Det kan altid betale sig at arbejde!

Valgkampen har for alvor overtaget mediebilledet, og som ledig hæfter jeg mig selvfølgelig ved udtalelser, der vedrører dagpengeområdet. Noget af det, der vækker allermest harme hos mig, er udtalelsen “det skal kunne betale sig at arbejde”, som der nærmest er gået sport i at anvende. Udtalelsen afslører, at alt måles og vejes ud fra et snævert pengeperspektiv. Og efter min mening giver sådan en udtalelse slet ikke mening. Jeg mener altid, det kan betale sig at arbejde – set ud fra et mere nuanceret perspektiv, hvor menneskelige værdier som værdighed, tilfredshed og følelsen af at slå til og være nyttig vægtes højere end at tjene penge.

Der stilles sjældent spørgsmålstegn ved, om vi danskere har værdier, der vægter højere end det økonomiske. I debatten ligger det hele tiden implicit, at vi alle holder alt op mod, hvad der kan betale sig rent økonomisk. Præmissen om, at penge vægtes højst, købes altså hele vejen rundt, og der modargumenteres blot ud fra samme perspektiv med det resultat, at modargumenterne ikke rigtig rykker det store. Jeg forstår ikke, at man ikke udfordrer præmissen og argumenterer med, at danskerne kan have helt andre værdier end at sætte penge før alt andet. Få gange bliver disse fordele ved at tage et arbejde dog også nævnt, men meget hurtigt overskygger det økonomiske incitament debatten, og præmissen bliver igen altoverskyggende. Jeg mener, at udtalelser, der udspringer af dette kedelige pengeperspektiv, er en kæmpe undervurdering af den danske befolkning. Som om vi ikke er andet end kolde, hjertesløse materialister.

Vi ledige udstilles som en ensartet masse af dovne, bekvemme mennesker, der ikke gider arbejde, hvis vi ikke kan mærke det på pengepungen. Vi mistænkeliggøres for at udnytte systemet og fremstilles lidt som en slags nikkedukker, der ikke kan tænke eller tage kloge beslutninger selv, og som skal have hjælp til at blive sparket i gang og ind på rette kurs. Og vi fremstilles som nogle, der altså kun kan motiveres af penge. Det er et meget trist og unuanceret menneskesyn, der dominerer debatten. Jeg savner, at nogen tør italesætte et helt andet værdisæt, som så mange danskere lever efter. Jeg savner empati og forståelse. Jeg savner, at man lytter til folk, der ved, hvad de taler om. Det er så nemt at påstå, at folk sagtens kan klare sig for 2000 mindre om måneden, eller at vi ledige ikke gider arbejde, når man aldrig selv har prøvet det på egen krop. I mine øjne kan det altid betale sig at arbejde – fordi jeg som menneske bliver mere tilfreds, får en meningsfuld hverdag, gør nytte, og ja, bliver et mere helt menneske.

Jeg har selv sagt ja til arbejde, både på dagpenge og for år tilbage på kontanthjælp, hvor jeg ikke fik en mærkbar økonomisk gevinst. Men på det personlige plan var der altså kun gevinster at hente. Mit humør steg med flere grader, fordi jeg gjorde mig nyttig, havde en hverdag med kollegaer og igen blev en del af samfundet. Jeg gik fra at føle mig uduelig, unyttig, til overs, som en snylte, til rent faktisk at være en bidragsyder til samfundet, være i godt humør, have en hverdag med daglige gøremål som almindelige mennesker. Jeg begyndte at føle mig som et helt menneske igen. Uden arbejde mangler der en brik – eller mange – i puslespillet.

Det værste ved ledighed er nok, at man er sat udenfor samfundet. Og alle de gevinster, der er ved at arbejde, er altså langt vigtigere end at få en økonomisk gevinst. Selvfølgelig mener jeg, man skal have den løn, man er værd. Men hvis der for nogle mennesker ikke er en mærkbar økonomisk gevinst ved at tage et arbejde, er det måske ikke overførselsindkomsten, der er for høj, men mindstelønnen der er for lav. Det kan være svært at få livet til at hænge sammen på overførselsindkomst, og hvis man sænker beløbet, medfører det blot, at mennesker får det endnu værre, ikke at de lige pludselig får “lyst” til at tage et arbejde. Og når man har det skidt, er det svært at kæmpe sig tilbage i job. Os på overførselsindkomst omtales, som om vi selv har valgt det. Vi oplever en stigmatisering. Mon ikke vi ville få et samfund med flere hele mennesker, hvis vi ændrede tonen i debatten og erkendte, at man altså ikke vælger et liv på overførselsindkomst. Vi går ikke og hygger os på statens regning. Det er nedbrydende, hårdt og ekskluderende. Det er ikke et valg. Det er ren og skær overlevelse.

Lad os få tilliden tilbage i debatten. Betragt os nærmere som kompetente mennesker, som ikke har noget højere ønske end at blive bidragsydere til samfundet igen. Måske findes der tilfælde, hvor mennesker “vælger” at blive forsørget af staten. Hvis man undersøgte disse til bunds, ville man sikkert finde langt bedre grunde end dovenskab, ugidelighed eller et ønske om at gå og “hygge sig på statens regning”. Faktum er, at undersøgelser viser, at vi danskere hellere end gerne vil arbejde. Også når vi ikke får en økonomisk gevinst ud af det. Det vidner om et helt andet værdisæt end penge. Som desværre ofte mangler i den offentlige debat. Lad os få værdigheden tilbage i debatten. Og et menneskesyn, der bygger på tillid fremfor mistillid, kontrol og snæversyn.

Reklamer