ansætteseskontrakt. Uden udløbsdato vel at mærke. Eller i hvert fald sådan en kontrakt, hvor man har vished om, at dagpengeprioden genoptjenes og ikke blot svinder mere og mere ind. Løntilskud er sådan en mærkelig mellemting. I arbejde men jobsøgende. Ledig men i arbejde. Jeg vil dog sige, at selvom løntilskud er en mærkelig mellemting at befinde sig i, så er jeg, hånden på hjertet, taknemmelig for de muligheder, jeg har fået. Jeg vil til enhver tid anbefale at gå på arbejde, selvom man “kun” får dagpengesats for det og bliver til en presset citron – og selvom om man er på dobbeltarbejde med jobsøgeningen oveni det daglige arbejde. Jeg kunne dog godt ønske mig, at systemet også anerkender det hårde arbejde – i stedet for at dunke os ledige oveni hovedet og give os dårlig samvittighed, som kun bidrager til at suge energi og overskud ud af os. Det er ikke et valg at være ledig. Det er en daglig kamp for at blive en del af samfundet igen. Og en daglig kamp for at komme igennem tiden, indtil det lykkes.

Jeg har endnu ikke fået mit allerhøjeste ønske opfyldt – egentlig et ret beskedent ønske, hvis jeg selv skal sige det. Et ønske om et job, hvor jeg måske ikke ligefrem springer ud af sengen af lykke om morgenen (det ville selvfølgelig være et plus), men ét jeg kan være fint tilfreds med, hvor jeg kan bruge mine evner og gøre gavn. Cykle af sted med et smil om morgenen. Og ikke mindst: være ude at dagpengesystemet. Men selvom ønsket endnu er uopfyldt, tror jeg stadig på, det betaler sig at arbejde “gratis”.

Vendepunktet

Så skete der et vendepunkt i min liv. Jeg skal i virksomhedspraktik.

Jeg nævnte i sidste uge for en tidligere kollega, at jeg trænger til noget at rive i. Det viste sig så, at hendes mand har eget firma og trænger til at få kigget på hjemmesiden. Hun sagde, hun ville nævne det for ham. Det tænkte jeg ikke så meget mere over. Det var lørdag dagen efter, og i weekenden er jeg altså ikke jobsøgende. Allerede mandag formiddag blev jeg ringet op. Næste dag mødtes jeg med manden med firmaet, og da jeg halvanden time senere cyklede hjem, havde jeg en praktikaftale i hus. Bum. Sådan.

Vendepunktet kom nærmest dumpende af sig selv og fra uventet kant. Tingene kan hurtigt tage en drejning.

Dagens tip til jobsøgende må være: Snak med dit netværk. Lige pludselig giver det pote på jobfronten. En virksomhedspraktik er selvfølgelig ikke lig med job, men det er en god mulighed for at få brugt sine evner, komme væk fra hverdagen kun fyldt med jobsøgning, få reel arbejdserfaring at skrive på cv’et og flere kontakter.