Det betaler sig at arbejde “gratis”!

Nu hvor mit andet offentlige løntilskud lakker mod enden, uden at jeg er blevet beriget med et rigtigt job, forsøger jeg at sparke tankerne om, at det har været spildt at arbejde “gratis”, meget, meget langt væk. Jeg vil hellere tage den konstruktive hat på og fokusere på mit udbytte, for selvom målet desværre ikke er nået, og min resterende dagpengeperiode har været gevaldigt på skrump, så MÅ det da gavne min situation, at jeg har brugt det meste af min dagpengeperiode på at arbejde.

Jeg vil gerne fokusere på, at jeg trods alt har været en del af samfundet. At jeg har fortjent mit offentlige forsørgelsesgrundlag. At jeg har haft en “normal” hverdag med søde kollegaer og hele moletjavsen. Jeg har brugt mine evner, fået mere erfaring, gjort nytte og bidraget til samfundet. Jeg har ikke været en “snylte” – som medierne ynder at udstille os ledige som. Jeg har da også været til “rigtig” jobsamtale og er blevet valgt til begge løntilskudsjob. Jeg værdsætter det hele, er sådan oprigtigt taknemmelig, men jeg føler mig alligevel lidt som en presset citron. Hele tiden med et ben i to lejre. Ét ben inde og ét ben ude af en arbejdsplads. Hele tiden den nye. Hele tiden den ledige – selvom jeg går på arbejde. Aldrig en “rigtig” medarbejder, selvom det er sådan, mine kollegaer har opfattet mig (ros for det). En presset citron uden den belønning, der skal gøre det hele tåleligt i form af en løn i den rigtige størrelsesorden sidst på måneden eller en underskrevet ansætteseskontrakt. Uden udløbsdato vel at mærke. Eller i hvert fald sådan en kontrakt, hvor man har vished om, at dagpengeprioden genoptjenes og ikke blot svinder mere og mere ind. Løntilskud er sådan en mærkelig mellemting. I arbejde men jobsøgende. Ledig men i arbejde. Jeg vil dog sige, at selvom løntilskud er en mærkelig mellemting at befinde sig i, så er jeg, hånden på hjertet, taknemmelig for de muligheder, jeg har fået. Jeg vil til enhver tid anbefale at gå på arbejde, selvom man “kun” får dagpengesats for det og bliver til en presset citron – og selvom om man er på dobbeltarbejde med jobsøgeningen oveni det daglige arbejde. Jeg kunne dog godt ønske mig, at systemet også anerkender det hårde arbejde – i stedet for at dunke os ledige oveni hovedet og give os dårlig samvittighed, som kun bidrager til at suge energi og overskud ud af os. Det er ikke et valg at være ledig. Det er en daglig kamp for at blive en del af samfundet igen. Og en daglig kamp for at komme igennem tiden, indtil det lykkes.

Jeg har endnu ikke fået mit allerhøjeste ønske opfyldt – egentlig et ret beskedent ønske, hvis jeg selv skal sige det. Et ønske om et job, hvor jeg måske ikke ligefrem springer ud af sengen af lykke om morgenen (det ville selvfølgelig være et plus), men ét jeg kan være fint tilfreds med, hvor jeg kan bruge mine evner og gøre gavn. Cykle af sted med et smil om morgenen. Og ikke mindst: være ude at dagpengesystemet. Men selvom ønsket endnu er uopfyldt, tror jeg stadig på, det betaler sig at arbejde “gratis”.

Aktivering – systemets straf til ledige?

Aktivering har et trist ry og associeres ofte med noget negativt. Men er det en misforstået opfattelse? Aktivering kan nærmest lyde som en form for straf. Sådan lidt i stil med: “Du kan ikke finde ud af at aktivere dig selv, så vi tvinger dig til at lave noget. Du skal jo ikke drive den af på statens regning”. Opfattelsen af aktivering har nok lidt at gøre med mediernes fremstilling. Og måske også lidt med virkligheden at gøre?

Jeg er ingen undtagelse, hvad angår synet på aktivering. Ordet danner på min indre skærm billeder af havearbejde for ældre mennesker, unyttige jobsøgningskurser, hvor man kun hører noget, man i forvejen ved, og andre meget umotiverende beskæftigelser – jeg fristes til at sige “nedværdigende beskæftigelser”, fordi det kan føles som tidsspilde, og som ledig er tiden ikke vores egen, og aktivering er noget, vi kan tvinges i. Lige dér begynder de negative associationer at opstå.

Diversiteten i betydningen af “aktivering”
Der er selvfølgelig forskel på aktivering som dagpenge- og kontanthjælpsmodtager, men det gør det ikke mindre forvirrende, at det hedder det samme (og at jeg som 19-årig netop blev sendt i havearbejde). For nylig gik det op for mig, at begrebet aktivering faktisk dækker lidt bredere, end jeg troede. Eller faktisk dækker over noget helt andet. I hvert fald som dagpengemodtager.

Mine to praktikker betragtes som aktivering. Så jeg har altså været i aktivering helt uden at vide det! Praktik er efter min mening – som du kan læse i mine tidligere indlæg – yderst positivt. Udviklende, kompetenceafklarende og erfaringsgivende. Praktikkerne har jeg selv skaffet, og dermed har jeg undgået tvungen aktivering. Man kan således selv have indflydelse på, hvordan man aktiveres. Dét kan jo faktisk betragtes som et tilbud fremfor “straf”. En mulighed. I hvert fald hvis du spørger mig 🙂

Hvad betegnes som aktivering?
Som der står i en overskrift i infomaterialet fra min a-kasse: Aktiveringsmuligheder. Mulighederne er:

  • Vejledning og opkvalificering (bl.a. jobsøgningskurser og uddannelse)
  • Virksomhedspraktik
  • Løntilskudsjob

Både praktik og løntilskud giver reel arbejdserfaring. Det er da ikke så tosset. Og jeg har fra flere nyuddannede hørt meget positivt om tvungne jobsøgningskurser, som på den måde er endt i job og løntilskud, fordi de fik et skub til at søge job på andre måder og fik nye, konstruktive værktøjer at arbejde med, som gav pote på jobmarkedet. Jeg siger ikke, at uproduktiv, tvungen aktivering er en myte, men jeg synes, det er på tide, vi fokuserer på de (mange) positive tilbud, der rent faktisk gives til os ledige, så vi skubbes lidt nærmere et job. At nogle af tilbuddene så går under navnet “aktivering” er måske ikke hensigtsmæssigt, men det bør ikke forhindre os i at se muligheder frem for forhindringer og begrænsninger, så næste gang jeg hører ordet “aktivering”, vil jeg vil forsøge at fremtvinge de positive billeder og tænke i muligheder.